Skam kan gøre verden til et bedre sted

Skam er ikke kun et negativt begreb. Skam er også en magtfaktor, der kan være et effektivt middel til at løse store globale problemer, mener den amerikanske miljøforsker Jennifer Jacquet

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Birgitte Borup

Som med så meget andet i tilværelsen begyndte det med en kærlighedshistorie. Jennifer Jacquet forelskede sig tidligt i livet hovedkulds i naturen og dyrkede den på alle tænkelige måder. Som helt ung dykkede hun med hajer, senere tog hun som forskeraspirant ophold blandt Floridas særegne søkøer, og da hun skulle i gang med sin Ph.d., havde hun forlængst overgivet sig. Kloden og dens overlevelse var blevet det projekt, hun ville bruge sit professionelle liv på.

Senere dukkede skammen op. Ikke som et begreb, Jennifer Jacquet i sit privatliv ofrede megen opmærksomhed, men som en idé og et redskab til at løse det, hun ser som vores tids ultimative svøbe: Menneskets udnyttelse og ødelæggelse af planetens ressourcer.

Der er en tendens til, at vi henfalder til skyld, når vores globale problemer er til debat.

»Jeg ser miljøet og klimaet som vor tids store slagmark, som det vigtigste overhovedet«, konstaterer hun, da vi sidder over for hinanden på hendes kontor på Manhattan.

Her, på New York University, har forskeren grebet den skamfølelse, vi er opdraget til at opfatte som negativ og ødelæggende for vores personlige selvværd, og vredet den rundt til et positivt begreb. I bogen Is Shame Necessary? påviser hun, hvordan skam har potentiale til at ændre verden, når den bruges til at lægge pres på politikere og store virksomheder, der opfører sig uetisk. I modsætning til den følelsesmæssige følgesvend, »skyld«, kan skammen nemlig blæses op til et kollektivt magtredskab.

»Der er en tendens til, at vi henfalder til skyld, når vores globale problemer er til debat – vi pålægger som verdenssamfund den enkelte forbruger ansvaret for at ændre adfærd. Et helt banalt eksempel er opfordringen til kun at købe krogfanget tun for at redde de delfiner, der ryger med i tunfangernes net og dør. Vi lægger skylden og ansvaret over på kunden i supermarkedet i stedet for at forlange en overordnet politisk eller etisk indgriben, der løser problemet. Det er ineffektivt. Skam er her langt mere effektivt, når verden skal ændres«, siger Jennifer Jacquet.

Læs også: Gudrun Hasle: »Jeg kan godt lide tanken om at råbe om hjælp ud i intetheden«

Digital udskamning

Efterhånden som de sociale mediers magt er vokset, har den helt almindelige verdensborger fået en ytringsplatform. Den platform kan der siges meget skidt om. Men ifølge Jennifer Jacquet tjener den også et godt formål. I den digitale tidsalder er der opstået nye muligheder for at lægge pres på virksomheder og politikere. I al sin verbale nådesløshed er digital udskamning ofte en hurtig vej til forandring og kan endda være forløberen for lovændringer, som af profitmæssige årsager ikke kommer af sig selv.

»Jeg taler ikke om den personlige skam, som en virksomhedsleder eller politiker måtte føle. Den er ikke ret anvendelig. Jeg taler om den stort skalerede skam, som retter sig mod virksomhedens renommé, og den udskamning som forbrugerne samlet kan rette mod de institutioner, der på den ene eller anden måde har en problematisk etik. Skammen – eller rettere frygten for at blive udskammet på den store skala – er noget af det, alle multinationale virksomheder har allermest respekt for, og som faktisk rykker noget«, konstaterer hun.

Læs også: Retten til at være i verden

Seaworld og skammen

Et af de nyere og mest markante eksempler på skammens effekt er Seaworlds enorme problemer efter dokumentaren Blackfish. Filmen, der egentlig var en lavbudgetfilm, som ingen havde tiltænkt et stort publikumspotentiale, er en gennemgribende kritik af den verdensberømte amerikanske forlystelsespark og dokumenterer, hvordan spækhuggere mistrives i fangenskab. Dokumentaren beskriver, hvordan de store havpattedyr tilbringer årtier i Seaworlds små bassiner, og hvordan en af dem, Tilikum, dræber tre mennesker i sin frustration, heriblandt en af sine trænere.

Da filmen først fik fat i masserne, især via streamingtjenesten Netflix og de sociale medier, gik det stærkt. Seaworlds aktier faldt voldsomt, besøgstallet gik ned, kendisser involverede sig i protesten, og den ene demonstration afløste den anden. Efter flere mislykkede forsøg på at dæmpe gemytterne gav Seaworld efter for presset og meddelte, at den nuværende generation af spækhuggere i fangenskab bliver den sidste.

»Seaworlds forløb er et klassisk eksempel på, hvor effektiv skam er som virkemiddel, når nogle bestemte kriterier er opfyldt. Her er en klar skurk og ditto målsætning, nemlig at få dem til at stoppe med at have spækhuggere i fangenskab. Og vreden retter sig meget klart mod virksomheden og etikken – ikke mod et individ. En kollektiv vrede bringer skam over firmaet, der så ændrer adfærd«, forklarer Jennifer Jacquet.

Kunne man ikke forestille sig andre virkemidler, der havde fået Seaworld til at ændre adfærd. For eksempel skyld?

»Nej, skyld ville i dette tilfælde have været ineffektivt. Den ville have fået Seaworld til at spørge sig selv: Er det, vi gør, egentlig ok? Eller den kunne have resulteret i, at der var nogle forbrugere, der ikke havde købt billet, men det havde ikke forårsaget et nævneværdigt pres. Det havde ikke rykket noget. Jeg ser skyld som et redskab til selvregulering. Skammen rækker ud over individet og har en langt stærkere kraft, især når den folkelige vrede er tilpas stor. Specielt i en tid hvor det kun kræver et hashtag at deltage i en kollektiv bevægelse«, siger hun.

Frygten for udskamning kan i sidste ende være det, der får løsninger på bordet.

Jennifer Jacquet mener, at skammen i en digital tidsalder med komplekse klimaproblemer er en faktor, som virksomhederne i stigende grad frygter.

»Jeg gætter på, at de firmaer, der fremstiller fossile brændstoffer, fx Chevron og Exxon, frygter, at de vil havne i den offentlige gabestok, efterhånden som forbrugerne forbitres over de manglende løsninger på klimaforandringerne. Og den vrede drives igen af politikernes manglende evne til at blive enige om nogle konkrete værktøjer på klimatopmøderne. Frygten for udskamning kan i sidste ende være det, der får løsninger på bordet. I en tid hvor der er så stort behov for global handling, er skammen måske den mest effektive motivationsfaktor overhovedet«, vurderer hun.

Læs også: Puk Damsgård: »Jeg gider, når der er noget på spil«

Verbal gylletank

Skammens indtog i den offentlige debat er dog ikke uproblematisk. De sociale medier flyder over med hadske kommentarer, og både enkeltpersoner og virksomheder udsættes jævnligt for ordsalver, der minder mest om grov mobning. Når udskamningens tungekor smælder i takt på de digitale platforme, er det langt fra altid, at det foregår med et værdigt globalt formål i sigte – ofte er det bare retningsløst had, der flyder fra tasterne.

Jennifer Jacquet anerkender da også, at udskamningens bagside er en gylletank af perfiditeter.

»Jeg siger ikke, at skam altid er et acceptabelt værktøj. For eksempel har jeg set det brugt i en organiseret kampagne, der ville hænge bestyrelser og ekspertpaneler ud, hvor der ikke var kvindelige medlemmer. Men de tog ikke hensyn til, at et panel måske kun bestod af to medlemmer, og at kritikken i nogle tilfælde var grundløs«, siger hun.

Jennifer Jacquet har i sin bog ligefrem anført »Syv regler for effektiv udskamning«. En af reglerne er netop, at der skal være tilpas stor forskel på den måde, den udskammede opfører sig på, og det, kritikerne vil opnå. Problemet skal altså have en vis størrelse for at kunne retfærdiggøre det potentielt ødelæggende redskab, som skam er.

Læs også: Respekt for menneskets vilkår

Løven Cecil

Dog er der ifølge Jennifer Jacquet eksempler på, at massiv udskamning af en enkeltperson har ændret verden til det bedre. Da en amerikansk tandlæge skød den gamle hanløve Cecil i Zimbabwe, gik verden amok i en rus af vrede. Tandlægen modtog alt fra offentlige tilsvininger til private dødstrusler. Men efter det, der umiddelbart lignede en voldsom shitstorm mod en enkeltperson, som man altid kan diskutere retfærdigheden af, kom der handling på en større skala.

Hvordan var kampen for borgerrettigheder i USA i 60’erne gået, hvis skammen ikke havde presset politikerne til at finde løsninger? 

Toppolitikere begyndte offentligt at diskutere det rimelige i, at rige storvildtjægere drog til Afrika for at gøre indhug i savannens dyrebestand for morskabens skyld, og flyselskabet Delta forbød efter en underskriftindsamling storvildtjægere at få deres trofæer ombord på flyene. Ifølge Jennifer Jacquet et bevis på at skammen kan være dyr for individet, men værdifuld for fællesskabet.

Læs også: Anton Lavær: »Det kan nok lyde stort i slaget at sige, at formålet er at redde verden«

»Ofte er det skammen, der hjælper en ny lovgivning på vej, og sådan har det været i generationer. Hvordan var kampen for borgerrettigheder i USA i 60’erne gået, hvis skammen ikke havde presset politikerne til at finde løsninger? Nu står vi så midt i globaliseringens konsekvenser og skal finde en ny model, hvor skam kan gøre gavn. Udfordringen er at finde modeller, som er fair i en digital tidsalder. Det vigtigste er i min optik, at vi flytter fokus fra individet over på dem, der tjener pengene. Det er det, jeg håber at kunne bidrage til«, slutter hun.

En glødende idealist har talt. Jennifer Jacquet skal videre med skriverierne om skam, som hun stadig beskæftiger sig med i artikler og sin forskning. Hun hiver et eksemplar af sin bog Is Shame Necessary? ned fra hylden og signerer den.

»Aim well. Use with caution«, skriver hun. Sigt rigtigt. Brug med forsigtighed. I erkendelse af at skam måske nok er et effektivt våben – men ufarligt er det ikke.

JENNIFER JACQUET (født 1980) bor i New York City. Hun er Ph.d. og assistant professor på New York University, Department of Environmental Studies. I 2015 udgav hun bogen Is Shame Necessary?, der beskriver, hvordan skam kan bruges til at hjælpe løsninger på globale problemer på vej. Læs mere om hendes arbejde på www.jenniferjacquet.com

DEBATmagasin om skam

Skam er temaet for årets udgave af DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der er udkommet den 1. december 2016.

Læs DEBATmagasinet her 

I magasinet kredser en række markante stemmer, om begrebet skam, som igen er dukket op i samfundsdebatten.Både psykologien, filosofien og teologien beskæftiger sig for tiden med skam, der samtidig også lægger titel til en af dette års helt uventede internationale tv-succeser - den norske ungdomsserie SKAM.
I den kommende tid vil vi her på siden bringe artikler fra DEBATmagasinet om skam. 
Det er muligt at få fat i et eksemplar af magasinet i indgangen til Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke i Nørregade eller i Københavns Stift, Nørregade 11, hverdage 10-14.

Her kan du læse mere om tidligere udgaver af DEBATmagasinet

Tags: