Ind i verden - et essay af Josefine Klougart

josefine_klougart.jpg

Josefine Klougart er forfatter til dette essay om dannelse. Foto: Sofie Amalie Klougart
Josefine Klougart er forfatter til dette essay om dannelse. Foto: Sofie Amalie Klougart
'Dannelse handler om at være i en konstant udveksling med noget, i et permanent forsøg på at finde en organisk form, der gør nye dele af verden tilgængelige for os', skriver bogaktuelle Josefine Klougart i dette essay om dannelse

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Et opslag under Dannelse i Ordbog over Det Danske Sprog giver følgende informationer:

DANNELSE 1.1) som vbs.: det at frembringe, fremstille, skabe noget, ell. det at noget frembringes, fremstilles ell. skabes; frembringelse; skabelse; især: opstaaen; tilblivelse.
Senere i opslaget kan man læse om Dannelse som brugt til at beskrive en udvikling af kundskaber. Åndelig, etisk udvikling i almindelighed, en udvikling af det ydre, væsen eller optræden, som der står; især almindelig oplysthed på de forskellige kulturområder. Kultiveret optræden. Belevenhed og velopdragenhed.

DANNELSE ER ET FARLIGT MONSTER at tale om. Det er lidt som et begreb om virkelighed, sandhed eller det gode. Det har det med at smutte ud af hænderne, opløse sig som sæbe, skumme vildt op og blive noget andet, idet det forsøges at holdes fast. Problemet med at tale om dannelse ligger i at overse mangfoldigheden i betydningen af ordet. De forskellige betydninger kan nemlig ikke holdes helt ude fra hinanden.

Vild med dannelse - debatmagasin for Københavns Stift 2014

Dannelse som skabelse og fremstigning, opståen og tilblivelse lever inde i brugen af dannelse som udvikling af åndelige kundskaber og hvad har vi? Faren ligger i at se dannelse som en attribut, der kan opnås. Faren ligger i at tro, at man bliver dannet og siden hen slet og ret findes i verden som et dannet menneske. Dannelsen som noget stabilt eller statisk, en egenskab man en gang for alle kommer i besiddelse af; et vist niveau, som man kan befinde sig på, i ro her, i ly og sikkerhed, med sit på det tørre.

Jeg tror, man må forsøge at se dannelse som en bevægelse. Dannelse som en grundlæggende henvendelse til verden, til andre mennesker og til naturen. Dannelsen som menneskets fortsatte bevægelse ind i verden. Det at have et mellemværende med det, der er, her; med sig selv og sine medmennesker, en bevægelse der ikke stopper. Og heraf: det at være et dannet menneske må ses som det at være et menneske, som kun er stabilt og konstant i sin fortsatte foranderlighed, fortsatte og evige bevægen sig, en indre transformation, en fortsat styrten i formen.

Faldet er dannelsen, det at falde fra hinanden og samle sig på ny, som den samme, men hele tiden en anden. Hele tiden genopstå som sig selv, en anden. Naturen har sine egne måder at organisere sig på. Altings sprog. Krystallernes sprog, bregnens sprog, algernes, grene i træet, blodårer der kommer til syne i øjet; dyrenes farver, rillerne i sandet efter strømmene i havene. Alting er sprog. Alting er dannelse og fortsat skabelse, udkrystallisering af materiale i udvidet forstand.

Virkeligheden, der samler sig og kommer til syne for os. Sætningers natur, deres skabelse – det at to tanker forbinder sig med hinanden, det at to billeder gør. Det at tiden kollapser på den måde, altid allerede er kollapset som noget liniært i hvert fald; punkteringen af sådan en idé, når erindringen lader alting ske, alting gå i forbindelse med hinanden, danne mønstre, skabe sammenhænge og tilblivelse hele tiden. Midt i den ellers omsiggribende afvikling.

***

Jeg har længe siddet begravet i arbejdet med min nye bog. Den består af en række spor, som i hver sin genre nærmer sig nogle figurer, forbinder forskellige eksisterende former, så de for første gang bliver til nøjagtigt sådan. Her. I sproget. Eksisterende former forstået som alting, simpelthen: tanker, billeder, scener, råb, bevægelser, ting, tider, steder, erkendelser, emotioner. Det er en bog, der tager dette arbejde seriøst, arbejdet med at skabe i sprog. Lade sproget og litteraturen opføre sig som natur, om muligt. Eller som en forlængelse af en menneskelig natur, hvis bestemmelse ikke er så meget anderledes end krystallens, når det kommer til at eksistere: at finde en form, der muliggør eksistens, netop den form, der er denne eksistens’ mulighed for at findes, her på jorden og i virkeligheden, hvad det så er.

Bogen bevæger sig omkring tabet, det tabtes aftryk i verden; hvordan det mistede kommer til syne, når savnets sprog – erindringen, kan du huske, et glimt af en forsvundet mor, en far der var, en søster, voks i hulrummene efter kroppene i Pompei, ord i bønnen, genfortællingerne af det der var. En skal der fyldes, så det tabte igen kommer til syne. Alt det sprog, den henvendelse, der fylder hulrummene og giver de andre, de udeforstående, de i udgangspunktet uforstående, en slags omvendt erindring om de tabte mennesker, dem der efterlod sig et tomrum i den størknede lava, et hulrum for sorgen at finde ind i, nu, så mange år efter – en kærestes far man møder som et savn.

Kulturministeren vil have os til at læse bøger, jeg vil gerne have mennesker til at se hinanden og verden.

Øjet, som en figur, kuglen, der binder vores liv sammen med universet i en spejling af planeternes form i kroppen og alle steder omkring os, evigheden og så æblet, frugten der tørrer ind til hårde bolde i skålene i de huse, hvor der sørges over nogen.

***

Arbejdet med denne bog har ikke været noget let arbejde. Tværtimod – tungt, har det været. Alene det at processen har strakt sig over to år, har gjort det svært for mig. Den særlige koncentration, det kræver at skrive uden helt at forstå, hvad man skaber, den koncentration er så skrøbelig og hele tiden i fare for at gå under. Det at man bliver for bevidst om, hvad det er, man har gang i. Det at en bog bliver et projekt i stedet for et arbejde i mørke.

Og så afgørende den er: tilstanden af ufokuseret koncentration. Det øjeblik man ser ned over teksten fra et højt sted – og det er det intellektet vil, kravle op og se og annektere land med belejlig udsigt, alle kongens heste og alle kongens mænd – det øjeblik mister man som forfatter muligheden for at skabe noget, der er større end én selv. Noget, der er skabt på de samme principper som den skabende selv, som forfatteren selv, med vipper i en vifte på øjenlåget, fingre som en vifte, med en cyklus, der er den samme som månens, måner på fingrene, der mimer nattehimmelens måne. Sammenhænge, der opstår og meddeler sig.

Jeg tænker, at det er med litteratur og kunst i det hele taget, som det er med 3D-billeder. Disse sorthvide billeder, som en periode ofte blev trykt i de danske aviser. Jeg kan huske, hvordan jeg sad over morgenmaden i sommerhuset i Svinkløv, ude i baghaven, hvor solen havde fat på det tidspunkt. De første hvepse. Jeg kan huske at sætte næsen helt ind mod papiret og så efter min fars anvisning at bevæge hovedet langsomt tilbage; alt imens jeg fokuserede på et punkt bagved selve billedet. Fik ens blik fat i en detalje, var forsøget ødelagt, der skulle dette koncentrerede men sært ufokuserede, åbne blik til.

Igennem to år er det (næsten) lykkes mig at undgå at fokusere på et hjørne, finde en fortælling eller ét motiv, som jeg kunne stirre mig blind på og ligesom „mestre“. Og symptomerne på dette „næsten“ har jeg kunnet lue ud. Bagsiden ved denne måde at arbejde på, ligesom i mørke, var, at jeg indtil for ganske nylig ikke troede, der ville komme en bog ud af det. Mit håb var, at der ved senere gennemlæsning ville stå en ansats til noget frem, noget jeg kunne arbejde videre på. Måske at ét af sporene kunne skilles ud og skrives ud, som et værk, måske en scene eller to eller en serie af scener kunne bruges i et stykke dramatik.

Jeg sendte det i foråret til en ven og kollega, som plejer at læse mine bøger igennem, inden de går videre ud i verden, og jeg må sige, jeg var lettere chokeret over hans respons. Han var slet og ret imponeret. Det måtte han altså sige. Over kompositionen, han sagde, at bogen var vildt stramt komponeret, den havde sin egen form, og der kunne ikke ændres noget, sådan set. Den fremstod helt klar og ren i sin form og i sin komposition. Ikke mere at snakke om. Min antagelse om, at litteraturen og kunsten under de bedste betingelser er selvorganiserende, på samme måde som naturen er det, kom alligevel bag,på mig. Selvom jeg selv havde skrevet om det, at det var sådan det var – så tog det rent ud sagt røven på mig.

***

Jeg tror bedst, man forstår dannelse som en formgivning af noget eksisterende, en formgivning, der bliver en slags skabelse. For det er i formen, at vi finder en måde at få adgang. Formen er det hele, den lader sig ikke begrænse til at være et hylster for det værende, „stoffet,“ nej, formen er det, der er og hele muligheden. Jeg ved det fra mit arbejde med sprog, hvor noget strømmende må finde en form, for egentlig at findes for os mennesker. Noget der er bestemmende for, hvorvidt der kan være adgang.

Dannelse er at give det værende en form, så det kan eksistere i sin fortsatte sammenstyrtning og fastholdelse. Det dannede menneske er det menneske, der fortsat er et helt menneske, i den forstand at det kan gå i forbindelse med verden og med andre mennesker. Kulturministeren vil have os til at læse bøger, jeg vil gerne have mennesker til at se hinanden og verden, gå i forbindelse med hinanden og med denne verden; jeg vil gerne se det ske, se de krystallinske konstellationer og forbindelser, som væver verden tæt af mening. Det er sådan set derfor, jeg skriver, derfor jeg læser. For gennem denne bevægelse ind i verden, via sproget og blikket, kroppens tanker og tankernes bevægelser, at finde en form at være menneske i.

Dannelse handler om at være i en konstant udveksling med noget, i et permanent forsøg på at finde en organisk form, der gør nye dele af verden tilgængelige for os. Heri selve det menneskelige; en glæde over at se virkeligheden og hele tiden blive bedre til at overleve, finde nye måder at være menneske på. For vi er ikke andet end styrt, hele tiden mister vi noget, hele tiden savner vi noget, og hele tiden må vi gå til grunde i den form, vi har – som dannede mennesker.

Tags: