Det 11. bud: Du skal forsørge dig selv

ove_kaj_petersen_2_855x485.jpg

Med bøger som 'Konkurrencestaten' og senest 'Markedsstaten' har CBS-professor Ove Kaj Pedersen været med til at præge den politiske debat om den moderne velfærdsstat. Foto: Maj-Britt Boa
Med bøger som 'Konkurrencestaten' og senest 'Markedsstaten' har CBS-professor Ove Kaj Pedersen været med til at præge den politiske debat om den moderne velfærdsstat. Foto: Maj-Britt Boa
Velfærdsstatens dannelsesprojekt var at gøre alle til demokratiske borgere. I konkurrencestaten handler dannelse derimod om at motivere det enkelte menneske til at forsørge sig selv. Interview med bogaktuelle CBS-professor Ove Kaj Pedersen
af Christine Thaning (adjunkt, redaktør Københavns Stifts debatmagasin)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Ove Kaj Pedersen har med sin bog 'Konkurrencestaten' og senest opfølgeren 'Markedsstaten' startet en debat, der har sat sig spor helt ind i de politiske partier. Bogen introducerer et opgør med velfærdstaten til fordel for en moderne stat, der bygger på international konkurrence, på kompetencer, viden og udvikling. De økonomiske udfordringer, som den globaliserede verden skaber, bliver dominerende for den politik, der føres, og det ændrer ikke bare finanspolitikken, men også menneskesynet.

Hvordan vil du beskrive velfærdsstatens menneskesyn?

Velfærdsstaten bygger på rædslerne fra anden verdenskrig. Den pædagogik, der blev anvendt, og den skole, der blev lavet efter krigen, er grundlæggende præget af mottoet: Aldrig mere Auschwitz. Efter krigen mente man, at en af grundene til al dens tragedie kunne findes i uddannelsessystemets opdragelse til nationalisme og loyalitet over for staten. At det var denne nationalstats-tradition, der førte til den største dræbermaskine, historien har opfundet, og derfor blev menneskebegrebet sat på spil, som man kender det i menneskerettighederne. Du er menneske først.

Velfærdsstaten bygger på rædslerne fra anden verdenskrig. Den pædagogik, der blev anvendt, og den skole, der blev lavet efter krigen, er grundlæggende præget af mottoet: Aldrig mere Auschwitz.

Vild med dannelse - debatmagasin for Københavns Stift 2014

Derefter er du dansker, tysker, mand, kvinde, rig eller fattig. Derfor er det menneskeheden som sådan, det internationale samfund gerne vil beskytte – i modsætning til nationalstaterne, der ville beskytte egne borgere mod andre nationaliteter. Dermed tager den pædagogiske tanke, der vinder frem i velfærdsstaten, det altså for givet, at du er et menneske, der skal udvise respekt for både dig selv og andre ved at kunne leve sammen med andre i ligeværdighed.

Du er menneske, men du skal dannes til at forstå dig selv som én, der bidrager til realiseringen af et demokrati. Herfra udvikles tanken om et medborgerskab, der placerer et ansvar på den enkelte i forhold til at efterleve dette nye ideal. Det er nu uddannelsessystemets hovedopgave at danne og uddanne den enkelte til at forstå sig som ligeværdig med alle andre – det vil sige som et menneske uanset race, nationalitet, religiøs observans, køn og så videre.

Hvad betyder det for skolen?

Den bliver præget af, at det nu er den universelle person, der kommer i centrum i skolelovgivningen, og skolen bliver primært til et fristed for dannelse. Det er første gang siden den allerførste skoleforordning af 1539, at man adskiller uddannelse fra dannelse, og det at undgå Auschwitz er nu en større opgave end at gøre folk til arbejdslystige borgere. Denne dannelsestanke bliver i første omgang en vældig succes, for det viser sig både i Japan, Tyskland og her i Danmark, at man gennem uddannelsessystemet kan ændre personligheden. Man kan prioritere national identitet lavere end menneskelig og kosmopolitisk identitet og få borgere til at leve i ligeværdighed med hinanden uanset køn og klasse.

Men her begynder velfærdsstatens problemer også at vise sig. For med det ydre pres fra de nye økonomier bliver situationen den, at 15-20 % af hver årgang ikke bliver integreret på arbejdsmarkedet under konkurrencestatens nye vilkår. De kommer i stedet på overførselsindkomst og bliver til, hvad nogle kalder „en økonomisk byrde“ for dem, der arbejder. Og den store middelklasse gider ikke i længden blive ved med at finansiere andres velfærd, hvilket medfører, at vi begynder at stemme på en anden måde til folketingsvalg. Vi stemmer ikke længere efter klassetilhør eller social gruppe, men efter de flydende interesser, vi har.

Grundtvigs forbehold over for demokratiet grundede jo netop i bekymringen for, at det ville blive en kampplads for særinteresser. Er vi i virkeligheden blevet indhentet af denne diagnose?

Absolut. Velfærdsstaten er i virkeligheden en ideologisk katastrofe, ja, en tragedie angående menneskesyn. Det lykkedes at gøre alle til demokratiske borgere, men det lykkedes ikke at gøre dem ansvarlige for fællesskabet, og velfærdsstaten står derfor i et dilemma. Vi har på den ene side succes med bestræbelsen efter at danne den enkelte til at være del af et demokrati, men på den anden side har vi tragedien i form af, at mange af os bruger den dannelse, vi bliver udstyret med, til at styrke egne interesser frem for at engagere os i fællesskabet.

Velfærdsstaten er i virkeligheden en ideologisk katastrofe, ja, en tragedie angående menneskesyn.

Om Ove Kaj Pedersen

Født 1948. Professor i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School. Grundlægger af International Center for Business and Politics på CBS.

Blandt andet forfatter til bogen "Konkurrencestaten" fra 2011 udgivet på Hans Reitzels forlag. Aktuel med opfølgeren "Markedsstaten", der udkom d. 21. maj 2014.

I 2008 blev han tildelt Forskningskommunikationsprisen af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Vi har altså indsigt i, at vi kan dannes, men de fleste af os er optagede af vores egne interesser, herunder i at minimere den skat vi skal betale, unddrage os momsbetaling ved at acceptere sort arbejde, søge at få det meste ud af velfærdsydelser, m.m., hvilket blandt andet fører til, at sammenhængen mellem offentlige indtægter og udgifter forsvinder, og staten begynder at låne til velfærdsstatens finansiering hos borgerne og i udlandet.

Alle gør, hvad de kan for at unddrage sig forpligtelsen overfor fællesskabet, men alle gør også, hvad de kan for at få del i goderne. Derfor kollapser velfærdsstaten både økonomisk og politisk, for den viser sig at have en indbygget tragedie i sit fællesskabsbegreb. Arkitekterne bag velfærdsstatens medborgerbegreb, har nemlig ikke forestillet sig, at mennesket også tænker på sig selv, og at demokratisk deltagelse kan anvendes til at undergrave fællesskabet, og at pligten til at finansiere fællesskabet hænger sammen med retten til at modtage fra samme.

Har konkurrencestaten et dannelsessyn?

Ja, motivation. Den enkelte skal motiveres til ansvarlighed for sin egen forsørgelse ved at være tilknyttet arbejdsmarkedet og opnå kompetencer og færdigheder. Det store dannelsesprojekt i dag er således først og fremmest et motivationsprojekt, og friheden får man i kraft af at blive ansvarlig for egen forsørgelse. Det opportunistiske menneskesyn griber på sin vis bag om velfærdsstaten, fordi der igen lægges vægt på, at det skal uddannes til arbejdslyst, og i virkeligheden er der ikke noget nyt her. Det historisk exceptionelle består i fremkomsten af velfærdsstaten, og den kan kun begrundes med Auschwitz. Velfærdsstaten er dog mere end frygten for en gentagelse af 2. verdenskrig; den er også et projekt for en fremtid grundet på principper om ret og retfærdighed, opbrud med klassesamfundet og alles lige adgang til uddannelse og sundhed.

På den måde er det et progressivt projekt, måske det største og mest afgørende i moderne vestlig historie. Det fører til mange store fremskridt; længere middellevetid, højere uddannelsesniveau, udligning af formue og indkomstmæssige forskelle, social tryghed og meget mere. Alligevel har det også uønskede og uforventede konsekvenser. For eksempel at skatteunddragelse udvikler sig til en folkesport, og at det for nogle – måske relativt få – bliver en personlig sport at unddrage sig pligten til selvforsørgelse, før de indkasserer retten til offentlig forsørgelse. Fra 1970’erne sker der derfor det ulykkelige, at skatteindtægterne bliver overhalet af de offentlige udgifter; herefter starter en nu 30-årig lang bestræbelse på at reformere velfærdsstaten med det samlede formål at inkludere så mange som muligt blandt de selvforsørgende.

I den gamle grundtvigske forestilling om et folk findes jo tanken, at man kun kan finde sig selv i et fællesskab. Den er vel ikke længere til stede, eller hvad?

Jo, men fællesskabet i dag forstås som det økonomiske fællesskab – altså landets dygtighed i forhold til andre nationer. Og du kan bidrage til dette fællesskab, hvis du er selvforsørgende og kan bruge dine kompetencer og innovative evner. Men du har ret i, at der er alt for meget vægt på økonomien i denne her periode, alt for meget vægt på det opportunistiske menneske og alt for lidt vægt på fællesskabsfølelsen. Vi mangler begreber og idealer. Nationalstatens folkebegreb har f.eks. i det tyske tilfælde vist sig som den store destruktionsmaskine.

Velfærdsstatens projekt om at danne til fællesskab har afsløret sig som en delvis illusion. Det nye dannelsesprojekt, som jeg ikke har svaret på, ligger i den udfordring, at vi ikke bare kan overføre de klassiske dannelsesbegreber som demokrati, folk og national identitet. Vi må reformulere dem i den horisont, historien giver os. Der ligger et stort filosofisk og også dybt religiøst projekt her. Hvordan gør vi det? Det kunne lade sig gøre efter en stor tragedie som anden verdenskrig, og så burde det da også kunne lade sig gøre i en situation, hvor der er fred, frihed og sikkerhed.

NATIONALSTATEN: 1864-1945

Fra 1820-30’erne sættes der folkeligt såvel som politisk fokus på at danne borgerne til individer, der indgår i et folkeligt fællesskab, og som har et tilhørsforhold til nationen. Dannelsen omhandler bevidstheden om den kulturelle, historiske og religiøse baggrund for danskernes tilblivelse som folk.

VELFÆRDSSTATEN: 1945-1980’ERNE

Efter 2. verdenskrig kommer der med menneskerettighederne fra 1948 øget fokus på det enkelte menneskes uerstattelighed. Dannelsen centreres om den enkeltes alsidige udvikling, og der lægges vægt på kulturelle, moralske og åndelige værdier. Fra at give kundskaber til nytte for samfund og erhvervsliv vil man nu fremme mulighederne for, at man kan vokse op som personer med personlighed, det vil sige som harmoniske, lykkelige og gode. Mennesket skal opdrages til at være medskabere af demokratiet og tage ansvar for fællesskabet.

KONKURRENCESTATEN

1980’erne og frem. Med murens fald og den øgede globalisering kommer der fokus på at kunne konkurrere med de nye store økonomier som Kina og Brasilien. Samtidig bliver det klart, at velfærdsstaten har genereret et overforbrug og har parkeret en alt for mange på overførselsindkomst. Det er ikke lykkedes at opdrage folket til at tage ansvar for fællesskabet. Dannelsen og værdikampen bliver nu underordnet den samfundsøkonomiske forestilling. Fokus flytter sig fra personen som det uerstattelige til en person, der er bærer af egennyttige interesser. Fagligheder og færdigheder er adgangen til at blive dannet, til at opnå selvstændighed og til at udvikle kreativitet som grundlag for selvforsørgelse.

Tags: