Biskoppens tale ved landemodet

img_0985.jpg

I sin tale ved landemodet takkede biskoppen de ansatte i Københavns Stift for deres fantasifuldhed i det kirkelige arbejde. Foto: Sille Arendt
I sin tale ved landemodet takkede biskoppen de ansatte i Københavns Stift for deres fantasifuldhed i det kirkelige arbejde. Foto: Sille Arendt
Ægteskabet, kirkelukninger og forholdet mellem stat og kirke var temaerne i biskop Peter Skov-Jakobsens tale ved landemodet i Københavns Stift den 9. oktober 2013
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

I år skal vi tale om vielsen. Det er en af de kirkelige handlinger, vi har talt mest om de sidste par år. Mange mennesker ville sikkert have undret sig, hvis man havde spurgt dem, om hvad der er vigtigt og så få svaret: Vielse.

For et par år siden indførte vi vielsen af par af samme køn. Det har været en naturlig udvikling i et senmoderne samfund, hvor vielsens betydning naturligvis har forandret sig. Det er ikke mange år siden, at parret ved vielsen erhvervede sig rettigheder, som det ikke tidligere havde haft.

Først og fremmest var der rettighederne til at have hinanden og nyde hinanden, altså at fejre kroppen og ånden og nyde det seksuelle fællesskab. Men der var også alle de andre rettigheder og muligheder: stifte hjem, formuefællesskab, stifte familie. Engang sikrede ægteskabet alle disse muligheder.

Det var stedet, hvor børnene blev skabt, født og opdraget. Ægteskabet var stedet, hvor man værnede hinanden og gjorde livet muligt for hinanden; ægteskabet var formen, der sikrede sammenhæng. Det var ikke bare en kontrakt. Det var en forpligtelse, livslangt og en grundlæggende form.

Ægteskabets grundessens var menneskehedens forøgelse. Det ville være forkert at sige, at alt det, jeg har nævnt nu ikke gælder mere, for det er alle disse ting, der gør, at ægteskabet og vielsen stadig er vigtige. Det er et grundelement i vores måde at være mennesker på og bygge samfund på.

Ny virkelighed

Men alting har forrykket sig, for tiden er blevet en anden. Den er heldigvis blevet en anden. Der er sket meget mere,  end vi tror.

Til tider var det voldsomme forandringer, og til andre tider ganske små forandringer, der gør, at nu er vi et helt andet sted. Den enorme forandring af kønnenes forhold til hinanden har betydet meget.

Tiden er blevet en anden. Den er heldigvis blevet en anden

I 1915 får Ingrid Jespersens skole på Østerbro lov til at give piger studentereksamen - 1915!!! I begyndelsen af det 20. århundrede forandres tilspørgslen til kvinden: Vil du elske og ære?
Det var ikke længere rimeligt at spørge: "Elske, ære og adlyde". Det gav simpelthen ikke mening, for kvinden var blevet et juridisk subjekt.

Fra den dag, hvor kvinden går fra at være undersåt til at være borger, går det ligeså stærkt, som da hele befolkningen gik fra at være majestætens undersåt til at være borger i et demokratisk samfund.

Selvfølgelig betyder den seksuelle frigørelse og præventionen også noget. Vi lever i et samfund, hvor præsten hele tiden løber ind i et samliv, der er dybt forandret i forhold til, hvad der blev tænkt for blot 100 år siden.

De mennesker, der vil vies, har allerede etableret sig. De er ofte allerede i et formuefællesskab. Slet ikke så få har børn. Ikke så få har ikke bare været forelsket i et andet menneske, men har allerede været i forpligtende fællesskab med en anden og har boet sammen, og har derfor også prøvet det smertelige brud, inden de kommer til vielsen. Det er denne virkelighed, vi er kirke i.

Jeg tror, at den vanskeligste vielse, jeg nogensinde har haft var en 23-årig kvinde og en 24-årig mand. Begge havde de godt arbejde. De var allerede etablerede, for i de to år de havde boet sammen, havde deres fælles hjem været et hus, som de havde erhvervet ved at lægge deres opsparing sammen.

Det mærkelige bestod i at møde op med en fuldkommen velforberedthed, som kunne have været mine forældres (og så alligevel ikke!). Livet føjede sig smukt for dem, og nu ville de altså have denne fest med på vejen, og det skulle nok helst være en fest for (ikke for meget) Gud, dyd, følelse.

Det er en af de vanskeligste samtaler, jeg nogensinde har haft. Ikke fordi de ikke var venlige, for det var de. Ikke fordi de var umenneskelige, for det var de ikke. Ikke fordi de var overfladiske, for det var de slet ikke - alt var gennemtænkt.

Men vi delte nok ikke tilværelse, og de viste sig at være et helt andet sted end alle de andre brudefolk, jeg har talt med. Disse mennesker var vist aldrig væltet med nogen cykel. Jeg tror heller ikke at de havde prøvet at bunden var gået ud af en nettopose. De levede uden en skramme, og jeg mærkede, hvordan man næsten ikke turde tale om det, som vi andre kender som livet, for det ville have ødelagt deres dag, deres oplevelse. De var helt anderledes end alle de andre.

De store billeder

Når vi i dag skal tale om vielsen, er jeg sikker på, at Mogens Lindhardt har ret i, at vi må begynde med de store billeder: følgeskab, forsoning, skabelse og vi må tage det dybt alvorligt, at selv om alting har forrykket sig, så kommer parret stadig og vil ses, som dem der er indviklede i hinandens liv og som vil tænkes sammen af os andre.

Jeg indrømmer gerne, at da jeg i 1998 igen blev en del af landkrabbesiden af Københavns stift, at da blev vielsessamtalerne en redningsplanke. Jeg kom fra en kultur i sømandskirken, hvor præster nok holdt gudstjeneste; men vores identitet som præster var slet ikke knyttet til kirkelige handlinger. Identiteten var derimod knyttet til samtalen. Det var dér, jeg var vant til at finde meningsfuldhed og arbejde som teolog og præst.

Jeg indrømmer gerne at jeg havde brug for det hele: hele den akademiske uddannelse; hele den pastorale indsigt. Det var et privilegium at være præst og teolog midt på de andres arbejdsplads og midt i deres liv. Det var ikke bare mig og mine ritualer, der satte dagsordenen; men det var det menneske, jeg talte med, der i høj grad satte dagsordenen - eller rettere sagt, vi satte alle dagsorden for vi mødte op i den samme tilværelse med vores længsler, drømme, forventninger, problemer og angst.

I vielsessamtalerne fandt jeg den livsorden igen. Når man havde talt om ritualet, var det tid at sætte ord på tilværelsen og prøve at trække vores fælles virkelighed ind foran alteret og turde sige noget, der forhåbentlig stod til troende.

Et særligt sprog

For mig at se er det vigtigt, at vielsessamtalen afspejles i talen, der holdes i kirken. Det er præstens måde at male de enkelte liv ind i den evangeliske sammenhæng, og det er menighedens måde at høre det på, at vi nu ikke bare bliver hevet ud af tilværelsen og placeret i en tidslomme, for de kender de liv, præsten nu står og taler om, til og med. Der opstår på den måde troværdighed til alle sider.

Vielsessamtalen finder jeg yderligere interessant, fordi præsten i den kan være med til at føde sprog. Dengang om bord på skibene lagde jeg ofte mærke til, at det sprog der blev brugt, når man talte med mig, var meget anderledes end det, der tales når agent, skibshandler, reder, montører osv. færdes om bord. Der opstår et andet sprog – og det gør der også, når man taler med præsten.

Sproget forlader sit kliniske og beskrivende udgangspunkt og bliver menneskesprog. Det er jo ikke kun en kontrakt, der skal indgås. Det er ikke bare en aftale. Der er meget mere på spil. Ikke så sjældent er der hele hengivenheden på spil. Den tredje person udfordrer simpelthen viljen til at få parret til at finde ordene og følelserne, der beskriver netop dem.
Ikke så sjældent har jeg faktisk fundet vielser og samtalerne forinden væsentlig mere bevægende end begravelserne og de samtaler.

Man er virkelig i farligt sprog-farvand, når man skal udtale sig om fremtiden – men man mærker også, at der er mennesker der vil sige noget om, at lige meget hvilken sø, der kommer, så skal der sejles i den.

Jeg synes aldrig fristelsen til det sentimentale og det romantiske har ligget nær. Mange unge par kommer fra en baggrund, hvor der er doblet op. De ved godt, at vores moderne måde at leve på er kompliceret. De møder ikke op med fordømmelser og vrede, men med en stor bevidsthed om, at familiemønstre er mange og forskellige.

Men alvoren er ikke fjernet fra sindet, og derfor synes jeg, at den pastorale udfordring er, at man tør være til stede midt i denne virkelighed, tør omtale den, forstå den og lade glæde og forventning bryde ud i livet, som det nu er.

Man skal stadigvæk turde tale om det evige, selv om man lever i en verden, hvor det er mange menneskers oplevelse, at evig er kun skilsmissen. Mennesker har ret til at blive taget alvorligt af præsten. Et eller andet sted i verden har man også ret til at fortælle om sig selv, som man allerhelst vil ses. Det er et privilegium at gøre tjeneste som præst i sådan en sammenhæng.

Vi skal turde tale store ord – men det må ikke blot blive til varme ord, og derfor er det en god selvkritik for præsten at bære med sig, at det man sige ved en vielse skal kunne høres af ens ægtefælle og børn – og det hver eneste gang!

Det flyder med ægteskaber i vores tilværelse. Der er ægteskaber mellem kvinder og mænd, mellem kvinde og kvinde, mand og mand. Der er ægteskabet mellem Kristus og kirken og når de verdslige gerne vil ind og have fat i de billeder, så er det måske at nogen af os begynder at synes, at det stakkels menneske bliver noget overbelastet. Der er også ægteskabet mellem kirken og staten.

Staten har altid brug for at blive mindet om, at den kan blive selvretfærdig og mægtig i egen opfattelse

Da vi for nogle år siden diskuterede om alle ægteskaber var ægteskaber eller om nogle kun var partnerskaber, gjorde jeg mig til talsmand for at statens og kirkens forhold måtte betegnes som et partnerskab. Det er et praktisk formuefællesskab.

Jeg er lidt gammeldags, og derfor synes jeg også, at når staten vil have kirken og kristendommen nævnt i grundloven, så må det være fordi, man lever med én eller anden bevidsthed om, at staten bør have en kirke knyttet tæt til sig, for at blive fastholdt på, at der findes en tro, et håb en kærlighed, en retfærdighed, en visdom, et mod og en styrke som taler livets sag, og som er et fælles grundlag.

Staten har altid brug for at blive mindet om, at den kan blive selvretfærdig og mægtig i egen opfattelse. Det skete så ofte i det 20. århundrede og mennesker kom til at lide frygteligt under disse stater.

Svære beslutninger

Men jeg indrømmer, at der nok ikke er så mange der tænker sådan mere. Inderligheden er gået ud af forholdet og derfor er partnerskab egentlig et godt begreb.

Vi har i mange år drøftet vores struktur i Københavns stift. Det har været vanskeligt og i mange år kom vi ikke ud af stedet. Ved årtusindskiftet var det som om, der skete et skift. Nu var det tydeligt, at vi ikke kunne opretholde kirken, som vi havde kendt den i mange år. Vi kunne ikke blive ved med at rive historien op foran øjnene og genskabe den. Vi indså det og vi bevægede os – også mod den svære beslutning.

Vi var heller ikke bange for at tage ansvar; men vi fik ikke lov i det omfang, vi havde ønsket dette. Vi havde forberedt os til en af de vanskeligste opgaver, der findes, og vi havde gjort det, som man havde foreskrevet og forberedt os på. I kender alle resultatet!

Man kan altid diskutere kriterier og tal. I den moderne verden skal man altid kunne påvise og godtgøre ved tal og beregninger. Det er, som om det eneste, der ikke duer er ”skøn”.
Hvorfor må man ikke skønne? Vi har vist ladet os bilde ind, at skøn ofte er subjektive.

Hvor meget vejer en vielse i forhold til en gudstjeneste, i forhold til en dåb, i forhold til et ældremøde, i forhold til babysalmesang?

Det skulle jeg hilse at sige, at tal også er. Hvor meget vejer en vielse i forhold til en gudstjeneste, i forhold til en dåb, i forhold til et ældremøde, i forhold til babysalmesang? ”Hos os yder vi så rigeligt til kirkeskatten og vi får mere ind, end der bliver brugt i kirken”, har man hørt folk sige. Så var vi nogle, der dristede os til at spørge, hvorfor der så ikke var tilstrækkeligt kirkeliv, og om befolkningen måske ikke tillod sig at få noget for pengene i en anden kirke end der hvor de boede?

Det sidste finurlige tal, jeg har set, havde regnet ud, at det slet ikke var så galt, at vi er 58,7 % der er medlemmer af folkekirken i Københavns kommune. Vi kan ånde lettet op, for hvis vi tager alle dem ud af tallet, der er muslimer og er af anden kristen konfession, så er vi stadig et betragteligt antal medlemmer af folkekirken.

Ja, og så er alt jo godt – især fordi vi har kirker nok. Når vi nu har det, så kan folk jo rejse derhen, hvor kirken er og allerede har været i årtier. Jeg er glad for at denne stads overborgmester tænker anderledes. Han udtalte om det nye kvarter i Sydhavn, at selvfølgelig skulle der være en kirke, for det skal der være i en bydel. Noget skal jo konstituere bydelen, holde sammen på den, være kendetegnende for den.

Tænk sig, hvis kirke kun var noget, man skulle hente, dér hvor det altid havde været! Tænk, hvis de fra 1860–1960 bare havde sagt: hvis I vil i kirke, så tag på landet!

Vi må knokle videre. I den forbindelse vil jeg gerne takke menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd, præster, provster, sognemedhjælpere, organister og alle andre ansatte fordi der udvises fantasifuldhed i Københavns stift. Her arbejder vi med en høj bevidsthed om, at hvis kirken ikke tager fat og underviser bedre, holder gudstjeneste på mange måder, engagerer sig i lokalliv og socialliv og udnytter sine kulturelle muligheder, så gør vi os selv tavse.

Tak fordi I ikke er sure over, at mennesker til tider synes, at der er langt hen til kirken. Tak fordi I så kommer mennesker i møde. Tak fordi I med forstand, hjertelighed og de bare næver lader fortællingen komme tæt, når I fejrer gudstjeneste, holder begravelse, vielse, underviser, synger med babyer, holder højskoler, og strækker en hjælpende hånd mod et menneske, der har brug for det.

Tænk hvis de fra 1860 – 1960 bare havde sagt: hvis I vil i kirke, så tag på landet!

Nikodemus-kristne

I Vor Frue Kirke kaldte jeg os Nikodemus-kristne. Ganske enkelt fordi jeg er fascineret af det menneske. Desuden tror jeg at vi lever i en tidsalder, hvor vi bør lægge os Nikodemus på sinde. Niels Grønkjær har lært mig, at Nikodemus var ”et menneske” og derefter, at han var rådsherre, farisæer, jøde.

Han var én af dem, der ikke var besat af skråsikkerhed og selvoptagethed. Han kom om natten – mørkets og stilhedens tidspunkt. Om natten kan ordene klinge af, uden at man bliver afbrudt af hidsige gemytter.

Jeg tror, at han vidste, at det var det menneskelige han skulle genfødes til at være. Han vidste at det ikke nyttede at råbe højere, hvis argumentet var svagt. Han anede at ved Ånden ville det blive klart for os alle at mennesket lever af Gud, med Gud og til Gud – altså hvis det tør være menneskeligt.

Vi møder Nikodemus tre gange. Første gang ved nattetide. Anden gang da de dømmer Jesus, og han spørger, hvad retsgrundlaget egentlig er og bliver truet til tavshed. Tredje gang står han der med olie og myrra og vil vise omsorg over for det det døde legeme.

Nikodemus – han har sansen for det menneskelige. Han er ikke fyldt med sig selv. Han kender sårbarheden, kender barmhjertigheden og han tør lytte i natten. Han tør færdes, hvor der er mørkt. Han tør være der, hvor man tager døde ned af korset og trøster efterlevende.

Han tør antyde det over for menneskene, at der er noget, de ikke har hals- og håndsret over og det er Gud, men ved Ånden kan vi genfødes til det menneskelige. Jeg håber, at vi tør lade os inspirere af Nikodemus. Verden ville ikke være ilde stedt med en kirke, der bærer ham i hjertet.

Tags: