Biskop: »Troen gør os mere menneskelige«

psj_krinsen.jpg

'Dannelse er også at blive hevet ud af sine egne fordomme og møde andre holdninger', siger biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Maj-Britt Boa
'Dannelse er også at blive hevet ud af sine egne fordomme og møde andre holdninger', siger biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Maj-Britt Boa
Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen fortæller her om sit eget syn på dannelse, og om hvordan en gudstjeneste er en vigtig leg, der gør os klogere og mere menneskelige
af Lars Erik Frank (Presse- og kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Du og dine bispekolleger afholdt i foråret 2013 en stor konference med fokus på dannelse. Hvorfor tog I det initiativ?

Den konkrete anledning var, at faget KLM (Kristendom, Livsoplysning, Medborgerskab, red.) på læreruddannelsen skulle nedprioriteres. Vi syntes, at der også var brug for at tale om uddannelse, som var mere 'dannelse' end det var 'ud'.

Mange ting i det senmoderne samfund bliver instrumentaliseret og dømt på målbarhed, og vi trængte til at tale om det, der ikke altid kan påvises. At komme ned til vores fundament, simpelthen. Selvfølgelig skal man lære at læse og regne, men et folks historie, fortællinger og sprog bærer i sig selv inspiration og erkendelse og er med til at gøre os menneskelige.

Filosofisk salon om dannelse

Torsdag d. 3. april afholdes filosofisk salon om dannelse i Gethsemane Kirke på Vesterbro.

Hvordan opfatter du begrebet dannelse?

Første gang „dannelse“ dukker op i min bevidsthed er i gymnasiet. Det var min tysklærer, der introducerede det for os ved at sige: „Ausbildung? Nein! Bildung? Ja!“ Som teenager tænker man: „hvad taler manden om?“ Men som jeg blev ældre, gik hans skelnen mellem uddannelse og dannelse op for mig. Uddannelse er der noget afsluttet over. Det er et bestemt pensum, eksamener og papirer. Dannelse, derimod, har et vidunderligt langt perspektiv.

Der er noget evigt nysgerrigt over den, som betyder, at man ikke er på det samme sted hele tiden. Både for den enkelte og for et samfund betyder dannelse at være på vej mod sig selv, at komme til sig selv. Det er det, store dele af livet går ud på. Dannelsen sker i ordentlige relationer, som ægteskaber, parforhold og venskaber.

Dannelse har dybest set noget at gøre med at opgive og overskride sig selv for at møde andre.

Du taler her om relationer til andre mennesker. Hvad betyder de i dannelsen?

Dannelse har dybest set noget at gøre med at opgive og overskride sig selv for at møde andre. Et konkret eksempel er den gode samtale, hvor jeg bilder mig ind, at man ikke hører sig selv så meget, fordi man er fokuseret på samtalens indhold og derfor hører efter, hvad den anden siger.

Dannelse er også at blive hevet ud af sine egne fordomme og møde andre holdninger. Det kan også være, når man læser en bog, betragter et maleri eller ser en film, hvor man får det privilegium at vandre i andres tanker. Så gensidig nysgerrighed hører også med til det at overskride sig selv i mødet med den anden.

Hvordan kan den gensidige nysgerrighed komme til udtryk?

For mig er dannelse også tæt forbundet med leg, som vi efter min mening taler alt for lidt om i vores samfund. At se børn lege er at overvære begyndelsen af dannelsesprocessen. Når jeg læser en bog, så tror jeg dybest set, jeg leger. Mange vil undre sig over, at jeg tit spørger andre, om de har det sjovt og morer sig, hvis de er beskæftiget med noget. Med det mener jeg ikke, at tingene skal være grinende morsomme, men at legen skal være til stede i det, de gør. Legen er der, hvor mulighederne er åbne.

Vild med dannelse - debatmagasin for Københavns Stift 2014

Hvordan ser du kirkerummet påvirke den enkeltes dannelse?

Jeg anser også kirkerummet og liturgien for at være en leg. Kirken er det sted, hvor mennesker går hen og leger med de evige tanker og de helt store billeder. At en gudstjeneste er en leg, står den danske, liturgiske tradition om noget for. Tag nu bare den første salme i salmebogen: „Guds menighed syng for vor skaber i løn“ hvor omkvædet lyder: „Så liflig vi lege for Vorherre.“ Faktisk kan man danse til både den og andre salmer med trin fra færøsk folkedans.

Det er selvfølgelig en disciplineret leg i kirken, vi danser jo ikke hver gang, men kirkerummet er altid stedet, hvor vi går ind og pusler og tumler med det hellige. Pointen er vel, at liturgien er en leg, der ikke går op. Derfor vender vi tilbage for at kunne blive klogere og få mere indsigt. Jeg tror, man bliver opbygget og mere menneskelig af den leg. Jeg oplever den også i den måde, kirker er bygget op på.

Der er altid noget pudsigt, hæsligt eller smukt, der fanger eller udfordrer mig. Jeg bliver bevæget af musikken, ligesom teksterne med deres poesi og udlægningen af dem også påvirker mig meget. Alt det er også en del af den dannende leg. Og ja, kirken er det sted, der kan give os yderligere indsigt i det hellige. Selvom der kan gå lang tid, før det sker, skal man bare blive ved med at komme.

Er vi ikke nødt til at sige, at et menneske er et menneske? Det skal der være nogen, der tror på, og det kræver vores fulde optagethed.

Hvilken betydning mener du, at kristendommen har for dannelsen i det danske samfund?er vi ikke nødt til at sige, at et menneske er et menneske? Det skal der være nogen, der tror på, og det kræver vores fulde optagethed.

For det første er kristendommen en af de grundfortællinger, som man finder over alt i den judæo-kristne tradition. Den er altså det grundlag, vi står på i store dele af verden – i Europa og Syd- og Nordamerika.

Sammen med den græske kultur og dens tidlige filosoffer som Aristoteles og Platon er kristendommen grundlaget for vores civilisation. Selv at læse Karl Marx uden at kende til kristendom må være svært eller ufuldstændigt. Som grundfortælling er den altså vigtig.

Dernæst vil vi i kirken også sige, at det ikke kun er vidensdimensionen, der er vigtig. For hvad sker der, hvis der ikke er nogen, der tror? Hvor længe holder for eksempel menneskerettighederne? Forholdet er kompliceret, ja, for jeg siger ikke, at der ikke er forekommet umenneskelighed i kirken, men jeg tror bare ikke, at menneskerettighederne var blevet formuleret, som de er, uden den kristne tro.

Har du andre eksempler på kristendommens betydning for vores normer?

Dybest set tror vi i kirken på, at nåde går for ret, og man må ofte sige, at retssamfundet ikke synes at fastholde det princip, fordi de snarere stræber efter, at retfærdigheden skal ske fyldest. Og spørgsmålet er, om vi kan blive ved med at synes, at Den Barmhjertige Samaritaner er en god historie?

Kunne man ikke forestille sig et samfund, hvor man sagde: „hvis du gør dig skyldig, så er du et skidt liv“? „Hvis du har røget meget, drukket meget, eller er overvægtig, så har du ikke gjort dig fortjent til, at der bruges ressourcer på dig.“ Men er vi ikke nødt til at sige, at et menneske er et menneske? Det skal der være nogen, der tror på, og det kræver vores fulde optagethed.

Ellers kan vi overtale hinanden til, at det måske ikke er så vigtigt, at et menneske, der ikke er tilstrækkeligt begavet, overlever. Det er ikke lang tid siden, at vi oplevede den slags regimer.

Tags: