Biskop: »Måtte vi have tillid til, at kærligheden er i centrum«

candle_flames.jpg

Foto: Creative Commons
”Terror er en frygtelig gift, der har indsneget sig i vores virkelighed. Måtte vi have tillid til, at kærligheden er i centrum,” udtaler Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen efter weekendens voldsomme begivenheder i København

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Udtalelse fra Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, efter de voldsomme og tragiske begivenheder, der har udspillet sig i København i weekenden:

Terror er en frygtelig gift, der har indsneget sig i vores virkelighed.

Den slår vildt om sig og rammer i flæng, og den kaster skygger af angst ned over os.

Vores tanker går til de sørgende, familien, vennerne, de bekendte og kollegerne, og vi beder om, at Gud må velsigne og trøste dem og vise dem vej ind i dagene, der kommer.

I denne fastelavnsweekend viste terroren sin væmmelige maske. Det gyser i os, og vi træder et skridt tilbage i besindelse og forundring over, hvad ondskaben kan få mennesker til.

I synagogen har Det Jødiske Samfund måttet tåle et morderisk anslag. I Europa lever vi stadig med en stor bevidsthed om, at det var på vores kontinent, at holocaust, folkemordet på jøderne, fandt sted. Selv om de fleste af os ingen andel har i det, så nærer vi en afsky mod fascisme, nazisme og antisemitisme. Engang skete det, der aldrig måtte være sket. 

Vi vil leve i et samfund, hvor mennesker kan mene og tro, hvad de vil; men vi lever som frie mennesker ved siden af hinanden, og vi vil leve uden frygt. Ingen terror vil få os til at vige fra den frihed, som vi lever med i vores åbne demokrati, hvor vi møder hinanden med tillid og åbenhjertighed.

Lad os på denne fastelavns søndag huske på Paulus’ ord: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” (Paulus’ første brev til korintherne kapitel 13, 4-7).

Vi vil leve i et samfund, hvor mennesker kan mene og tro, hvad de vil.

Paulus havde lært det af Jesus, som havde lært sine disciple, at i centrum af deres liv skulle kærligheden være. Den skulle befri dem fra at blive grebet af hadet og mismodet.

Kærligheden skulle bringe dem på klos hold af medmennesket – også af fjenden. Den skulle være den tro, der gennemsyrer hele tilværelsen med tilgivelse og medfølelse og lærer os at leve med hinanden og ikke imod hinanden.

Måtte vi have tillid til, at kærligheden er i centrum – ja, måtte vi tro det.

Peter Skov-Jakobsen
Københavns biskop

Tags: