Biskop: »Det handler om at turde tro«

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen udfolder sit syn på skabelse, opstandelse og bøn i to dagbladskronikker

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

"En rask teologisk debat er man aldrig gået af vejen for i folkekirken. Det hører med til troen, at der er noget at udforske og noget at spørge videre om. Det menneske, der er optaget af sandheden ved godt, at den, der søger sandhed, også åbner for en mængde spørgsmål."

Sådan indleder Peter Skov-Jakobsen en kronik, der udkommer i torsdagens udgave af Politiken. I kronikken, der også kan læses online nu, udfolder Københavns biskop sit syn på skabelse, opstandelse bøn.

Kronikken er et indlæg i den aktuelle debat om skabelse og opstandelse, som tager afsæt i et interview med sognepræst i Frederiksholm Kirke, Per Ramsdal, i Jyllandsposten den 25. december 2014.

Per Ramsdal har nu trukket udtalelser om nødløgn ved kirkelige handlinger tilbage og undskyldt de misforståelige udtalelser. De næste seks måneder vil han deltage i et teologisk mentorforløb med professor, dr. theol. Theodor Jørgensen.

'Vores tro er fri til at møde hver en tidsalder'

Skabelse, opstandelse og bøn er også nogle af de centrale spørgsmål, som biskoppen diskuterer i en kronik i dagens Kristeligt Dagblad.

Under overskriften 'Vores tro er fri til at møde hver en tidsalder' skriver Peter Skov-Jakobsen blandt andet:

"Den aktuelle debat om skabelse og opstandelse handler ikke om mørkemændene mod de oplyste, de bogstavtro mod de liberale, de socialt aktive imod de kulturelt tænksomme.

Derimod handler det om det grundlæggende i kristendommen. Kristendommens fundament eller kilde er opstandelsen. Hvad det egentlig var, der skete, har troen grebet ud efter siden. Hvis man skulle falde for fristelsen til at ville vide, hvad der egentlig skete, kan man begynde med at læse de fire evangelier og konstatere, at hvis man så meget som blot nærmer sig mysteriet med nogen form for bogstavtro, har man allerede lukket sine øjne for den nye virkelighed."

Tags: