Det moderne menneske danner sig selv

lars_hammershcj_2_nyt_final_nyt_855x485.jpg

'Før var det holdninger og interesser, værdier og praksisser, der afgjorde, hvilke fællesskaber vi var en del af. Nu er det snarere en fornemmelse af smag for og lyst til, der binder os sammen', skriver DPU-lektor Lars Geer Hammershøj. Foto: Maj-Britt Boa
'Før var det holdninger og interesser, værdier og praksisser, der afgjorde, hvilke fællesskaber vi var en del af. Nu er det snarere en fornemmelse af smag for og lyst til, der binder os sammen', skriver DPU-lektor Lars Geer Hammershøj. Foto: Maj-Britt Boa
Dannelse handler om at få dannet en personlighed gennem det sociale. Et stort spørgsmål er derfor, hvordan det individualiserede menneske, der er så koncentreret om sin egen verden, kan blive dannet
af Lars Geer Hammershøj (ph.d., lektor og studieleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU))

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Der er flere tegn på, at tilgangen til dannelse i vores moderne verden har ændret sig. Man kan hævde, at dannelsen er i færd med at skifte karakter til selvdannelse, så den i højere grad foregår på vores egne præmisser.

For det første er der en tendens til, at vi danner fællesskaber på andre måder end tidligere. Og for det andet er der opstået nye lidelser og vanskeligheder, der afspejler, hvordan dannelsen til menneske på bestemte måder i dag kan slå fejl. I følge dannelsesforestillingen foregår dannelsen af personligheden ved, at vi af egen kraft og i frihed overskrider os selv og vores egen verden og involverer os med en større.

Vild med dannelse - debatmagasin for Københavns Stift 2014

Enten ved at sætte os i den andens sted, gå med på legen og deltage i nye sociale praksisser eller på anden måde åbne os for, at der er andre måder at leve og forholde sig på. Det, der danner personligheden er netop erfaringen af, at det er muligt at forholde sig anderledes til sig selv, til andre og til verden. Grundtonen i dannelse er dermed oplevelsen af at blive del af noget større, og at også verden selv er blevet lidt større.

Alt kan danne

Dog er det ikke nok, at vi ændrer os for at dannes. Vi må også ændre os til det bedre, og dannelse involverer med andre ord en smagens dannelse. Det vil sige, at vi hver især må udvikle smag for interessante måder at forholde os til verden og til fællesskaber på.

Af samme grund vil dannelse altid rumme bestemte idealer om, hvad et menneske skal dannes til, og hvor dannelsen skal foregå. For eksempel har den nationale dannelsesforestilling opereret med et ideal om, at vi skulle udvikle en national karakter, og at det nationale i form af folkeånden kom mest kraftfuldt til udtryk i det nationale sprog og den nationale historie. Derfor har dansk litteratur og historie traditionelt set været de centrale almendannende fag i skolen.

Men i dag har vilkårene for dannelse forandret sig i en retning, hvor selvoverskridelsen og smagsdannelsen i højere grad foregår på vores egne præmisser. Det viser sig som en krise i dannelsen. For med den store individualisering er det ikke længere muligt at operere med almengyldige dannelsesidealer.

Vilkåret er derfor tilsyneladende det paradoksale, at alt i princippet kan danne, samtidig med at vi jo af erfaring ved, at det langt fra er alt, der danner. Hermed bliver det endnu vigtigere, at vi udvikler en smagsdannelse – at vi med andre ord hele tiden udøver selvstændig dømmekraft.

Selvdannelsen kommer altså til at fylde mere, fordi man hele tiden er i gang med at danne sin personlighed gennem fællesskaber

De nye smagsfællesskaber

Samtidig har begrebet selvoverskridelse fået større betydning. Tidligere var vi en naturlig del af bestemte og forholdsvis homogene fællesskaber – som for eksempel arbejderklassen – og blev kastet ud i fremmede verdener, når vi fik latin i skolen. I dag er det anderledes. Vi møder flere og mere mangfoldige verdener og fællesskaber, som vi ofte selv skal gøre en indsats for at blive en del af. Og derfor er det på én og samme tid blevet mere anstrengende og mere nødvendigt at overskride sig selv i det sociale liv.

Selvdannelsen kommer altså til at fylde mere, fordi man hele tiden er i gang med at danne sin personlighed gennem fællesskaber. Netop disse ændrer karakter i dag, og det er der flere tegn på. Et af dem finder vi i den megen tale om at styrke sammenhængskraften i samfundet. Dette udspringer af erfaringen af og bekymringen over, at de traditionelle fællesskaber taber kraft og appel.

Lars Geer Hammershøj

Født 1972. Ph.D., lektor og studieleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Har bl.a. skrevet bogen „Kreativitet: et spørgsmål om dannelse" (2012) og for Dansklærerforeningen udgivelsen „Dannelse i uddannelsessystemet" (2013).

Det svarer faktisk meget godt til den bekymring, man nærede i slutningen af 1800-tallet over ‘det sociale bånd’. Det vil sige en erfaring af, hvordan det industrielle og moderne samfund førte til et tab af de gamle fællesskaber. Også i dag oplever vi ændringer og mærker, at det, vi er fælles om, ikke længere er det samme. Før var det holdninger og interesser, værdier og praksisser, der afgjorde, hvilke fællesskaber vi var en del af.

Nu er det snarere en fornemmelse af smag for og lyst til, der binder os sammen. Fællesskaberne kan altså ikke længere ses som politiske eller kulturelle – de er blevet til smagsfællesskaber, hvor det, vi er fælles om, er at være i samme stemning eller dyrke den samme stil. Denne form for fællesskab ser man for eksempel på Roskilde Festival, hvor selskabeligheden dyrkes i teltlejeren, og massefælleskabet folder sig ud på festivalpladsen. Denne dyrkelse af en bestemt stemning eller livsstil udgør formentlig også en del af forklaringen på, at folk i disse år søger mod byerne. For her findes et væld af mulige stil- og stemningsfælleskaber.

Selvdannelsens lidelse

Selvdannelse som et moderne vilkår fører også klart negative fænomener med sig. En række nye lidelser er opstået – eller er steget voldsomt – i løbet af de seneste tre årtier. Det drejer sig om spiseforstyrrelser, selvskade, social fobi, opmærksomhedsforstyrrelse, depression hos børn og unge, stress, narcissisme og vrede.

I psykiatrien har man svært ved at forklare, hvorfor alt dette fylder mere, men set i et samtidsmæssigt perspektiv synes det at være en logisk konsekvens af netop selvdannelsen. For problemer med den konstante selvoverskridelse vil enten vise sig ved, at man overskrider sig selv for lidt og bliver til den selvoptagede narcissist. Eller at man overskrider sig selv for meget og finder identitet i anorektikerens sulteprojekt.

Og når man hele tiden skal være afhængig af sin egen dømmekraft og smagsafgørelse, kan det føre til, at man enten lever i en tilstand, hvor man ikke kan trække grænser, så man havner i stress og depression. Eller man kan blive dén, der trækker en så skarp grænse mellem sig selv og verden, at der opstår stor vrede. Alt dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at det er blevet sværere at være menneske i dag.

Der er formentlig hverken mere eller mindre lidelse end tidligere, ligesom der heller ikke er mere eller mindre fællesskab. Men karakteren af både lidelserne og fællesskaberne mellem os har med selvdannelsen ændret sig. Og dét er vigtigt at gøre sig klart, hvis man skal håndtere begge dele.

Tags: