Min kirke: Maya Ilsøe

img_3060.jpg

'Som barn var jeg overbevist om, at der boede mennesker i kirketårnets kuppel', fortæller Maya Ilsøe om sit livslange forhold til Vor Frelsers Kirke, som i dag også er hendes lokale kirke. Foto: Sille Arendt
'Som barn var jeg overbevist om, at der boede mennesker i kirketårnets kuppel', fortæller Maya Ilsøe om sit livslange forhold til Vor Frelsers Kirke, som i dag også er hendes lokale kirke. Foto: Sille Arendt
Maya Ilsøe, den 38-årige manuskriptforfatter bag bl.a. den aktuelle DR-dramaserie Arvingerne og julekalenderen Pagten har et livslangt forhold til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. For hende er kirken et smukt og betydningsmættet rum, der giver plads til fordybelse, og som kan rumme de store ord og tanker om kærlighed, tilgivelse og sorg
af Johannes Henriksen

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvilken kirke i Københavns Stift er 'din kirke'?

"Vor Frelsers Kirke har fulgt mig hele livet. Fra jeg som barn besøgte tårnet sammen med min far til julekoncerterne med Lillekoret, hvor de lokale skolebørn fra 0.-5. klasse synger julesalmer, og hvor mine egne børn også er med.

Som barn var især kuplen for enden af kirketårnets lange vindeltrappe et magisk sted for mig. Jeg forestillede mig, at der boede mennesker i kuplen. Hver gang vi besøgte tårnet skulle vi helt op at røre kuplen.

Og selvom jeg aldrig stødte på nogle af de hemmelige beboere i kuplen, var jeg helt og aldeles overbevist om, at de levede et fantastisk liv derinde. I dag, hvor jeg bor i nærheden af kirken, går jeg selv derop med mine egne børn. Om de har samme forestillinger om livet i kuplen ved jeg dog ikke noget om."

Min kirke: Maya Ilsøe

Vor Frelsers Kirke, Christianshavn

I serien Min kirke fortæller en række forskellige mennesker om deres forhold til en kirke i Københavns Stift

Hvilke særlige oplevelser har du haft i kirken?

"Mange. Ud over de fantastiske julekoncerter, hvor mine børn har deltaget i flere år, har jeg været gudmor ved en barnedåb og er selv blevet gift i kirken.  Jeg har også været til mange virkeligt gode koncerter i kirken, både i Vor Frelsers Kirke, til natkoncerter i Vor Frue Kirke og flere andre steder.

Ind i mellem besøger jeg også kirkerummet alene. Her er ro og plads til fordybelse. Her kan man for en stund træde ud af hverdagens ræs og få et andet og større perspektiv på tilværelsen."

Hvilken rolle spiller kirke og kristendom i sit liv – også når du ikke er i kirke?

"Jeg er vokset op i et kollektiv, som var mere præget af frigørelse og hippiebevægelsen end kirkegang og kristendom. Men selvom mine forældre ikke var ikke troende, var de ikke meget kirkekritiske. De var spirituelt interesserede og derfor også optaget af kristendommens kærlighedsbudskab.

Kirkens store styrke er dens evne til at rumme og sætte ord på livets store spørgsmål

Som voksen valgte jeg selv at blive døbt og er altså også blevet gift i kirken. Hvad kristendommen betyder for mig personligt er et stort spørgsmål, som jeg ofte reflekterer over, men for mig også en meget privat ting. Men især synes jeg at kirkens store styrke er dens evne til at rumme og sætte ord på livets store spørgsmål.

I forbindelse med mit arbejde har jeg fået kendskab til Grundtvig, og ikke mindst til nogle af hans smukke salmer, som jeg sætter meget stor pris på.

Jeg holder meget af salmernes og den fælles kirkesangs evne til på en gang at adressere nogle meget abstrakte begreber som liv og død, glæde og sorg på en meget konkret måde i fællessangen."

Arvingerne handler bl.a. om forskellene mellem de forskellige generationer. Oplever du, at din egen generation har et anderledes forhold til kirke og kristendom end dine forældres generation?

"Ja, på mange måder er vi nok mindre berøringsangste. Selvom Arvingerne ikke handler om religion, så er et af temaerne, at den yngre generation i højere grad søger traditionerne, mens 68’er-generation var mere optaget af frigørelsesprojektet. Jeg har oplevet noget tilsvarende i reaktionerne på Pagten, hvor mange har været glade for, at vi netop har turdet forholde os til traditionerne."

Tags: