Skam er et menneskeligt vilkår

skam-hjerte.jpg

Udsnit af kollage af Sigrún Gudbrandsdóttir.
Udsnit af kollage af Sigrún Gudbrandsdóttir.
Skam er en tilstand, en følelse og en reguleringsmekanisme. Den er med til at skabe os som mennesker, og den kan være med til at ødelægge os eller gøre, at vi går i gang med at ødelægge os selv. Og kun ved at tale om den, kan dens negative konsekvenser imødegås

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Af Kristoffer Granov

På Nationalmuseet står en skamstøtte tilegnet Corfitz Ulfeldt. Den stod oprindeligt overfor hans tidligere bolig på Gråbrødretorv som en fysisk manifestation af, hvad samfundet synes om landsforrædere som ham. Bogstaveligt talt hugget i granit gav fællesskabet her udtryk for, hvordan hans gerninger havde stillet ham: »Corfitz WF forræderen, Till Æwig Spott, Skam og Skiendsel«, lyder inskriptionen fra 1663. Corfitz Ulfeldt var skyldig i at have skiftet national loyalitet et par gange og sandsynligvis i at have efterstræbt den danske trone. Om han selv skammede sig over de forhold, ved vi ikke, men det er tydeligt, at det omkringliggende samfund syntes, at han skulle skamme sig over sin skyld. Den sammenblanding af begreberne er slet ikke usædvanlig.

De fleste vil instinktivt kunne genkalde sig oplevelsen af at skamme sig, men hvad er det for nogle mentale mekanismer, der gør, at vi skammer os, og hvilke funktioner har skammen? Bogstaveligt talt fra Adam og Eva til i dag, lader det til, at bevidstheden om skam både har formet vores samfund og selve vores individuelle måde at være mennesker på. Skam danner par og virker i samspil med adskillige andre begreber. Blufærdighed, ensomhed, selvforståelse, angst, magtesløshed og især skyld.

Det var den amerikanske antropolog Ruth Benedict, der introducerede en skelnen mellem et skamsamfund og et skyldsamfund. Et begrebspar der senere har dannet grund for meget moderne forskning i skam – både inden for psykologi, teologi og filosofi. Hun var egentlig blevet hyret af det amerikanske militær til at skrive en slags profil af den japanske nationalkarakter i 1944. Rapporten skulle give amerikanske militære og politiske ledere indsigt og viden med det formål først at besejre japanerne og siden besætte landet og styre det. En af de ting som Benedict kom frem til med sin kulturantropologiske metode var, at hvor det i Vesten er skyld, der korrigerer vores adfærd, er det i den japanske kultur skammen, der har denne funktion. Hun fandt også, at man i en skamkultur ikke har bekendelser, fordi de ikke virker, som det (forhåbentlig) gør, når man bekender sine synder eller beder om tilgivelse. I stedet for har man ceremonier for held. Skammen er således mere indadvendt, noget man må bære som sin private byrde.

Når de andre elever lydigt griner af Blommes ondskab, deltager de i hans udskamning, fordi de ved, at det kan påvirke dem selv negativt ikke at følge trop.

Skyld og skam er ikke det samme. Skyld er et klarere fænomen, der er knyttet til en konkret handling. Er man skyldig, kan man blive straffet, eller man kan sone eller sige undskyld for det, man har gjort. Man kan blive tilgivet. Skylden kan være juridisk som det, der ifølge straffeloven er forkert, eller den kan fremtræde som synd, når der er tale om overtrædelse af normer i et givent værdisystem – eksempelvis et religiøst. Skam derimod handler om, hvordan vi opfatter os selv.

Ifølge den fremtrædende norske psykiater og forfatter Finn Skårderud, er »den dybe skamfølelse smerten ved at se sig selv som en, der ikke fortjener at blive elsket«. Skammen er altså knyttet til vores selvbillede, til en følelse af forkerthed. Ligesom Ruth Benedict gjorde det, skelner filosoffen Dan Zahavi også mellem skyld og skam: »Skyld er knyttet til bestemte handlinger, som man har gjort eller undladt at gøre. Det som skyldfølelsen så kan motivere er en form for soning i forhold til det, man har begået. Det er også derfor, det hedder undskyld. Følelsen af skyld er som regel ledsaget af et ønske om at udbedre den skade, man har påført den anden, for at gøre det godt igen«, fortæller han til DEBATmagasinet, da vi møder ham på hans kontor på KUA, hvor han er professor.

Han er dog ikke parat til at bakke op om Benedicts tese om en skamkultur og en skyldkultur og synes også, at hendes kulturantropologiske tilgang med at beskrive en nationalkarakter kan virke lidt gammeldags. »Skam er en social følelse. Det er også en selvbevidst følelse. Faktisk er det en bestemt form for social selvbevidsthed – en bestemt måde at være bevidst om sig selv på, der har at gøre med vores relationer til andre«, forklarer Dan Zahavi.

Sjælens følelser

Lars J. Sørensen er chefpsykolog og psykoterapeut. Han har skrevet flere bøger om skam og ser ligesom Dan Zahavi skammen som et fundamentalt menneskeligt vilkår. Skam er en indlejret del af det at være menneske, fastslår han således, da han tager imod DEBATmagasin i sit hjem ved det nu lukkede psykiatrihospital i Nykøbing Sjælland med udsigt over Issefjorden.

Ifølge Lars J. Sørensen er det ikke nødvendigvis meningsfuldt at komme med en skarp definition af, hvad skam er. »Det vil ikke give mening, fordi skam netop er så tæt på det, vi er som mennesker «.

»Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke kan lade sige gøre at beskrive rationelt. Hvis jeg gerne vil give et indtryk af, hvad skam betyder, så skal jeg ikke gå logisk definitorisk til værks. Når jeg fx siger ‘sjælens følelser’, så gør jeg opmærksom på, at det at være menneske, det at have følelser og det at have skam, er meget mere omfattende, end de fleste gør sig klart«.

Alligevel forsøger han sig med et billede.

»Skam er stemmegaflen, som mærker, hvad der foregår«.

Denne sjælelige akustik kan være knyttet til det, Lars J. Sørensen beskriver som ‘forkerthed’. »Forkertheden er en stemmegaffel, der ikke kan komme i svingninger, fordi der er skæve toner. Det at blive mødt som forkert kan sætte sig som en forkerthed i nervesystemet og medføre at du bliver ensom, eller at du kommer til at hade dig selv«.

»Skam er der, fordi vi er de sociale dyr, vi er. Skam er indre tilstande, som hvis de ikke bliver mødt menneskeligt, så bliver de ved med at være der, og det er det, der gør mennesker syge«. Skammen kan i det hele taget defineres som relationel. Den fungerer altid sammen med noget andet.

Vores bevidsthed har ændret sig. Vi er i stand til i vores bevidsthed at håndtere mange flere nuancer, end vi har været i stand til tidligere. Det giver sig udtryk i, at skam som skjult følelse nu pludselig ikke er så skjult en følelse længere. 

Dan Zahavi har særligt forsket i fænomenologi og bevidsthedsfilosofi. I den forbindelse har han beskæftiget sig indgående med skam og vores forståelse af os selv i forhold til andre. Zahavi beskriver skammen som et øjeblik, hvor vi bliver akut bevidste om os selv. Et frosset nu, kalder han det. »Skam melder sig i det akutte øjeblik, hvor man bliver fanget i de andres fordømmende blikke. Det er som om, tiden står stille og man ikke har nogen ressourcer eller muligheder, der på nogen måde kan restituere en. Man er ligesom reduceret til det, som er synligt for de andre i den her situation. Nuet er frosset i den forstand, at man er fanget i projektørlyset, men også i den forstand, at man ikke har overskuddet til at sige nå ja, ok, det er uheldigt, men lad mig komme videre«.

Den smækfede Crassus

»O, du smækfede Crassus!« Sådan indleder lektor Blomme sit perfide angreb på eleven Thygesen i Hans Scherfigs Det forsømte forår. Udover at være et af dansk litteraturs fremmeste eksempler på en tyrannisk lærerskikkelse, er det også et illustrativt eksempel på udskamning – det at påføre et andet menneske skam. Lektor Blomme fortsætter: »Hvis du kan overvinde din medfødte dorskhed, så luk dit kæmpegab op og begynd at oversætte lektien«.

Latinlærerens ikke særligt sympatiske opførsel har en socialiserende funktion. Når de andre elever lydigt griner af Blommes ondskab, deltager de i hans udskamning, fordi de ved, at det kan påvirke dem selv negativt ikke at følge trop. Det er Lars J. Sørensen, der i sin bog Skam – medfødt og tillært, trækker lektor Blommes totalitære klasseværelse frem som eksempel.

I Johannesevangeliet møder man kvinden grebet i ægteskabsbrud. Det er der, hvor Jesus befaler, at den uden synd skal kaste den første sten. I den bibelske fortælling er der selvsagt ingen, der føler sig tilpas rene til at skulle kaste den første sten, og de kan således heller ikke fordømme kvinden. Sådan ændres fællesskabets blik på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Jesus agerer en omvendt lektor Blomme, og øjnene fællesskabet ser med bliver forandret.

I etymologisk forstand er der tråde til både indoeuropæisk og germansk i betydningen »afkortning« og »forringelse«. Ifølge Lars J. Sørensen passer det godt til tilfælde, hvor man »forkorter« eller beskærer en anden persons udfoldelse eller væren i form af krænkelse eller ydmygelse. »Skam vedrører det at vise sig, og skam vedrører, at man forsøger at være mere eller at række længere, end man selv eller omgivelserne opfatter som værende passende«. Skam er ifølge chefpsykologen »skæbnetung«. Selvom blufærdighed, pinlighed og generthed også er skamfulde følelser, har de slet ikke den emotionelle tyngde, som skamfølelsen har. »Når skam er værst«, forklarer han, »er den blevet til lede ved sig selv, selvhad og akut eller langsomt selvmord, som ved mange former for misbrug«, skriver han i sin bog.

Selvoptaget eller narcissist ?

En af samtidens kronikører af menneskelivet i velfærdsstaten, norske Karl Ove Knausgård, har skam som et tilbagevendende tema. I bind 6 af romanmastodonten Min kamp beskriver han skam som en »reguleringsmekanisme«, der holder det individuelle på plads i forhold til det sociale.

Også Lars J. Sørensen anerkender skammen som adfærdsregulerende, men han mener også, at det at skamme sig er en kompleks og altid tilstedeværende del af at være til. »Vi kan se i trafikken, at det er godt at have regler, men det at være sammen som mennesker er lidt mere kompliceret end at bevæge sig rundt i trafikken«, forklarer han. »De fleste bliver chokerede, når de opdager, at de hele tiden har en indre dialog kørende, samtidig med at de agerer, samtidig med at de snakker, samtidig med at de bevæger sig rundt i verden. De har en indre dialog, hvor de hele tiden er i gang med at vurdere, om de skal gøre det ene eller det andet. Det kan være chokerende at opdage, hvor meget den indre dialog fylder og i hvor høj grad, at det er skam, der styrer den. Det er ikke skyld, men netop skam, hvor man spørger sig selv ‘kan jeg være sådan?’«

Knausgård skilter med sin sensitivitet. Han fortæller om sin gråd, sin ømhed i forhold til sine børn, sin voldsomme usikkerhed, sin følelse af at være forkert og altså sin skamfuldhed. Denne åbenlyst skrøbelige og følsomme mand er ikke et særsyn i samtidslitteraturen. Og måske kan det være et sundhedstegn. Chefpsykologen Lars J. Sørensen mener i hvert fald, at denne form for åbenhed er et fremskridt:

»Vores bevidsthed har ændret sig. Vi er i stand til i vores bevidsthed at håndtere mange flere nuancer, end vi har været i stand til tidligere. Det giver sig udtryk i, at skam som skjult følelse nu pludselig ikke er så skjult en følelse længere, men er noget vi, i visse sammenhænge, kan begynde at italesætte«.

Men selvom Karl Ove Knausgård kan hyldes for sin maskuline sensibilitet, er der nok ikke mange, der vil bestride, at han også er ret selvoptaget. De omkring 3500 sider om ham selv står som et lysende eksempel. Så hvornår bliver denne form for sund selvoptagethed og granskning af sit eget følelsesliv til en usund patologisk narcissisme? Ifølge den amerikanske psykologiprofessor og forfatter til flere bøger om skam, Michael Lewis, har der de seneste år været en mærkbar stigning i psykiske sygdomme relateret til narcissisme.

»Sund narcissisme er, når man tør give sig selv en værdi uden, at den bliver selvforherligende«, siger Lars J. Sørensen og antyder, at måden man bedst forholder sig til skam, handler om at stå ved sig selv og hvem man er. Skammen forsvinder nemlig aldrig, men netop ved at tale om den og ved at granske den, kan den blive lettere at leve med. Og det kan i sidste ende gøre livet rigere ved at give det flere nuancer, som Sørensen udtrykker det. »Jo flere nuancer, jo mindre patologi. Neurotikeren bliver syg af at holde døren til en større virkelighed lukket, psykotikeren bliver syg af den overvældende energi fra en vidt åben dør til en større virkelighed«.

Fællesskabets blik

Når både teologer, psykologer og filosoffer i dag er optaget af skam, kunne det hænge sammen med et moderne liv, hvor en individualisering af tilværelsen gør, at familie, tradition og ritualer spiller en mindre roller end tidligere. I en tid hvor forestillingen om det stærke selvstændige menneske, der skaber sit eget liv, er dominerende, kan det være skamfuldt ikke at kunne leve op til et sådan helteagtigt billede på det succesfulde liv.

Det kan være chokerende at opdage, hvor meget den indre dialog fylder og i hvor høj grad, at det er skam, der styrer den.

Der er noget, der tyder på, at det er blevet mere komplekst at være til. Hvis man konstant skal skabe sit eget liv og et billede af sig selv, der også skal tilfredsstille fællesskabets blik, er der uendelige muligheder for at skamme sig, når eller hvis det ikke lykkes. Synes man selv, at man er for tyk? Er man ikke succesfuld nok på jobbet? Får man ikke nok likes på Facebook, eller kan man ikke tage et ligeså flot billede af sin sunde morgenmad og lægge det på Instagram som sin perfekte nabo? Måske skammer man sig over ikke at være et omstillingsparat, robust og kompetent handlende menneske, som man føler samfundet forventer af en. »Tidens radikale individualisering rummer en større risiko for at falde udenfor, og derfor bliver det afgørende hele tiden at spejle sig selv i de andres blik og vise, man er med«, har teolog og tidligere rektor for Pastoralseminariet Mogens Lindhardt ved en tidligere lejlighed forklaret til Kristeligt Dagblad. Lindhardt, der også optræder i nærværende magasin, har beskæftiget sig indgående med skam som et eksistentielt grundvilkår. Individualiseringen bliver i nogle tilfælde ubønhørlig, forklarer han.

Her kan en åbenhed om skammen som angst for at være den man er i forhold til fællesskabet måske forløse skammen. Chefpsykolog Lars J. Sørensen mener, at man må tale om sin skam for at lindre dens negative virkninger. De fleste har prøvet, hvordan det hjælper på en nagende følelse at dele den med en fortrolig. Og når alverdens storbyers Gay Pride-parader går gennem gaderne, ser man et fællesskab, der er stolte over at være lige præcis dem, de er.

DebatmagasinClitoria ternata

Skammen har også lagt navn til en plante:

Clitoria ternata eller skamplante, som er den danske betegnelse for planten af ærtefamilien.

Den tyske botaniker Johann Philipp Breyne gav i 1747 planten dens latinske navn, fordi dens blomst i hans øjne kunne ligne det kvindelige kønsorgan klitoris.

Clitoria ternata er i dag også internationalt kendt som butterfly pea og kan anvendes til the samt i madretter og naturmedicin.

DEBATmagasin om skam

Skam er temaet for årets udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift. Læs DEBATmagasinet her 

I magasinet kredser en række markante stemmer, om begrebet skam, som igen er dukket op i samfundsdebatten.Både psykologien, filosofien og teologien beskæftiger sig for tiden med skam, der samtidig også lægger titel til en af dette års helt uventede internationale tv-succeser - den norske ungdomsserie SKAM.

I den kommende tid vil vi her på siden bringe artikler fra DEBATmagasinet om skam. 

Det er muligt at få fat i et eksemplar af magasinet i indgangen til Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke i Nørregade eller i Københavns Stift, Nørregade 11, hverdage 10-14.

Her kan du læse mere om tidligere udgaver af DEBATmagasinet

Tags: