Debat: Kirken og det delte folk

iben_5_855x485.jpg

'Kirken er blevet det samme som kristendommen; et kulturkristent folk skelner ikke mellem de to. Det er ikke særligt luthersk, men det er sådan, det er blevet', skriver forfatter og religionsforsker Iben Krogsdal. Foto: Maj-Britt Boa
'Kirken er blevet det samme som kristendommen; et kulturkristent folk skelner ikke mellem de to. Det er ikke særligt luthersk, men det er sådan, det er blevet', skriver forfatter og religionsforsker Iben Krogsdal. Foto: Maj-Britt Boa
Det fyger med tal og modeller i debatten om en ny struktur for folkekirken. Men hvad er det egentlig for en kirke, som skal udvikle sig inden for de nye rammer? Og hvad efterspørger folk af kirken? Læs Iben Krogsdals analyse af forholdet mellem folk og kirke i dag
af Iben Egekvist Krogsdal (forfatter og religionsforsker)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Der findes mange folkekirker i Danmark, mange slags folk – og mange slags forhold mellem kirker og mennesker.

Jeg vil beskrive to i denne artikel. De to typer folk og to typer forhold til kirken, som tegner folkeligheden i folkekirken i disse år.

Når man i kirkelige kredse diskuterer forholdet mellem folk og kirke, bliver begrebet folket ofte forstået som tidsånden. Kirken, derimod, bliver omtalt som en mere stabil størrelse, der skal reagere på det, der sker „ude“ i folket.

Kirken skal „følge med tidsånden“, „blive nutidig“, „svare på moderne menneskers spørgsmål“ – eller omvendt „være et bolværk mod tidens strømninger“ og „tale tiden imod“.

Den udbredte skelnen mellem kirke og folk er på mange måder sigende, og i hvert fald passer den perfekt med den forestilling om kirken som et andet, ophøjet og fra-hverdagen-adskilt sted, som flertallet af folkekirkemedlemmer i dag synes at dele.

Iben Egekvist Krogsdal

f. 1967. Uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og cand. phil. i religionsvidenskab. Er skønlitterær forfatter, salmedigter og har i en årrække forsket i moderne danskeres tro, spiritualitet og livsopfattelse.

Udgav i 2012 bogen De måske kristne. En del af Netværket på P1.

Iben Krogsdals artikel 'Kirken og det delte folk' blev oprindeligt trykt i Københavns Stifts debatmagasin Super folkelig?

Særligt de medlemmer, der repræsenterer den såkaldte kulturkristendom: Den kristendom, der ikke umiddelbart har med tro at gøre – men „bare“ med ren og skær kultur. Og dermed et folkekirkemedlemsskab vel at mærke.

Kirken som et følelsesfællesskab

„Jeg er kristen, men jeg er ikke selv kristen“. Sådan udtrykte en kvinde sig til mig for nylig, og udtalelsen udgør i sig selv en fortælling om, hvad der er sket i forholdet mellem kirken og folket i de senere årtier.

Kristendommen som en hverdagsrelateret fortolkning og forklaring er gledet ud af de fleste menneskers dagligdag og er i dag for mange det, der sker i kirken.

Når man ser bort fra den lille, aldrende gruppe af trofaste højmessegængere, der betragter tro og trosoplæring som en væsentlig del af deres hverdag, er der i dag ikke megen tro at hente i folket.

I hvert fald ikke, hvis man med tro forstår en personlig, velinformeret og daglig bekendelse til Far, Søn og Helligånd, der spiller med i alle livets væsentlige erfaringer og beslutninger. Troen overlades i høj grad til og det delte folk dem, der har forstand på det og ifølge den almindelige forståelse kan gøre det meget mere helhjertet, nemlig præsterne.

Folkekirken er dermed i dag dybest set ikke et trossamfund, hvor menigheden bekender en tro, men snarere et følelsesfællesskab, hvor nogen får betaling for at bekende en tro på andres vegne.

Folkekirken er i dag dybest set ikke et trossamfund, hvor menigheden bekender en tro, men snarere et følelsesfællesskab, hvor nogen får betaling for at bekende en tro på andres vegne

Paradoksalt nok kan man derfor sige, at når folkekirken i dag står stærkt målt på antal af medlemmer, så er det ikke så meget på trods af medlemmernes manglende tro – som det er på grund af den.

De kulturkristne har ganske enkelt brug for kirken til at stå for og videreføre den kristendom, der gennem årtier ligesom megen anden almenviden er gledet ud af deres egen hverdag. Men som de dybest set godt kan lide og har stærke følelser for.

Denne „medlemskristendom“, som man også kunne kalde den, er en af de vigtigste grunde til, at kirken i betydningen kirkebygning, ritualer og præster stadig har så stor opbakning. Det er kirken, der varetager forholdet til Gud og ude i baggrunden garanterer, at der er styr på tingene. Kirken er i sig selv ophøjet. Man hvisker i kirken.

Kirken er så at sige kristendommen; et kulturkristent folk skelner ikke mellem de to. Det er jo mildest talt ikke særligt luthersk, men det er sådan, det er blevet.

Ligesom de kulturkristne gladeligt overdrager deres småbørns pasning til daginstitutioner, deres store børns opdragelse til skolen og deres gamles pleje til hjemmeplejen, overgiver de troen til kirkeinstitutionen.

Og det er en god ordning, der fungerer for både kirken og de kulturkristne, der føler, at kirken varetager troen mere inderligt end de selv. Som moderne mennesker stiller vi i dag uhyre store krav til os selv. Vi skal helst være dybfølte, selvmotiverede og autentiske i det, vi gør. Kan vi ikke være det, må vi finde nogen, der kan være troværdige på vores vegne.

Det er en slags omvendt projektion: Fordi vi ikke selv gør det, skal de gøre det.

Ønsket om forklaringer

Men der er også dem, der har mere tro. Stadig flere opfatter sig som spirituelle. De tror på Guds tilstedeværelse i alt og alle, og dermed også i sig selv. Adgang til tilværelsens mysterier får man ifølge de spirituelle ikke gennem institutioner – men gennem egne erfaringer, kroppen og dens budskaber, hverdagen og dens guddommelige tegn.

I modsætning til de kulturkristne vil de spirituelle have adgang til de store mysterier. Den hellige orden skal ikke bare opretholdes af kirken; den skal udforskes. De er søgende, fordi de ønsker at trænge dybere ind i deres egen guddommelighed og i Guds hensigter.

De efterlyser forklaringer på det, der sker dem, og som involverer en højere mening med dagligdagens møder, modgange, lykketræf og sygdomme. De ønsker forklaringer, fordi de har dem tilgængeligt i sig selv og ønsker at lære af dem, så de kan udvikle sig i gudbilledlighedens navn.

De spirituelle deler altså de kulturkristnes krav om inderlighed i troen, men de går ikke på kompromis med den. For dem er selve tanken om en tro, der bliver båret (tilstrækkeligt inderligt) af andre – ikke mindst kirker og præster – ikke tiltalende. De vil bære selv.

Derfor er de ofte kirkekritiske og skelner netop mellem den kristendom og kirke, som de kulturkristne opfatter som én ting. Den ægte kristendom findes ifølge de spirituelle i hjertet, ikke i kirken. Men alligevel føles det bedst at være medlem.

Flertydige folkelige krav

Og medlemmer er de jo i stor stil, både de kulturkristne og de spirituelle med alle de overlap, der i praksis er mellem disse to folketyper. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe det varer.

Kan troen fortsat overleve i andres hænder i den periode af de medlemskristnes liv, hvor de mangler tid, alder og eksistentiel anledning til selv at tro?

Kan troen fortsat overleve i andres hænder i den periode af de medlemskristnes liv, hvor de mangler tid, alder og eksistentiel anledning til selv at tro? Og er en sådan varetaget tro nok? Eller hvad nu, hvis de spirituelle gør alvor af deres egen teologi og vender kirken ryggen?

Når folkekirken i dag forsøger at forny sig, står den mildest talt over for flertydige folkelige krav om både form og indhold. De få højmesse-kristne er som regel positive overfor fornyelse, fordi de håber, den kan få de andre i kirke. De ønsker fornyelse – men på andres vegne.

De kulturkristne, som alle er opdraget i en verden, hvor fornyelse i sig selv er et plusord, synes pudsigt nok, at kirken for deres eget vedkommende helst skal være, som den altid har været. For dem står kirken for en ophøjet orden, hvis væsentligste kvalitet netop er gentagelsen, rytmen – dette at kirken står der i al sin genkendelighed, når man får brug for den.

Og så er der de spirituelle. Skal man forny kirken for dem, siger de, skal fornyelsen ikke bestå af hverken rockgudstjenester eller flere hånddukker. Så skal man både i form og indhold til at fokusere lidt mindre på Guds uransagelighed og i stedet både liturgisk og teologisk fokusere lidt mere på gudbilledlighed og den enkeltes mulighed for at udforske troen gennem både gamle og nye ritualer.

Vil det få dem til at gå mere i kirke? Måske. Men de udforsker dybest set bedst selv troen på nær, selvfølgelig, når de store overgangsritualer kræves. Det er i dem, det hele går op i en højere enhed. Og det er vel heller ikke så ringe et udgangspunkt? 

Tags: