Min kirke: Karne Lykkebo

karne_lykkebo.jpg

Karne Lykkebo er strategisk direktør og partner i kommunikationsbureaet Geelmuyden Kiese. Foto: Sille Arendt
Karne Lykkebo er strategisk direktør og partner i kommunikationsbureaet Geelmuyden Kiese. Foto: Sille Arendt
Strategisk direktør Karne Lykkebo har en hektisk hverdag på jobbet på et større kommunikationsbureau. Men i sin lokale kirke, Grøndalskirken i det nordvestlige København, finder hun roen og fordyber sig. Og så er hun vild med traditionerne påskedag
af Jacob Lybek (Presserådgiver i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvad er dit forhold til Grøndalskirken?

"Det er den kirke, hvor jeg oftest er kommet i de otte år, hvor jeg har boet i kvarteret. Det er min lokale kirke. Jeg kommer også af og til i andre kirker i hovedstadsområdet, blandt andet Gentofte Kirke, da jeg har en del familie i Gentofte, hvor vi går i kirke sammen. Og så kommer jeg også i Bogø Kirke, da min familie har sommerhus på Bogø." 

Går du også i kirke med venner og bekendte?

"Nej, det er meget sjældent. De fleste i min omgangskreds går ikke i kirke og er ikke troende. På et tidspunkt havde jeg en veninde, som stod midt i et vadested i livet. Jeg foreslog, at hun gik i kirke for at få ro på og bare være tilstede i nuet og lytte. Normalt går hun ikke i kirke, men i denne periode tog vi i kirke sammen hver søndag. Hun havde bestemt ikke lyst til at tage derhen alene." 

Fakta: Grøndalskirken

Grøndalskirken ligger i det nordvestlige København - i forgreningen mellem Hulgårdsvej og Hillerødgade.

Ud over gudstjenester har du også mulighed for at deltage i blandt korsang, debataftener, babysalmesang og en lang række andre aktiviteter i Grøndalskirken.

Hvor ofte går du i kirke?

"Det er forskelligt. Nogle gange er det to gange om måneden. Og i andre perioder er det måske kun en gang hver tredje måned. De fleste gange går jeg derhen alene eller sammen med min søn.

At gå i kirke handler ikke kun om min tro – bort set fra om søndagen. Det handler også om, at jeg her finder ro og fordybelse. Kirken er et rum for refleksion, lytning og tilstedeværelse.

Jeg går også til foredrag og koncerter i kirken på hverdage. Min kirke må gerne være en hverdagskirke og ikke kun et sted, hvor man kommer om søndagen. Kirken skal ikke kun være et bedehus, men også et hus for menigheden og det øvrige lokalsamfund. Søndagshøjmessen og højtider er ikke altid mig. Med undtagelse af påskemorgen og julen, hvor jeg altid går i kirke."

Hvad kan du bedst lide ved Grøndalskirken?

"Jeg er vild med kirkens tradition i forbindelse med gudstjenesten påskemorgen. Her gør man virkelig meget ud af det. Det er vigtigt, for påskedag er jo en festdag, hvor vi fejrer opstandelsen!

Inden gudstjenesten er kirken på forhånd blevet mørklagt. Gardinerne er trukket for, og alle lys er slukket. Samtidig er alteret på forhånd blevet tømt, og alle blomster er blevet fjernet. Når præsten så oppe fra koret siger, at Jesus er opstanden, tændes alle lys, og der bæres blomster ind fra våbenhuset.

Gudstjenesten påskemorgen indeholder også altid et festligt præludium, og kirkekoret er udvidet til lejligheden. Jeg kan godt lide, når kirken engang imellem tør gå linen ud og lade der være fest.

Og så kan jeg også godt lide, at kirken har et altervindue, som man rent faktisk kan se ud af. Det er en fantastisk detalje, og mig bekendt er der ingen andre kirker, hvor man tilsvarende kan se ud altervinduet. Typisk er altervinduet jo skjult bag alteret.

Så det er min yndlingsting ved Grøndalskirken. Vinduet vender i øvrigt mod øst, som jo, nu vi taler om påskemorgen, er opstandelsesretningen. For mig handler dette vindue med udsigt om, at kirken ikke lukker sig om sig selv."

Læs også: Min kirke: Jytte Abildstrøm

Grøndalskirken har været igennem en omfattende renovering for nogle år siden trænger folkekirken som organisation tilsvarende til en renovering?

"Nej, jeg mener ikke, at folkekirken som sådan skal renoveres og blive reduceret til pop og ballade! Jeg synes heller ikke, at folkekirken skal blive ligesom Absalons Kirke på Vesterbro (der som et resultat af kirkelukningerne i København er blevet solgt fra og i dag fungerer som et forsamlingshus med bl.a. fællesspisning, bordtennisborde, film- og musikarrangementer, red.).

Det handler ikke om at please folk for enhver pris, for så mister man sig selv. Men det er vigtigt, at folkekirken ligesom alle andre organisationer løbende spørger sig selv, hvad man kan gøre bedre."

Men hvad mener du så, at folkekirken kunne blive bedre til?

 Min kirke må gerne være en hverdagskirke, og ikke kun et sted, hvor man kommer om søndagen.

"Jeg synes godt, at folkekirken kan blive bedre til at invitere insisterende. Folkekirken tilbyder et fællesskab, men det kan måske godt knibe lidt med invitationen til fællesskabet i nogle henseender.

De, der kommer til kirkekaffe efter søndagsgudstjenesten. er jo ofte udelukkende de faste kirkegængere. Det er lidt en lukket kreds. Her synes jeg godt, at man være mere insisterende med hensyn til at invitere alle til at deltage.

En måde at gøre dette på kan være at inddrage kirkegængere som ambassadører og lade dem invitere andre ind i varmen. Så man ikke kun hører om kirkekaffen fra præsten, når der alligevel er besked. Folkekirken kan godt nogle gange virke lidt som en lukket klub, men alle skal føle sig velkomne i folkekirken."

Læs også: Min kirke: Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen

Fakta: Karne Lykkebo

  • Strategisk direktør og partner i kommunikationsbureaet Geelmuyden Kiese. Tidligere tv-tilrettelægger, tv-journalist og chefredaktør.  
  • Uddannelse: Journalist. Samt studier i ledelse, strategi og økonomi ved Copenhagen Business School (CBS). 
  • Født 1981. Opvokset i Søborgmagle ved Utterslev Mose. I hjemmet talte forældrene aldrig om tro, men hendes mormor tog hende til tider med i kirke om søndagen. Senere blev hun FDFer, hvilket i høj grad har været med til at forme hendes tro. 

Tags: