Klumme: »Jeg er kristen, fordi jeg ikke kan være andet«

daab-med-engel-og-marta.jpg

'Jeg er kristen, fordi jeg er døbt', skriver sognepræst Marlene Lindsten i klummen om præster og tro. Foto: Maj-Britt Boa
'Jeg er kristen, fordi jeg er døbt', skriver sognepræst Marlene Lindsten i klummen om præster og tro. Foto: Maj-Britt Boa
Jeg har til tider været usikker på, hvorvidt min tro hang ved mig. Nu ved jeg, at den siden dåben aldrig har sluppet mig, skriver sognepræst Marlene Lindsten i klummeserien om præster og tro
af Marlene Lindsten (sognepræst i Vor Frelsers Kirke)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Der kan indledningsvis gives et enkelt svar på et stort spørgsmål: Jeg er kristen, fordi jeg er døbt.

I 1977 døbte min morfar mig i den kirke på Lolland, hvor han var præst. Jeg blev derved meldt ind i Den danske Folkekirke, hvor jeg sidenhen også blev konfirmeret og senest ordineret til præst.

Gud på Lolland

Det er i tiden mellem disse tre overgange, barnedåb, konfirmation og ordination, at min trosbevidsthed vokser frem som en stadig mere naturlig del af min identitet: barnedåben er ikke blot en fjern begivenhed i min barndom, der sammen med familiefotografierne er falmet og reduceret til blot et minde ’as time goes by’.

Jeg er kristen, fordi...

Siden menighedsrådet i Mejdal i januar søgte efter en troende præst i deres jobopslag, har debatten raset både herhjemme og i udlandet.

Er troen et rent individuelt anliggende? Hvad vil det rent faktisk sige at tro?

Debatten har blotlagt en række grundlæggende brudflader i danskernes forestillinger om tro.

I klummeserien beder vi en række præster i Københavns Stift om at give udtryk for, hvad det for dem vil sige at tro og være kristen i dag. Konkret ved at fortsætte sætningen 'jeg er kristen, fordi...'

Næste bidrag i serien af sognepræst i Bethlehemskirken Martin Drengsgaard d. 13. marts.

Klummeserien blev indledt med en tekst af lektor ved TPC Løgumkloster Povl Götke, hvor han opregner ti grunde til at være kristen.

Dåben og troen på den kristne Gud er et livsvarigt emne, jeg altid vender tilbage til. Det er en størrelse, jeg ikke kan slippe, og som tilsyneladende heller ikke slipper mig.

Til trods for min akademiske embedseksamen, så vender jeg stadig tilbage til min barnetro på Gud, som en barmhjertig far, der nærer ubegrænset kærlighed til sine mennesker uden skelnen til kald og stand.

I min tidlige ungdom var det en naturlig ting for mig, at jeg var kristen. Hjemmefra er jeg vant til aftenbøn og jævnlig kirkegang. Besøgene i mine bedsteforældres præstegård og mødet med menigheden i landsognene samt mine bedsteforældres tro på Gud knyttede mig sammen med dem og med kirken og med den Gud, mine bedsteforældre troede på.

Det var blandt andet en Gud, der opmuntrede de ældre på plejehjemmene til at se, at der i liv og død var mere at komme efter, mere at håbe på; en Gud der samlede mennesker i store fællesskaber, og som så til de syge og ensomme ude i hjemmene. Det var en Gud fuld af omsorg og nærvær i glæden og i sorgen, og som fandt vej til selv de fjerneste afkroge af det lollandske landskab.

Det klinger banalt, og det er det! Til trods for min akademiske embedseksamen, så vender jeg stadig tilbage til min barnetro på Gud, som en barmhjertig far, der nærer ubegrænset kærlighed til sine mennesker uden skelnen til kald og stand.

’Åh Gud’

Når det så er sagt, så har tvivlen også søgt at lirke til min tros-holdbarhed. Da jeg i 2006 havde taget min teologiske kandidateksamen, trængte jeg til en pause fra læsesalen og fordybelserne i Luthers nadverlære og Herman Gunkels formkritik af de gammeltestamentlige salmer etc. Jeg gik derfor over i en helt anden boldgade på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

Her skulle man opføre en forestilling under titlen ”Åh Gud”, der lader ateismen stille sine spørgsmål, om hvorvidt vi har brug for religion, og om vi ikke hellere burde opgive at tro på gud(er).

Min opgave blev at udpege kristne dogmer, som udefra set kan forekomme modsatrettede, eksempelvis ’hvorfor tror kristne på én sand Gud, der samtidig er tre?’ Arbejdet på teatret var i starten spændende, men efterhånden fandt jeg mig selv siddende i arbejdsgruppen og forsvare de kristne dogmer.

Jeg følte, at jeg havde udleveret noget, der havde med min personlige integritet at gøre: noget der føltes som at skære en vigtig livsnerve over.

Da forestillingen fik premiere var jeg lettet. Jeg indså, at jeg havde været min tro utro. Og det var netop her, jeg blev samlet op: For jeg erfarede nu glæden ved, at jeg på trods af alt stadig havde et sted at vende tilbage til. Jeg havde sat spørgsmålstegn ved min egen kristne identitet, og alligevel kom den mig nu i møde med åbne arme uden at bære nag.

Den fortabte søn

Jeg har i den forbindelse ofte tænkt på lignelsen om ”Den fortabte søn”. - Hvad var der sket, hvis den fortabte søns far ikke havde taget imod sønnen efter hans lange fortvivlede omvej? Ville den fortabte søn mon ikke være blevet mødt af en rungende tomhed?

Guds virkelighed er en anden end menneskers, for der er altid mulighed for at vende tilbage til Gud. Det er langt fra alle mennesker, der tager imod, når vi har svigtet. Gud tager os tilbage, om så hele verden holder os ude. Og at få en chance mere og at genfinde nyt håb er lig med glæde.

Og glæde fordrer taknemmelighed! Jeg er taknemmelig over, at jeg som kristen over for Gud får lov til at vende tilbage, når jeg har været langt ude, personligt såvel som menneskeligt. Det er en følelse af at være holdt af imod al forventning.

Jeg er taknemmelig over, at jeg som kristen over for Gud får lov til at vende tilbage, når jeg har været langt ude, personligt såvel som menneskeligt. Det er en følelse af at være holdt af imod al forventning.

Jeg er derfor tilbøjelig til at sige, at jeg er kristen, fordi jeg ikke kan være andet. Jeg må samtidig vedstå, at troen og det at være kristen er gået op for mig, som en slags ”demaskering”. Jeg har til tider været usikker på, hvorvidt min tro hang ved mig. Nu ved jeg, at den siden dåben aldrig har sluppet mig!

Tags: