Forfattere går i kødet på Bibelen

bibel.jpg

Mange store forfattere har taget fat på beretninger fra Bibelen. På dansk er senest Anne Lise Marstrand-Jørgensen dykket ned i fortællingen om Kong Salomon og Dronningen af Saba og har fået en stor roman ud af det.
Mange store forfattere har taget fat på beretninger fra Bibelen. På dansk er senest Anne Lise Marstrand-Jørgensen dykket ned i fortællingen om Kong Salomon og Dronningen af Saba og har fået en stor roman ud af det.
Bibelen er fortælling og poesi om menneskelige grundvilkår. Nu får forfattere mulighed for at gå i kødet på dens beretninger på et kursus, der giver en solid introduktion til værket, som har også inspireret Tolstoj og Thomas Mann

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Anna Sofie Casse, Bibelselskabet

Over to weekender i foråret 2017 får danske forfattere mulighed for at gå i kødet på Bibelen. Bibelselskabet udbyder nemlig i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Grundtvig-Akademiet en introduktion til Bibelen som litterært værk:

”Det er Bibelen som tekst, der er i fokus på kurset for forfatterne. Bibelen er også fortælling, litteratur, poesi. Der er nok at tage fat i, også i forhold til nogle af de grundmenneskelige temaer, der gennemspilles i Bibelen. Det er stof, som stor litteratur er gjort af,” forklarer Bibelselskabets generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen.

Store forfattere har arbejdet med Bibelen

Kurset vil favne flere af Bibelens tematikker. En tematik, der vil blive behandlet er for eksempel mad og identitet. Her vil professor (MSO) ved det Teologiske Fakultet i København, Anne Katrine de Hemmer Gudme, sætte forfatterne ind i nogle af Bibelens barske og ærlige fortællinger. Fortællinger, som mennesker også i dag kan spejle sig i.

Til inspiration for kursisterne vil bibelforskere fra universiteterne i både København og Aarhus – Gitte Buch-Hansen, Mette Bundvad, Kasper Bro Larsen, Hans-Jørgen Lundager og Geert Hallbäck – fremvise Bibelens mange forskellige facetter.

”Mange store forfattere har taget fat på beretninger fra Bibelen. På dansk er senest Anne Lise Marstrand-Jørgensen dykket ned i fortællingen om Kong Salomon og Dronningen af Saba og har fået en stor roman ud af det. Tolstoj, Thomas Mann og mange andre har gjort det. Men det kræver, at man kender Bibelen, og på kurset vil vi gerne give forfatterne en solid introduktion til Bibelens univers,” fortæller Birgitte Stoklund Larsen.

Den store kode?

"Vi har i Bibelselskabet engageret os i kurset, fordi vi gerne vil medvirke til at holde de bibelske beretninger i omløb i litteraturen og i kultur og samfund i øvrigt. Hvis vi fortsat skal kunne tale om Bibelen som Bogen i vores kultur eller som vores kulturs ”store kode”, så må vi også gøre noget for at holde fortællingerne ved lige,” siger Birgitte Stoklund Larsen.

Forfatterne skal ikke komme sovende til kendskabet af den store kode, og det forudsættes, at de har læst Bibelen inden kursusstart. Bibelselskabet sponsorer en bibel til formålet.

Læs mere om Bibelen hos Bibelselskabet

Kursus for forfattere: Gå i kødet på Bibelen

Hvornår?
1. del: 31. marts kl. 10:30 - 1. april kl. 16:30
2. del: 5. maj kl. 10.30 - 6. maj kl. 16.30

Hvor?
Vartov, Farvergade 27, 1463 København K

Tilmelding
Send begrundet ansøgning og værkliste senest 1. marts på mail til Dansk Forfatterforening 

Pris
400 kr. som dækker frokost og kaffe/the + kage alle fire dage

Tags: