Gudrun Hasle: »Jeg kan godt lide tanken om at råbe om hjælp ud i intetheden«

gudrun_hasle-.jpg

Foto: Maj-Britt Boa
Foto: Maj-Britt Boa
Som ung blev hun diagnosticeret som personlighedsforstyrret, og hun har altid kæmpet med sin ordblindhed. Men billedkunstneren Gudrun Hasles personlige skam er også blevet til en kunstnerisk drivkraft

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst og foto af Maj-Britt Boa

Jeg er på vej mod Nørrebro for at møde billedkunstneren Gudrun Hasle. Hun har gennem flere år markeret sig på den danske kunstscene og er måske mest kendt for sine broderede billeder med korte fortællinger, der er meget personlige – også i retskrivningen.

Og så kredser hun på mange måder om skam i sine værker.

Som 14-årig blev Gudrun Hasle indlagt og fik diagnosen personlighedsforstyrrelser. Hun er ordblind og skar i sig selv, før det hed cutter.

Gudrun Hasle siger selv, at hun havde en indre smerte og skammede sig over ikke at kunne finde fodfæste i tilværelsen.

I lejligheden på 3. sal i Griffenfeldtsgade er det hendes mand, der tager imod mig. Gudrun sidder i sofaen og ammer med benene trukket op under sig. Hun er stadig i løbetøj, som hun blufærdigt undskylder flere gange under samtalen. Stue og køkken går ud i et på tværs af lejligheden. Der er masser af kunst på væggene, både Gudruns egne og andres værker. Hun har en buste af sin morfar Thorkild Hansen stående i den store bogreol, der fylder den ene langside i stuen. Det er et rart sted fuld af ånd.

Gudrun Hasle står bag forsiden

Gudrun Hasle har lavet et værk særligt til forsiden af dette års udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift, hvor interviewet her også er udgivet.

Læs også: Retten til at være i verden

Jeg får en kop friskbrygget kaffe. Vi snakker lidt sammen, mens jeg forklarer lidt om min egen usikkerhed som utrænet interviewer. Men på et tidspunkt føler jeg, at der er fortrolighed nok til at spørge:

En samtale om skam er både en samtale om dine værker og om dit personlige forhold til skam. Hvor kiler man sig ned i den forskel, hvor starter vi?

»Egentlig kan jeg godt lide, at det offentlige og det private er fedtet sammen i mine værker. Det er derfor, jeg insisterer på, at det både skal være dybt personligt følt og noget, alle kan relatere til. Det handler om den der moderne skam over aldrig at slå til. Derfor har jeg også en tatovering på armen, hvor der står ’I have to be perfect’. Den minder mig om, at jeg skal slappe lidt af, for den der stræben er utrolig hård.«

Skam over at skamme sig

Jeg ser på Gudrun, mens hun taler. Hun er køn på en feminin måde med langt lyst hår samlet i en hestehale. Hun ligner en, der passer godt på sin krop, sådan lidt kontrolleret. Men der er noget inde bag det kontrollerede, en humor og en selvrefleksion, der også punkterer det billede.

Gudrun er meget præcis i sit ordvalg, der er sjældent et øh eller en gentagelse. Hun fortsætter:

»Det ironiske ved skam er, at man er med til at give sig selv skam over at skamme sig. Det er de superåndssvage cirkler, vi går i. Skam er både positivt og negativt i forhold til at udvikle os som mennesker, og det er vigtigt at finde balancen mellem at ville gøre ting bedre og at skamme sig ukonstruktivt.«

Læs også: Puk Damsgård: »Jeg gider, når der er noget på spil«

Hvornår fandt du ud af, at du kan bruge din problematiske baggrund og skammen til noget?

»Første gang, det gik op for mig, hvad jeg kunne bruge ordblindheden til, står stadig stærkt for mig. Mens jeg studerede på Det Fynske Kunstakademi, sad jeg en aften og havde malet færdigt og ville sætte nogle tekster på billederne. Indtil da havde jeg altid fået nogen til at skrive dem rigtigt for mig, for det var frygteligt pinligt at indrømme, at jeg var ordblind. Men den aften valgte jeg at skrive selv, og så var planen at sige, at det bare var en skitse, hvor man skulle se bort fra stavefejlene.

»Det ironiske ved skam er, at man er med til at give sig selv skam over at skamme sig.«

Ved næste dags gennemgang af mit værk så jeg, at mine medstuderende og lærere stod og bevægede læberne og prøvede at forstå det. Jeg skulle til at forklare, hvad der stod, men lige der tænkte jeg: “Nej jeg ser, hvad der sker«. Så jeg sagde, at stavefejlene var med vilje, og at jeg var ordblind.

Ikke lang tid efter havde jeg nogle broderier med på Charlottenborgs Forårsudstilling. Der er 5000 besøgende på sådan en fernisering, og foran mine fire små værker stod en kødrand af mennesker, fordi det tog så lang tid at læse. Med de benspænd gjorde jeg folk usikre og nedsatte tempoet.

Jeg fandt ud af, at det kunne sige noget om samfundets rummelighed, om min egen usikkerhed og om magtbalancen mellem mig og beskueren.«

Læs også: Mette Horn: »Komikere gemmer sig bag ironien«

Et sårbart, men magtfuldt sprog

Du har din helt egen sprogniche, fordi du er ordblind. Når beskueren skal stave sig usikkert igennem dine tekster, vender du vel sårbarheden og magten på hovedet?

»Ja, det er ret fantastisk, at man ved at lave noget med indbyggede fejl gør publikum usikker, og dermed skaber en naturlig spejling mellem en selv og publikum. På Frederiksberg Bibliotek lavede jeg en udstilling, hvor jeg satte små poetiske hverdagstekster op i samme format som indekseringssystemet. Publikum blev usikre på, om de skulle gå op og sige, at det faktisk var stavet forkert.«

Du må tidligt have haft et metablik på dig selv, siden du kan arbejde med din egen usikkerhed som et kunstnerisk greb, eller?

»Det er jo ironisk, at jeg allerede på ungdomspsykiatrisk afdeling har fortalt min historie igen og igen. Man er til gruppeterapi og terapi hos sin egen psykiater og har derfor fået metablikket, fordi det er indarbejdet i hele den psykologiske proces, hvor man forsøger at opbygge mennesker med diagnosen personlighedsforstyrrelse. Som menneske er metablikket rimeligt anstrengende, men som kunstner kan det være en fordel.«

Læs også: Mikael Bertelsen: Engagementets evige dilemma

I stedet for at skrive »Jeg skider på alle reglerne« har du har du skrevet ti regler op om, hvordan du skal være for at blive perfekt. Gør du det for at undsige dig reglerne, eller fordi de rent faktisk er en del af din virkelighed?

Det sjove er, at jeg sagtens kan se, det er modsætningsfuldt, at jeg følger de regler. Men jeg har enormt svært ved at ændre på det, og vil jeg overhovedet ændre på det, når det kommer til stykket? Det dilemma kan være skamfuldt.«

»Skyld og skam, kunne jeg se var arveligt hele vejen fra min mormor, der følte skyld over for sin mor, og min egen mor i forhold til min mormor.

Og vi bliver ramt, fordi vi kommer med ind i dine mellemregninger i det uafklarede felt, som jo peger på vores alle sammens forfængelighed og skam?

»Jeg kunne jo godt sige, at jeg lægger det hele fra mig, sælger min lejlighed og lever det enkle liv på landet, men det har jeg jo ikke lyst til, så jeg er fanget i det. Reglerne gælder, og de gælder ikke.

Jeg kæmper i mod dem, og jeg kan ikke lade være at følge dem. Jeg vil gerne følge dem, samtidig med at jeg også hader dem.«

Skam går i arv

Er skam arveligt?

»Ja. Jeg står på skuldrene af min families stærke kvinder, der har kæmpet vores kamp for ligeberettigelse. Blandt andet derfor har jeg taget det traditionelt kvindelige og hjemlige op i min kunst – nemlig syslerne. De peger på en udvikling, der er sket, fra at kvinderne »bare« syslede, som det hed førhen, når de broderede, til nu, hvor jeg møder anerkendelse for at arbejde med broderi.

På et tidspunkt sad jeg ude i min mormors hus, og hun fortæller mig om et mareridt, hun har haft. I drømmen er hun en ung pige og taget op til sin mor for at vise hende et broderi - og så er det trukket skævt! Hvis man broderer og strammer garnet for meget, så trækker hele broderiet skævt og bliver ubrugeligt. Og hvis det er for løst, ser det sjusket ud, og man skal sprætte det hele op igen. Det der med skyld og skam kunne jeg se var arveligt hele vejen fra min mormor, der følte skyld over for sin mor, og min egen mor i forhold til min mormor.«

Læs også: Kristian Leth: »Friheden er overvurderet«

Hvad er dit forhold til publikum?

»Beskueren betyder meget. Publikum er jo den mur, jeg spiller bold op ad. Som ung pendlede jeg til kunstakademiet i Odense, og jeg havde altid lyst til at lave skilte i toget med teksten ’Help’, og hænge dem op i vinduet, når et andet tog passerede forbi. Fordi man kan føle sig fanget i systemet eller samfundet. Jeg forestillede mig, hvordan folk ville reagere på sådan en meddelelse. Ville det sætte tanker eller følelser i gang hos dem?«

Gudrun og jeg kommer til at tale om den kunstneriske proces, om hvordan ideer til nye værker opstår. Og hvordan tankerne påvirkes af bevægelse. Og vi diskuterer, om man overhovedet kan tænke, når man for eksempel løber. Her fortæller Gudrun levende om sine regelmæssige løbeture:

»Når jeg løber min runde på Assistens Kirkegård, tænker jeg ofte på titler til mine værker. Nogle gange kan jeg bygge en hel udstilling op på en sætning, der er kommet til mig på en løbetur.

På en udstilling på Horsens Kunstmuseum for nylig ville jeg prøve at råbe højt og syede en tekst på et kæmpe lærred, som hang oppe under loftet i et stort rum. Teksten var på en måde ironisk: ‘I DONT NO HAW TO SCRIM FOR HARLP WEN IM OK.’ «

Jeg tror, vi er mange, der går rundt med en indre smerte uden at kunne sætte ord på, hvad den egentlig er. Når jeg kigger på mit eget liv, har jeg en sød mand og to søde børn, vi har mad på bordet hver dag, jeg ser ok godt ud, og så alligevel: Hvorfor har man den der indre smerte? Det er jo tæt forbundet med skam. Gudrun ser tankefuldt ud af vinduet. Der er opstået en naturlig pause i vores samtale. Jeg kan mærke, at vi er ved at være færdige for i dag, da Gudrun vender sig og afrunder den med sætningen:

»Jeg kan godt lide tanken om at råbe om hjælp ud i intetheden.«

Gudrun Hasle (født 1979) er billedkunstner og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og på Det Fynske Kunstakademi.

Hun har medvirket på en lang række solo- og gruppeudstillinger på udstillingssteder i både Danmark og udlandet, herunder Nikolaj Kunsthal i København, Horsens Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og Malmø Konsthal.

Gudrun Hasle er tilknyttet Galleri Tom Christoffersen i København.

DEBATmagasin om skam

Skam er temaet for årets udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der er udkommet den 1. december 2016.

Læs DEBATmagasinet her 

I magasinet kredser en række markante stemmer, om begrebet skam, som igen er dukket op i samfundsdebatten.Både psykologien, filosofien og teologien beskæftiger sig for tiden med skam, der samtidig også lægger titel til en af dette års helt uventede internationale tv-succeser - den norske ungdomsserie SKAM.
I den kommende tid vil vi her på siden bringe artikler fra DEBATmagasinet om skam. 
Det er muligt at få fat i et eksemplar af magasinet i indgangen til Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke i Nørregade eller i Københavns Stift, Nørregade 11, hverdage 10-14.

Her kan du læse mere om tidligere udgaver af DEBATmagasinet

Tags: