Præst om tro og længsel efter kaffe

img_9093_855x485.jpg

Manglen på kaffe gør mig rastløs og ukoncentreret, skriver sognepræst Martin Drengsgaard i klummeserien om præster og tro. Foto: Sille Arendt
Manglen på kaffe gør mig rastløs og ukoncentreret, skriver sognepræst Martin Drengsgaard i klummeserien om præster og tro. Foto: Sille Arendt
Længslen efter kaffe kan vise vej ind i troen. Fasten er nemlig en af de kristne traditioner, som er med til at gøre troen nærværende, fortæller sognepræst i Bethlehemskirken Martin Drengsgaard
af Martin Drengsgaard (sognepræst i Bethlehemskirken)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Vi befinder os i den kristne fasteperiode, som slutter påskemorgen. I år har jeg valgt igen at faste. Blandt andet fra kaffe, som jeg normalt drikker meget af.

Det er vist en kronisk sygdom for mange præster, der i løbet af dagens samtaler hælder den ene kop efter den anden ned i svælget.

Manglen på kaffe gør mig i første omgang rastløs og ukoncentreret

Manglen på kaffe gør mig i første omgang rastløs og ukoncentreret. Jeg skal bruge energi på at tænke over, at jeg jo ikke drikker kaffe nu, og samtidig bruge energi på at undertrykke min trang til kaffe.

Jeg mærker min skrøbelighed, min afhængighed, at jeg er døden nær, indtil jeg kommer til at tænke over, hvorfor det er, at jeg ikke drikker kaffe. Jeg venter på at fejre Jesu opstandelse.

Jeg er kristen, fordi...

Siden menighedsrådet i Mejdal i januar søgte efter en troende præst i deres jobopslag, har debatten raset både herhjemme og i udlandet.

Er troen et rent individuelt anliggende? Hvad vil det rent faktisk sige at tro?

Debatten har blotlagt en række grundlæggende brudflader i danskernes forestillinger om tro.

I klummeserien beder vi en række præster i Københavns Stift om at give udtryk for, hvad det for dem vil sige at tro og være kristen i dag. Konkret ved at fortsætte sætningen 'jeg er kristen, fordi...'

Sidste bidrag i serien af sognepræst i Frederiksberg Slotskirke Anette Sørensen d. 20. marts.

Klummeserien blev indledt med en tekst af lektor ved TPC Løgumkloster Povl Götke, hvor han opregner ti grunde til at være kristen.

Livet som fortegn

På den måde bliver det savn, jeg mærker, en konstant påmindelse om, at det liv jeg lever, har håbet og livet som fortegn. Døden vil ikke få det sidste ord, det vil livet.

Det jeg virkelig længes efter, er ikke kaffe, men det er det liv, som fællesskabet med Kristus giver mig. Og så er det, at jeg begynder at bede, fordi jeg ved, at min relation til Kristus er vigtigere end alt andet.

Jeg har ikke altid fastet, det er en kristen tradition, som jeg er blevet opmærksom på i løbet af de seneste år. En del af kirkeårets gang, som er blevet utrolig vigtig for mig, fordi jeg i fasteperioden og i påsken virkelig kommer i kontakt med, hvorfor jeg er kristen, hvorfor jeg tror på den opstandne Jesus.

Og påskens budskab er, at det kun er Kristus, som kan møde min dybeste længsel. Og jeg ved nu, at hvis den længsel ikke bliver mødt af Kristus, så vil jeg forsøge at fylde mit liv op med alt mulig andet som et surrogat for Kristus.

Succes, rigdom eller relationer, som jeg binder til mig til, for ikke at føle mig ensom. Et liv, hvor jeg i stedet for at invitere mennesker ind i mit liv, bruger eller misbruger dem i min jagt på at afløse en følelse af tomhed eller et indre savn.

Og jeg er i grunden overbevist om, at dette ikke kun gælder mig, men det gælder alle mennesker. Det er en universel sandhed.

Troens fællesskab

En af grundende til, at jeg har fundet ind til denne sandhed er, at kirken findes. Et fællesskab af troende mennesker, som lever med et håb og som lader Guds kærlighed forvandle dem. Og når jeg siger det, så ved jeg godt, at der er mennesker, som har dårlige erfaringer med det kirkelige fællesskab.

Kirken er ikke perfekt, det kender jeg alt til. Trods det, så har det vigtigste i min vandring med Gud været det kristne fællesskab.

Kirken er ikke perfekt, det kender jeg alt til. Trods det, så har det vigtigste i min vandring med Gud været det kristne fællesskab.

I Bethlehemskirken, hvor jeg nu er præst, samles alle medarbejderne f.eks. hver 14. dag og læser søndagens tekst sammen. Herefter deler vi på hvilken måde Gud taler til os, og vi slutter med at bede sammen og for hinanden.

Når vi gør det, så mærker jeg, at Gud berører vore liv, og i bønnen erfarer jeg, at vi er et fællesskab, der er sammen om at bære hinanden og støtte hinanden i det kald, som Gud har givet os, og i de udfordringer, vi møder på vores vej. Det er enormt livgivende.

Tags: