Min kirke: Ramona Macho

ramona_macho_1.jpg

Sangeren Ramona Macho er med til at lave musikgudstjenester i Enghave Kirke. Hun har tidligere meldt sig ud af folkekirken, men ser nu så mange kvaliteter i den, at hun igen vil være medlem. Foto: Sille Arendt
Sangeren Ramona Macho er med til at lave musikgudstjenester i Enghave Kirke. Hun har tidligere meldt sig ud af folkekirken, men ser nu så mange kvaliteter i den, at hun igen vil være medlem. Foto: Sille Arendt
Ramona Machos forhold til folkekirken har svinget frem og tilbage. Nu mest frem. For sangeren og performancekunstneren, som er med til at lave musikgudstjenester i Enghave Kirke, kan igen se mange kvaliteter i de københavnske kirker
af Kirsten Weiss Mose

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvordan vil du beskrive dit forhold til folkekirken?

Som barn var det bare til jul, jeg kom i kirke. Jeg blev også konfirmeret, men på selve dagen i kirken tænkte jeg nu mest på at holde armene helt ind til kroppen: Jeg prøvede at skjule mine hænder, fordi min mor havde syet en skjorte, hvor knapperne og den der revne ved skjorteærmet sad på forsiden i stedet for på bagsiden. Jeg spurgte hende, om det nu kunne passe, da hun tit var lidt distræt. Men hun påstod, at det var sådan, mønstret var.  Inderst inde tænkte jeg, at hun var kommet til at bytte om på ærmerne og havde syet dem spejlvendt på.

Jeg boede i en landsby på Als og gik ofte over på kirkegården, fordi jeg godt kunne lide at kigge på gravstenenes navne og finde på historier om dem, der lå begravet der. Jeg kunne også godt lide roen. Kirken var som regel aflåst, men når der indimellem var åbent, sneg jeg mig ind og sang for mig selv. Kirkerummet har jo en vidunderlig klang.

Senere som voksen i København havde jeg en meget tung periode i mit liv. På vej til mit arbejde på Amager stoppede jeg ofte ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn og sad der længe. Nogle gange i en time, tror jeg. Når organisten øvede, følte jeg, at det var min helt egen gudstjeneste. Jeg har aldrig brudt mig om at være sammen med andre, når jeg søgte ”noget større”.

Generelt har jeg ikke følt mig tilpas i folkekirken. Som homoseksuel, blev jeg jo ikke ligefrem regnet for ligeværdig med andre, da debatten om homovielser rasede. Man kunne kun få lov til at være der på ”nåde og barmhjertighed” - altså ikke Guds, men menighedens. På et tidspunkt fik jeg nok og gik hen på kirkekontoret og meldte mig ud.

Hvordan reagerede du så, da sognepræsten i Enghave Kirke, Viggo Julsgaard Jensen, greb fat i dig og foreslog at lave musikgudstjenester sammen med dig?

Det, som er helt særligt i kirkens rum, er nøgenheden og enkelheden. Det er en slags intimitet, som opstår.

Jeg tror, jeg grinede overrasket. Jeg havde ikke regnet med, at Ramona ville havne lige dér. Men jeg takkede da ja med det samme og glædede mig meget til at synge i kirken. Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvordan menigheden ville tage det, men det måtte jo være Viggos og kirkens ansvar - ikke mit. Heldigvis er det gået over al forventning. Jeg synger sammen med det lokale Vesterbro Sogns Ungdomskor og er involveret i gudstjenesten. Det, vi skaber sammen – også med musikerne - er meget værdifuldt. Jeg er taknemmelig og stolt over at være en del af det.

Du har optrådt rigtig mange forskellige steder - på punk-festivaler, natklubber, teatre og TV-shows fx. Hvad er det særlige ved at synge til gudstjenesterne i Enghave Kirke?

Det, som er helt særligt i kirkens rum, er nøgenheden og enkelheden. Det er en slags intimitet, som opstår imellem os, der er dér. Alle, jeg har snakket med efter gudstjenesterne, har sagt det samme: De oplever dem som et slags ”frirum” fra det hele. Et meditativt rum. Jeg tror, det skyldes, at der er så mange elementer, der mødes og går op i en højere enhed. Musikken, børnekoret, mig selv og ikke mindst præstens gode energi og budskab om, at kirken rummer alle.

Læs også: Min kirke - Jytte Abildstrøm

Hvad har folkekirken at give os i København her i 2016?

Det virker, som om kirken er midt i en enorm transformation. Der er så mange forskellige arrangementer og tiltag, som virkelig favner bredt. Her tænker jeg fx på Vor Frue Kirkes natkirke-arrangementer eller når jeg cykler forbi Stefanskirken, der har et farvestrålende banner ude på Nørrebrogade med noget, der sker i kirken. Bare for at nævne nogle få. Man kan mærke, at folkekirken gerne vil ”folket” og ryster støvet af sig. Det er i hvert fald meget langt fra den lukkede dør, jeg oplevede som barn. Heldigvis.

Jeg har lige fundet ud at, at jeg kan blive sognebarn på Vesterbro. Så nu melder jeg mig ind igen.

Siden du meldte dig ud af folkekirken har biskopperne formuleret et vielsesritual, der gør det muligt for par af samme køn at gifte sig i en kirke. Det virker også som om, du ser mange kvaliteter i kirkerne i København. Så det sidste spørgsmål må være: Overvejer du at blive folkekirkemedlem igen?

Jeg oplever selv at være en del af noget nyt og spændende. Jeg tror, at kirken går en ny reformation i møde, og at de første spadestik bliver taget lige nu. Vi lever i et samfund, som i stigende grad deler mennesker op i rigtige og forkerte, brugbare og værdiløse. Heri ligger der en stor opgave for kirken, som vil kunne blive en vigtig modpol til dette materialistiske menneskesyn.

Ja, for tiderne har jo skiftet. Og før var jeg jo heller ikke personligt involveret i kirken som nu, hvor jeg både er aktiv i Enghave Kirke og også synger med Stefanskirkens børnekor. Jeg har lige fundet ud at, at jeg kan blive sognebarn på Vesterbro, og det er endnu bedre. For det er Enghave Kirke, der har fået åbnet op for alt dette. Så nu melder jeg mig ind igen.

Ramona Macho

Ramona Macho og ungdomskoret

Født 1967, bor på Frederiksberg med gravhunden Freddie.

Uddannet som dukkefører og som animationsfilminstruktør på Den Danske Filmskole i 1998.

Har som sanger og performer medvirket i en lang række teater-, film- og kunstproduktioner som fx Resturang ved Anna Petri i Nikolai Kunsthal (2012), Frk. Verden i Den Grå Hal (2013), Lyst på Betty Nansen Teatret (2008) og 100% København på Det Kongelige Teater (2013). 

Har blandt andet modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond og vundet Cinéfondation-prisen ved filmfestivalen i Cannes for kortfilmen En god dag at gø.

Opsatte i 2016 forestillingen Trans Salavation i Warehouse9 på Vesterbro.  . 
Forestillingen var støttet af Statens Kunstfond. 

Tags: