Min kirke: Timme Bisgaard Munk

Timme Bisgaard Munk

Fra sin lejlighed ved Kongens Have kan Kforums redaktør Timme Bisgaard Munk se korset på toppen af Københavns Domkirke. Foto: Sille Arendt
Fra sin lejlighed ved Kongens Have kan Kforums redaktør Timme Bisgaard Munk se korset på toppen af Københavns Domkirke. Foto: Sille Arendt
Hans far var præst på Frederiksberg, og farfaren hed Kaj Munk. Kirke og kristendom har fulgt Kforums redaktør Timme Bisgaard Munk hele livet. I dag kan han fra sin lejlighed ved Kongens Have hver dag nyde synet af korset på Københavns Domkirke
af Johannes Henriksen

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvilken kirke i Københavns Stift har du et særligt forhold til?

Det er Københavns Domkirke. Man ser det ikke, når man går rundt inde i byen. Men hver morgen, når jeg kigger jeg ud af vinduet hen overbyens tage, kan jeg se korset på toppen af Domkirken. Det er et fantastisk smukt syn. Jeg holder meget af kirkens arkitektur – den nyklassicistiske stil, som præger hele området omkring Domkirken, og som står i flot kontrast til middelalderbyen. En byggestil som på sin tid virkeligt var et nybrud, et forsøg på at sige noget på en afgørende ny måde. Næsten som Ørestaden i dag – uden sammenligninger i øvrigt.

Min kirke: Timme Bisgaard Munk

Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke

I serien Min kirke fortæller en række forskellige mennesker om deres forhold til en kirke i Københavns Stift

Også kirkerummet med Thorvaldsens smukke Kristus-figur for enden sætter jeg stor pris på. Det er på en gang et imponerende, storslået rum og samtidigt meget enkelt, næsten meditativt.

Domkirken er ikke bare hele byens kirke, men hele landets kirke. Den forbinder på en måde landet som et stort sogn

Domkirken er ikke bare hele byens kirke, men hele landets kirke. Den forbinder på en måde landet som et stort sogn. I kraft af de mange officielle gudstjenester og kirkelige handlinger, fra Kronprinsens vielse til mindegudstjeneste for tsunami-ofrene, er det en vigtig kirke, hvor vi sammen oplever og mindes ting, som betyder noget for os alle sammen.

Selvom mine børn er døbt af deres farfar i Lindevang Kirke på Frederiksberg, så opfatter jeg Domkirken som min kirke. Her har jeg været til mange gudstjenester og oplevet et væld af virkeligt smukke koncerter. Senest var det Händels Messias.

Hvad betyder kirke og kristendom for dig – også når du ikke er i kirke?

Både min farfar, min far og min fars bror var præster, så kirke og kristendom har altid været der. Som barn blev jeg taget med til foredrag i Søren Kierkegaard Selskabet og Studenterkredsen, og når vi besøgte min farmor i Vedersø Præstegård spillede vi ofte engelsksproget Trivial Pursuit med bibelsteder.

Da jeg skulle vælge studieretning var teologi også med i overvejelserne. Men jeg tænkte også, at man måske skulle prøve at skabe sit eget liv, og sin egen faglighed. Ikke som et opgør, men fordi min faglige nysgerrighed også trak i andre retninger. Det endte med sociologi og medievidenskab.

Der er skrevet meget om min farfar og familie i det hele taget, men det jeg selv først og fremmest har taget med, handler mest om at tage sit liv alvorligt. At man er sat i verden, og at der deraf følger et ansvar for de valg, man træffer og for de grundværdier, man ønsker at bringe videre.

Hvad er for dig at se kirkens vigtigste rolle i dag?

Kirken skal turde forholde sig kritisk til den relativisme og værdinihilisme, som aktuelt præger alt fra universiteter til familieliv. Den poststrukturalistiske modestrømning, hvor alt kan diskursiveres og relativeres, har i virkeligheden sparket døren ind for markedet og magten, fordi man ikke har haft nogle grundlæggende værdier at konfrontere tilværelsen med. Konsekvensen er, at universitetet er blevet en ukritisk pølsefabrik, som er fanget i en ren økonomisk rationalitet. På samme måde er familien blevet et sted for alles kamp mod alle – som vi f.eks. ser det lige nu i 'Arvingerne'.

Her handler konflikterne udelukkende om materielle værdier, men ikke om alt det andet, vi også arver. For de flestes vedkommende er det jo ikke penge, men derimod ubeskattet livsindstilling, man bringer videre i familien. Men lige nu styrter alle hen til familieadvokaterne for at sikre, at havenissen ikke falder i tante Odas hænder.

Hvordan kan kirken komme på banen med en kritik af den udvikling?

Der er grundlæggende tre måder at organisere verden på – som et marked, som et hierarki og som familie. Og dybest set er familien det eneste sted, hvor du hverken er fanget i markedet eller i et magthierarki, men hvor du kan træde frem som den, du er.

Kirken skal være med til at fortælle, at familielivet ikke er et nulsumsspil, hvor du kun kan vinde, hvis andre taber. Det handler ikke om at romantisere familien, men om at pege på familien som et rum for kærlighed, som også rummer en dobbelthed, som både rummer himmel og helvede. Det er ikke kun det ene.

I dag er det som om, at det eneste, der binder os sammen som samfund, er kampen for velstand. Hvis ikke folkekirkens præster skal være med til at fortælle, at der er væsentligere ting i tilværelsen, ved jeg ikke hvem der skal.

Et sted at tage fat er iPhone-tyranniet. Opmærksomhed er den dyrebareste gave, du kan give et andet menneske. Folk kan leve et helt liv misrøgtet af manglende opmærksomhed, og nogle gange er det helt vildt hvor meget opmærksomhed, vi giver de her dimser. Vi er nødt til at huske hinanden på, at der altid er noget, du ikke gør, og at det har nogle omkostninger.

Kirken skal tænke videre, ud over markedets økonomiske selvrealisering og psykologiens personlige selvrealisering, den skal kunne pege på et mere: Hvad er samfundet, hvad knytter os sammen ud over den rene nihilisme og jagt på velstand?

Det er vigtigt, at kirken ikke bare stiller sig uden for samtiden for at brokke sig. Den skal være med til at tage kampen dér, hvor folk er – også på de sociale medier

Skal kirken blive bedre til at kommunikere kernebudskaberne?

Ja, det er vigtigt, at kirken ikke bare stiller sig uden for samtiden for at brokke sig. Den skal være med til at tage kampen dér, hvor folk er – også på de sociale medier. Men den skal også være med til at kvalificere den måde, vi er sammen på. Eller rettere, lægge op til at folk selv reflekterer over brugen af sociale medier og den måde, vi omgås hinanden på.

Vi skal alle sammen, for nu at bruge nogle store ord, bruge de sociale medier og de forskellige kommunikationskanaler i dag, til at fremme det gode, de gode værdier i vores fælles liv og verden som sådan.

Det gælder venskabet, opmærksomheden, familielivet. Og så skal vi blive bedre til at sige fra over for bevidstløs like-kultur og de sociale mediers vildtvoksende selvoptagethed. Tænk for eksempel på hele selfie-bølgen. Gud, hvor er det dog trist. Man kan jo også mærke det på sig selv, når man gør det. Hvor latterligt det er. Altså, come on.

Tags: