Kærligheden er klenodiet, der skinner og gør menneskelig

peter_skov-jakobsen.jpg

Peter Skov-Jakobsen. Foto: Sille Arendt
Peter Skov-Jakobsen. Foto: Sille Arendt
Vi kan ikke arbejde eller skamme os til en identitet som tilgivende eller medfølende. Vi får den i kærligheden. Biskop i København Peter Skov-Jakobsen skriver om at skamme sig
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

»Skammer du dig ikke?«, kunne man godt få at vide som barn. Det gjorde jeg nu sjældent, men når jeg hørte ordene smælde, tænkte jeg altid, at så havde jeg vist noget foran mig, som jeg hellere måtte begynde på

Ordene blev aldrig bare sådan kastet efter én. Jeg husker ikke at være blevet sat i gang med at skamme mig uden god grund. Jeg havde ikke set perspektiverne i den lille løgn, i det ubetydelige rapseri eller den lille stinkende bagtalelse, men pludselig blev det malet helt tydeligt op, at for enden af vejen kunne der ligge opdragelsesanstalter, tugthuse og værst af alt: dumhed. Det dumme menneske kan hverken nås med argument eller følelse, for vedkommende kan ikke åbne sig for sandhed og medfølelse og insisterer på at være dum. Jeg mærkede tydeligt, at dér skulle man ikke hen. Så hellere skamme sig.

Jeg husker kun én udefrakommende ting, som jeg godt kunne skamme mig over uden at kunne gøre noget ved det. De andre kunne sommetider tale om, at den eller den var så skingrende skør, at han skulle på Middelfart. Statshospital, dårekiste, psykiatrisk afdeling. Det er lige meget! Vi besøgte vores mor dér til tider. Det kunne man godt skamme sig lidt over under skolegårdssnakken, men når de fik at vide, at man godt vidste, hvad Middelfart var, så blev vi nu altid mødt med forståelse.

Jeg er her ikke bare for mig selv. Jeg er ikke bare mit eget spejlbillede. Gud kalder mig menneske.

Jeg har aldrig skullet skamme mig uden, at det fik en ende. Når man fik at vide, at man skulle skamme sig, vidste man, at der var et tidspunkt, hvor man blev taget til nåde igen. Skam rakte aldrig ind i den næste dag. Når man blev overmandet af skolegårdssnakken, vidste man også, at så snart de vidste, at det gjorde ondt, fik det en ende, og man blev aldrig forstødt.

Ind i fællesskabet

For tiden læser jeg om, at vi er blevet et præstationssamfund. Vi er dem, der er bange for ikke at være hurtige, dygtige, kloge, smarte nok. Der har lagt sig en følelse af utilstrækkelighed henover os.

Vi er blevet bange for de andres hån. Den manglende digitale dannelse, hvor vi endog udstiller hinanden nøgne og ikke holder det fortrolige for os selv, sender en skam ind i sjælen, der får os til at tro, at vi er udleveret til utilstrækkelighed og hån for altid. Vi tror ikke på, at nogen vil se os igen, at vi kan komme på benene igen. Vi er blevet alene i vores eget liv. Der er ikke noget fællesskab, der nogensinde vil vide af os mere. Individualisme og sekularitet har efterladt en tung følelse af forkastelse og fortabelse.

Vi er vel ikke bare statens, virksomhedens, økonomiens, vækstens soldater!? Det ville være passende i det kommende år at tale vederhæftigt om, at mennesket egentlig aldrig var ment som en skabelse i eget billede. Jeg er her ikke bare for mig selv. Jeg er ikke bare mit eget spejlbillede. Gud kalder mig menneske, og jeg bliver det, hvis jeg tør tro det. Hvis jeg tør tro, at der er et klenodie i tilværelsen, som ligger på bunden af hver en sjæl, og som vi dermed er fælles om, bliver jeg del af et fællesskab og bliver forbundet med de andre.

Jesus fra Nazareth er Guds ansigt i verden. Det særlige ved ham er, at han bryder igennem og får os til at danne relationer. Den nødlidende giver os en ny identitet som medfølende. Den irriterende moralist giver os en identitet som tilgivende. Magten giver os den fælles identitet som magtesløse, og vi erfarer, at håbet får os til at skimte gudsriget.

Dybest set erfarer vi, at vi hverken kan skamme os til, gentage os til, arbejde os til den identitet; men det betyder ikke noget, for i kærligheden fik vi den identitet. Kærligheden er klenodiet, der skinner og gør menneskelig.

DEBATmagasin om skam

Skam er temaet for årets udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift.

Læs DEBATmagasinet her 

DEBATmagasinet giver giver plads til en række markante stemmer, der alle kredser om begrebet skam, som igen dukker op i samfundsdebatten. 

Både psykologien, filosofien og teologien beskæftiger sig for tiden med skam, der samtidig også lægger titelnavn til en af dette års helt uventede internationale tv-succeser - den norske ungdomsserie SKAM.

I den kommende tid vil vi her på siden bringe artikler fra DEBATmagasinet om skam. 
Vil du have  et trykt eksemplar af magasinet, kan du finde det i indgangen til Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke i Nørregade.

Her kan du læse mere om tidligere udgaver af DEBATmagasinet

Tags: