Retten til at være i verden

mikkel_wold_foto_anne_mie_dreves.jpg

»Jeg kan godt skamme mig over forhold i mit liv og samtidig være et levende, vitalt og sundt menneske. Hvis jeg ikke kan skamme mig, er det derimod tegn på, at der er noget galt,« siger præst i Marmorkirken Mikkel Wold. Foto: Anne Mie Dreves
»Jeg kan godt skamme mig over forhold i mit liv og samtidig være et levende, vitalt og sundt menneske. Hvis jeg ikke kan skamme mig, er det derimod tegn på, at der er noget galt,« siger præst i Marmorkirken Mikkel Wold. Foto: Anne Mie Dreves
Skammen har udfordret en teologi, der er vant til at tænke i skyld og tilgivelse. Skammen afdækker nemlig flere nuancer i det at være menneske. Det kalder på flere nuancer i teologien, og måske også på en genopdagelse af hvad tilgivelse i virkeligheden er. Læs interview med teologerne Mogens Lindhardt og Mikkel Wold
af Christiane Gammeltoft-Hansen (sognepræst i Lindevang Kirke)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

I mange år optrådte skam som et småord i den åndelige tradition. Et ord man ikke tillagde nogen særlig betydning. 

Opmærksomheden samlede sig i stedet om skyld. Men der er ting, der ikke bliver afdækket, og ting, der ikke bliver svaret på, når vi kun spørger efter skyld. Ind imellem skammer vi os nemlig, uden at vi selv har gjort noget galt.

DEBATmagasin om skam

Artiklen her stammer fra årets udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift.
Læs mere om magasinet nederst på siden.
____________________

 

Og indimellem bliver vi også klogere. Som når det lykkes udskammede grupper at overbevise det omkringliggende samfund om, at de hører lige så meget med som alle andre. Borgerrettighedsbevægelserne i USA er således nogle af dem, der har kæmpet for at gøre det omkringliggende samfund klogere.

DEBATmagasinet har talt med to teologer, der begge har beskæftiget sig med skam. Den ene som sjælesørger, den anden som forfatter til artikler, der udfolder, hvad der sker med det lutherske kernebegreb om syndernes forladelse, når det ses i lyset af skam.

Forfatteren er Mogens Lindhardt, der er teologisk rådgiver i Københavns Stift og tidligere rektor for Pastoralseminariet i København. Ifølge ham er der sket et paradigmeskift.

»Indtil 1960’erne blev alt italesat som skyld. Ordet skyld var dominerende i moderniteten fra cirka 1780’erne til 1960’erne. I den periode har man et ideal om det frie, handlekraftige menneske, der ved sin fornuft og sine evners brug sådan nogenlunde er i stand til at kontrollere sin natur, sine omgivelser, forholdet til samfundet og forholdet til Gud. Skam er forbundet med svaghed, afhængighed og det at være underlagt andres dom, hvilket alt sammen er svært foreneligt med tanken om det autonome menneske. Skyld derimod – den kunne der ligefrem knytte sig noget ærefuldt til. For den, der er skyldig, kan handle og tage ansvar,« siger Mogens Lindhardt.

At føje spot til skade

Men noget er sket siden. Vi er begyndt at tage skammen alvorligt og derfor også at analysere den. Mogens Lindhardt peger på to årsager til det. Den ene er et ændret syn på offeret.

»Jeg tror, det er Holocaust, der for alvor sætter det i gang. Efter Holocaust får vi et andet syn på offeret. Den tanke, at offeret selv bærer hele eller dele af skylden, falder med Holocaust. Ofrene for Holocaust er ikke krigsfanger, der har udgjort den ene side i en krig. De er ikke modstandere, der er blevet besejret. De er mennesker, der er blevet dehumaniserede. Da billederne fra koncentrationslejrene når omverdenen, er det ubærligt at se på. Det bliver til en fælles skam over, at det kunne lade sig gøre. Og en bevidsthed om at i forhold til ofrene kan svaret aldrig blive tilgivelse. Det ville bare føje spot til skade.

Hvis du udskammes er det selve retten til at være i verden, der anfægtes.

Borgerrettighedsbevægelserne i USA har også betydet en ændring i synet på offeret. De sorte i USA blev regnet for mennesker, men på et degraderet niveau. Det var en form for kronisk udskamning, som borgerrettighedsbevægelserne kæmpede for at gøre op med. De udskammede krævede anerkendelse og ligeret. Heller ikke de var ofre, der skulle tilgives. De skulle oprejses og have deres værdighed tilbage. Det ændrede syn på offeret har betydet, at skammen er flyttet fra offeret over på undertrykkerne, og dem der stiltiende lader stå til. Og for teologien har det betydet, at den er blevet mødt med et krav om at tage udgangspunkt i offerets situation,« siger Mogens Lindhardt.

Læs også: Det moderne menneske danner sig selv

Angsten for at blive forkastet

Den anden årsag til, at vi er blevet mere opmærksomme på skammen, er ifølge Mogens Lindhardt, at det sociale er kommet til at fylde mere og betyde mere.

»Skam er socialt båret, og i en kultur, hvor vi er blevet socialt sensitive, bliver vi så også mere optaget af skammen. Grundangsten i skam er frygten for at blive forkastet. Hvis du udskammes, er det selve retten til at være til i verden, der anfægtes. Vi oplever det hele tiden i det små. To kan sidde og tale sammen til et selskab. Så siger den ene noget, den anden ikke kan lide, hvorefter den anden bare begynder at tale med bordherren eller borddamen til den anden side. På en enkel og effektiv måde får man på den måde udsondret et menneske, sat det ud på et sidespor,« siger Mogens Lindhardt.

De sorte i USA blev regnet for mennesker, men på et degraderet niveau. Det var en form for kronisk udskamning, som borgerrettigheds-bevægelserne kæmpede for at gøre op med.

På spørgsmålet om, hvorfor det sociale er kommet til at betyde mere, svarer han: 

»Det, tror jeg har at gøre med modernitetens forfald. Du kan ikke længere koble dig på de store grupperinger og sige: Jeg er socialist eller kommunist. De store ideologier, der definerede og overtog noget af ens identitet, er væk. Og vores relationer er ikke længere givet. De er blevet mere tilfældige. Det er ikke sikkert, vi ser de samme mennesker hver dag, hver uge, hvert år. Hvis vi skal fastholde vores sociale sammenhænge, kræver det mere af os end før. Og så er vi blevet en visuel kultur. De visuelle medier betyder, at vi hele tiden får noget at spejle os i. Vi ser hele tiden os selv i forhold til noget andet, samtidig med at vi også gerne selv vil blive set«.

Når skammen er social, må den også udbedres socialt. Her peger Mogens Lindhardt på, at sandhed altid har været en vej ud af skammen.

»Det at fortælle, ikke fortie, kan genoprejse den skamfulde. Men det kræver overvindelse, for når du fortæller om din skam, bringer du den frem i lyset. Derved risikerer du, at du bliver udskammet igen«.

Mogens Lindhardt fremhæver det beskyttede rum som et sted, hvor skammen kan fortælles uden angst for andres dømmende blik. Som eksempel på et sådant beskyttet rum nævner han sjælesorgssamtalen.

Læs også: Hans-Jørgen Schanz: »Frihed uden pligter er rendyrket narcissisme«

Omsorg for sjælen

Mikkel Wold har været præst ved Marmorkirken i 22 år og har op til ti sjælesorgssamtaler om ugen. Derudover er han også ansat som lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i faget sjælesorg. Med andre ord en mand med stor erfaring med samtalen i det beskyttede rum. 

Når han skal beskrive, hvad sjælesorg er, siger han:

Jeg kan godt skamme mig over forhold i mit liv og samtidig være et levende, vitalt og sundt menneske. Hvis jeg ikke kan skamme mig, er det derimod tegn på, at der er noget galt.

»Det er omsorg for sjælen. Sjælesørgeren skal være lyttende, men ikke kun det. Det nytter ikke noget, at man bare sætter sig i møget sammen med den anden, man må også hjælpe vedkommende ud af det. Det sidste er den forkyndende del i sjælesorgen. Den skal være med i bevidstheden hos sjælesørgeren, så må situationen afgøre hvordan, og om det kommer direkte til udtryk,«

Skammen er mangfoldig. Det er, hvad de mange sjælesorgssamtaler har lært Mikkel Wold. Og så begynder han ellers et lidt overraskende sted. Han begynder med at tale om skammen som en nødvendighed.

»Vi får for ofte gjort skammen til en følelse, der hæmmer mennesket, og som vi derfor skal hjælpe mennesket til at komme af med. Vi glemmer, at skammen i visse tilfælde også er en socialt regulerende mekanisme. Hvis der er nogle, der siger til dig: ‘Du skulle skamme dig’, kan det være en lammende sætning, men den kan også betyde, at du skulle tage og finde tilbage til en adfærd, hvor du tager hensyn til andre.

Skammen skal ikke udbredes som en identitetsmarkør, men den kan være et udtryk for en nødvendig reaktion på mine negative sider. Det betyder ikke, at jeg behøver at sætte mig over i en krog og føle mig som nul og niks. Jeg kan godt skamme mig over forhold i mit liv og samtidig være et levende, vitalt og sundt menneske. Hvis jeg ikke kan skamme mig, er det derimod tegn på, at der er noget galt,« siger Mikkel Wold.

Læs også: Jacob Mchangama: »Det er farligt at tage friheden for givet«

Det forstørrede ego

Ind imellem møder Mikkel Wold mennesker, hvor skammen er kommet til at fylde for meget. For dem har skammen ikke fungeret som en regulerende mekanisme. Den har i stedet sat sig i en grundlæggende skamfølelse over deres eksistens.

Men det er ikke så ofte Mikkel Wold møder dem. Til gengæld møder han mange med et forstørret ego.

»De har opdaget, at de er unikke, men har glemt, at det er de andre også. Hvis de to ting ikke følges ad, bliver man socialt inkompetent. I dag siger vi hele tiden ‘mennesket i centrum’. Jeg vil hellere sige ‘sagen i centrum’. For hvis jeg er i centrum, hvem er så i periferien? Er det så de andre? Skammen kan her være den reaktion, jeg får, når jeg opdager, at ikke bare jeg, men også de andre er unikke. Så skammer jeg mig, for jeg opdager en side af mig selv, hvor jeg har glemt noget, som jeg skulle have husket.

På samme måde kan skammen minde mig om den etiske dimension. Hvis vi kun er optaget af at lytte til os selv og kun spørger vores egen mavefornemmelse til råds, går det galt. Mavefornemmelse og overbevisning er to forskellige ting. Det er ikke godt at handle imod sin overbevisning, mens det nogle gange kan være nødvendigt at handle imod sin mavefornemmelse.

Den selvforherligende vil ikke acceptere skyggesiderne i sit sind. Derfor bliver den gode del af skammen for den selvherligende noget, der skal bekæmpes for at opretholde billedet af, at man er i stand til at leve det perfekte liv. Sjælesorgssamtalen kan da blive et rum, hvor man gennem tilgivelsen bliver befriet for det sisyfosarbejde, det er at prøve at være perfekt. Hvor man opdager synden, men også retfærdiggørelsen. Hvis du slipper det perfekte, bliver skammen ikke på samme måde noget, du behøver at være så bange for. I det øjeblik du slipper forestillingen om at være perfekt, er skammen ikke længere nogen katastrofe. Det er den for mange mennesker i dag, tænker jeg. Den bliver en dom,« siger Mikkel Wold.

Læs også: Knud Romer: Et brusebad af skyld og skam

I det øjeblik du slipper forestillingen om at være perfekt, er skammen ikke længere nogen katastrofe.

Du kan godt. Du vil bare ikke

Mikkel Wold beskriver den gode skam som en skam, der er begrænset og har en afslutning. Den gode skam er også en skam, hvor man bedømmer om dens udsagn passer til en. Hvis den passer, så har man en opgave med at regulere sin adfærd. Hvis ikke, har dem, der udskammer en, en opgave med at regulere deres adfærd. 

Modsat er den ødelæggende skam en skam, der bliver altomfattende. Dér hvor Mikkkel Wold især møder den ødelæggende skam er hos unge, der føler, at de ikke kan magte deres liv.

»Jeg har mange samtaler med unge, der føler, at de ikke slår til. De knækker under det, som nogle kalder hyperansvaret. Også de kan have et oppustet jeg, der ikke levner plads til, at de kan fejle, eller at noget bare er på det jævne. Hvis de får et to-tal i karakter, så hører de det som en karakter over deres person. I stedet for at forstå karakteren som en bedømmelse af en opgave eller en præstation ved et eksamensbord, tænker de, at de er et to-tal. For disse unge bliver skammen absolut. Den begrænser sig ikke til dér, hvor de kom til kort. Det bliver til et udsagn om dem og deres liv.

Den ødelæggende side af skammen møder jeg også hos mennesker, der er afhængige af hjælp fra det offentlige. I dag bliver dem, der godt vil, men ikke kan, behandlet som mennesker, der godt kan, men ikke vil. Der sker en udskamning. Når du behandler folk på den måde, ender de med at blive én stor undskyldning for sig selv. Nogle bliver drevet på selvmordets rand på den konto. Vi har en uhørt og dum brutalitet over for de svage for tiden,« siger Mikkel Wold

Læs også: Georg Metz: Den Satans vrede

Det evangeliske svar

Spørgsmålet, der bliver tilbage, er da: Hvad svarer kirken og teologien til det? I forhold til det forstørrede ego svarer Mikkel Wold, at han blandt andet fortæller om, hvad det at eksistere betyder:

»At eksistere betyder at træde ud over – træde ud over sig selv og hen imod noget andet. Det indebærer at kunne være selvforglemmende. Helt grundlæggende handler sjælesorgen også om, at man frit kan se hele sit jeg i øjnene, og at det sker i et rum, hvor man er under tilgivelsen. Vi har nogle gange en tendens til at betragte det negative som udtryk for det ‘sande’ jeg. Men det er et reduceret menneskesyn. I sjælesorgen dæmmes det negative ind, så det ikke bliver en beskrivelse af hele ens person, men sider ved ens person«.

Det evangeliske svar til den, der skammer sig eller er blevet offer for udskamning, er: Stå op, rejs dig, kom ud, følg med. Det er en markering af, at man ikke er udsondret, men at man hører til, er en del af fællesskabet.

I forhold til skammens offentlige dimension er der dog en særlig udfordring. Hvis skammen skal udbedres socialt, er det ikke nok, at det kun foregår mellem to mennesker i en samtale. Der er en offentlighed, der skal i tale. Mikkel Wold peger her på, at sjælesorgen også har en forpligtelse som samfundsrevser. Han uddyber det ved at referere til den gamle kirkefader Basilios den Store, der sagde, at det ikke er nok, at hjælpe dem, der er ofre for fattigdom, man må også bekæmpe fattigdommen.

Også Mogens Lindhardt erkender, at skammen som en social og offentlig størrelse, stiller kirken i en særlig situation.

»Hvad nytter det, at jeg giver dig syndernes forladelse, hvis der ikke er andre, der tror på det. Det er nemt og gratis at forkynde syndernes forladelse ud over en flok individer. Men jeg tror, vi er langt fra de evangeliske tekster, når vi gør det til en privatsag mellem Gud og den enkelte. I fortællingen om kvinden hos farisæeren i Lukasevangeliet, er der en forståelse af syndernes forladelse, hvor al kritisk omtale af kvinden nu må forstumme. Det omverdenen har på hende, det kan ikke længere bruges imod hende. Det er en kollektiv forståelse af, hvad syndernes forladelse er. Det er ikke så meget kvinden, men os der slås for munden og samtidig forpligtes til, at hun kan blive genindsat i sit liv«.

Vi tror, tilgivelse har noget med et anerkendende ord at gøre – a la ‘du er god nok’. I evangeliet er tilgivelsen ikke kun noget, der vedrører den enkelte. Den er kollektiv. Og så er der handling forbundet med den. Det evangeliske svar til den, der skammer sig eller er blevet offer for udskamning, er: Stå op, rejs dig, kom ud, følg med. Det er en markering af, at man ikke er udsondret, men at man hører til, er en del af fællesskabet. Det er en form for renselse, hvor man bliver genindsat i sit liv og sat til at gøre det, der skal gøres,« siger Mogens Lindhardt.

DEBATmagasin om skam

Skam er temaet for årets udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift. 

Læs DEBATmagasinet her 

I magasinet giver redaktionen plads til en række markante stemmer, der alle kredser om begrebet skam, som igen dukker op i samfundsdebatten. Både psykologien, filosofien og teologien beskæftiger sig for tiden med skam, der samtidig også lægger titelnavn til en af dette års helt uventede internationale tv-succeser - den norske ungdomsserie SKAM.

I den kommende tid vil vi her på siden bringe artikler fra DEBATmagasinet om skam. 

Det er muligt at få fat i et eksemplar af magasinet i indgangen til Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke i Nørregade eller  i Københavns Stift, Nørregade 10  - alle hverdage kl 10-14.

Her kan du læse mere om tidligere udgaver af DEBATmagasinet

Tags: