Frihed – mellem jubel og skræk

mauerspecht_855x485.jpg

"Det var jubel og endelig kunne de tænke og tale uden at se sig over skulderen," skriver Peter Skov-Jakobsen om det europæiske frihedsår 1989. Foto: WikiCommons
"Det var jubel og endelig kunne de tænke og tale uden at se sig over skulderen," skriver Peter Skov-Jakobsen om det europæiske frihedsår 1989. Foto: WikiCommons
Med Jerntæppets fald blev 1989 frihedens år for Europa. For nogen blev det afslutningen på deres magt. For andre begyndelsen på deres liv, skriver Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen i nyt debatmagasin om frihed fra Københavns Stift, der udkommer i næste uge
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

To billeder dukker op for mine øjne, når jeg tænker på frihed og 1989. Det er to meget forskellige billeder. Det er begge bevægende billeder, men på hver sin måde og med hver sin virkelighed.

Jeg kan ikke se jubelscenerne ved Muren, da bommen går op uden at blive en del af den glæde, der spontant kommer frem. Alle disse mennesker, der bare smiler, fordi de tror, at det er løgn.

Man får næsten lidt ondt af grænsesoldaterne. Af gode grunde ved de næste ikke, hvordan de skal tackle al den glæde.

De hyler, de klapper, de står og græder stille for sig selv, de bliver indadvendte. Der er hele denne larmende jubel og lige op og ned af den, er der også den forborgne glæde.

Jeg ser altid tilgivelse i de glade ansigter. Al den fortræd, som den fordømte mur havde betydet er pludselig historie. I ansigterne står der, at ingen har tid til at tænke på fortid, nu da fremtiden lige synes at have åbnet sig. 

Magten er ikke sjov

Man får næsten lidt ondt af grænsesoldaterne. Af gode grunde ved de næste ikke, hvordan de skal tackle al den glæde. De står lidt stille tilbage. Lige den dag er det ikke sjovt at være en del af statens magtorgan.

Biskoppens blog

Peter Skov-Jakobsen er fast blogger på Dagbladet Politikens hjemmeside.

Jeg ser altid hende for mig, der lovlydigt står og spørger, om hun virkelig kan gå over grænsen, og som får at vide, at vejen er fri. Hun springer op i luften, siger tak, og så får han et smækkys, og væk er hun. Hun gjorde en grænsesoldat glad.

Mon de nogensinde glemmer den aften? Én og to af dem bliver også spurgt, om de gerne ville gå over, og man får nogle grå svar og nogle øjne, der ikke kan ses ind i. Men på denne aften er det som om, at den slags svar slet ikke betyder noget. Glæden er ikke til at bremse. Det er til at grine og græde over.

Ufatteligt bevægende! Mon ikke det er den største tyske fest, der nogensinde har været – og så var de hverken forberedt eller havde købt ind til den. Det var et surprise party af de helt store; men det måtte gerne ske igen andre steder på jorden.

Tyrannens endeligt

Frihed betyder tyrannens endeligt. Lige før jul trådte Nicolae Ceausescu ud på balkonen for at holde sin sidste tale. Han henvendte sig med høflig taksigelse mod den demonstration, som han formentlig havde tillid til var under kontrol af partiets folk. Meget hurtigt piber folket og giver sin mistillid lyd. Man kan se, at han aldrig har prøvet det før.

Den særlige skønhed ved de revolutioner i 1989 var nok: despotierne kollapsede og kunne ikke reddes. Friheden havde sat sig igennem.

Nedenfor altanen forsøger folk at storme centralkomiteens bygning. Man kan nu se rædslen i Ceausescus øjne. Det er som om al den frygt han selv spredte med sit sikkerhedspoliti, Securitate, nu manifesteres i hans egne øjne. 

Diktatoren får sin egen terror tæt ind på kroppen. Han ved at spillet er tabt. Han vinker forvirret, prøver at dæmpe folket, råbet at de skal sætte sig og lytte. Få minutter efter letter en helikopter med ægteparret Ceausescu, som juledag 1989 bliver henrettet.

Men de øjne, de træk om munden, den dødens trussel, tyrannens vished om, at nu er der kun hævnen tilbage – den ensomhed, der pludselig bliver udtrykt med et menneskes øjne og krop efterlader et gys i de fleste. Selvom hans rædselsregime var kendt og hans metoder foragtet, og han var en djævel over for sine modstandere, kan de fleste næppe undgå at mærke en medfølelse med den mand, der kun har en summarisk rettergang og en henrettelse foran sig.

En særlig skønhed

For nogen var friheden afslutningen på deres magt. Nu skulle de sidde tilbage, forladte og foragtede og de skulle tåle opgøret med dem.

For andre var friheden begyndelsen på livet. Det var jubel og endelig kunne de tænke og tale uden at se sig over skulderen. Vi kaldte revolutionerne i 1989 fløjls, - syngende-, fredelige revolutioner.

Det var kun i Rumænien det blev så voldeligt. Det er nok den særlige skønhed ved de revolutioner i 1989: despotierne kollapsede og kunne ikke reddes. Friheden havde sat sig igennem. Fanatikerne havde tabt. Et nyt årtusind var begyndt: det tredje! Det var godt begyndt! Med jubel og med skræk, men mest jubel.

DEBATmagasinet: Friheden flyver 

Artiklen stammer fra DEBATmagasinet, som Københavns Stift – folkekirken i København – udgiver en gang om året. 

Med undertitlen ”Friheden flyver” stiller DEBATmagasinet i 2015 skarpt på begrebet frihed. Det belyses gennem artikler og interviews med markante personligheder og meningsdannere som musikeren Kristian Leth, samfundsdebattøren Eva Selsing, juristen Jacob Mchangama og fodboldspilleren William Kvist.

Læs DEBATmagasinet ”Friheden flyver” i en online version her

Tags: