Boguddrag: På en måde skal vi dø

lotte_blicher_moerk_foto_simon_knudsen.jpg

Præst på Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk. Foto: Simon Knudsen
Præst på Rigshospitalet Lotte Blicher Mørk. Foto: Simon Knudsen
Som præst på Rigshospitalet er Lotte Blicher Mørk hver dag meget tæt på både liv og død. I en ny bog giver hun fortællinger om nogle af de mennesker hun har mødt. Stærke historier om forsoning, kærlighed og taknemmelighed. Læs et uddrag her

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

»Jeg bliver ikke dus med døden. Den giver ingen mening, fordi jeg elsker livet. Jeg kan blive så irriteret over vor tids pres om, at man skal tale om alt, skal forholde sig til
alt. Hvorfor? Så vi kan bilde os selv ind, at vi har lidt mere styr på det hele?«

Sådan skriver Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst på Rigshospitalet, i en ny bog, På en måde skal vi dø, der bærer undertitlen Fortællinger om livet og udkommer onsdag den 24. august 2016 på forlaget Gyldendal.

Hun siger, at det ikke er døden, der er tidens største tabu, men derimod den fiasko, som afmagten føles som, afmagten over, at døden ikke kan fikses. Og hun peger på, at der – ligesom der findes Førstehjælp – burde findes Sidstehjælp, når den magtesløshed pludselig står lige for, hos os selv eller hos nogen, vi står nær.

»Magtesløsheden er et vilkår, og ofte kan der ikke findes en mening med den. Men man kan måske finde en mening i den. I magtesløsheden er vi alle lige ‒ lige menneskelige«, lyder det fra Lotte Blicher Mørk.

Fortællinger om forsoning, kærlighed og taknemmelighed

På en måde skal vi dø består af en prolog og en epilog og fire kapitler med overskrifterne Forsoning, Kærlighed, Taknemmelighed og Hengivenhed.

I hvert kapitel fremlægger Lotte Blicher Mørk fortællinger om mennesker, hun har mødt i sit arbejde, der har erkendt, at de skal dø, og om familiemedlemmer, hun har talt med, som har stået foran at skulle miste. Hun fortæller om den dødssyge, unge mand med byens bedste udsigt på 16. etage, om den 91-årige med det fuldbyrdede liv bag sig, om den kræftsyge småbørnsmoders kamp for at acceptere sin situation, og hun fortæller om den kærlighed, som forældrene til en dødfødt pige kan udstråle, og som binder døtrene og hustruen i et fælleskab til den døende far og ægtemand.

Og hun peger på de påmindelser om at stoppe op, lave et hul til fordybelsen og få gjort status, som mange af  af patienterne på Rigshospitalet ville ønske, de havde lyttet til, før det var for sent.

Herunder kan du læse kapitlet Forsoning fra bogen, som du finder mere info om nederst på siden.

FORSONING

af Lotte Blicher Mørk

For første gang i lang tid havde jeg svært ved at holde tårerne tilbage, da jeg kørte hjem denne aften. Jeg havde haft en af de dage, der aldrig helt kan blive hverdag. Jeg havde kigget ind i to menneskers øjne, hvis liv ville rinde ud måske indenfor det næste døgn, jeg havde døbt et lille, for tidligt født barn på 640 gram og været på det intensive brandsårsafsnit for at besøge den unge pige, der ikke igen ville møde sit gamle ansigt i spejlet.

Jeg havde pakket alle mine sager, lukket computeren, tjekket telefonsvareren på samtlige kontorer for at sikre mig, at der ikke lå noget akut, og stod ude ved min cykel, da telefonen ringede. I det mindste var jeg ikke kørt hjem. Det var fra et af de almene intensivafsnit. Det drejede sig om en ældre mand, der ønskede besøg af en præst. Jeg spurgte lidt udkørt, om det kunne vente til dagen efter. Det kunne det muligvis godt. Så kom jeg i tanke om den række af aftaler, der allerede prydede kalenderen for næste dag, og besluttede mig for at lade arbejdsdagen ende på intensiv.

***

Da jeg kom derop, blev jeg taget imod af den sygeplejerske, der passede den ældre mand. Han havde selv bedt om, at der kom en præst. Manden var 91 år og havde en svær lungebetændelse, som helt klart ville blive årsagen til hans død. Han var intuberet, fordi han ikke selv kunne trække vejret. Det er altid en udfordring at tale med mennesker, der er intuberet, fordi de har et rør placeret i halsen og trækker vejret via en respirator. Det kan være så vanskeligt at forstå, hvad de gerne vil udtrykke, selvom de mimer det. Omvendt må det være meget frustrerende at være den, der ikke kan tale. At være helt klar i hovedet, men ikke kunne sige eller udtrykke alt, hvad hjertet er fuldt af. Nogle gange er der patienter, der er i stand til at skrive, og andre gange er deres sygeplejersker så dygtige til at forstå, hvad patienten ønsker at udtrykke, at de kan agere som tolke. Her var den gamle mand for afkræftet til at skrive, fik jeg at vide, så jeg skulle på bedste vis prøve at forstå, hvad han ville mig, for sygeplejersken vidste det ikke, som hun sagde. Helt naturligt begyndte hun at fortælle om mandens sygdomsforløb, men jeg stoppede hende. Jeg ville hellere gå derind uden  for megen viden. Jeg ville hellere møde manden, før jeg mødte sygdommen.

Nu gik vi sammen ind på stuen. Ovre ved vinduet lå en anden patient, hvor både en læge og en sygeplejerske var i gang med at ordne noget. Jeg prøvede at fokusere på den gamle mand. Det første, jeg lagde mærke til, var, at han fyldte hele sengens længde fra top til bund, men at han var meget tynd. Tænkte straks på, at han engang måtte have været en stor mand. Der var helt tomt på hans sengebord. Ikke så meget som en tandbørste, en buket eller en avis. Mine tanker blev afbrudt af respiratorens konstante, mekaniske arbejde. Han lå med hele kroppen dækket af dynen. Sygeplejersken præsenterede mig og gik så ud af stuen igen. Jeg stillede mig helt tæt på sengen, så jeg kunne se ham ind i øjnene, mens jeg fortalte ham, at det var mig, der var præst. Han nikkede.

»Tak fordi du kom,« mimede han. »Du bad om at tale med en præst,« sagde jeg. Han fortsatte besværet med at mime: »Jeg har haft et langt liv. Det har været godt, rigtig godt, og så har det til tider været virkelig hårdt. Lige sådan, det skulle være. Nu skal livet slutte. Jeg er taknemmelig, og jeg har brug for, at du beder en bøn og siger tak på mine vegne. Det er, som om mine egne ord ikke rækker mere.«

Døden skal have lov til at forblive et tabu i den forstand, at vi altid vil stå afmægtige over for den.

Mit hjerte slog hårdt. Jeg fik en klump i halsen. Den gamle mand skulle dø. Forhåbentlig ikke alene, tænkte jeg, uden overhovedet at vide noget om, hvem han havde i sit liv. Det kunne jo sagtens være, at han havde en stor familie, der kom hver dag. Men noget i mig sagde, at det havde han ikke. Han var i ro med sin situation. Forsonet. Det var næsten ikke til at holde den afklarethed ud. Var det virkelig så enkelt at skulle herfra? Så meningsfuldt? Nok var han gammel, men alligevel.

Jeg bad en bøn. Det var ikke svært at finde ordene, for dem havde han selv givet mig.Taknemmelighed og forsoning. Tilsagn om fred. Tak for livet med alt, hvad det havde indeholdt. Livet, på trods af døden. Jeg var så optaget af hans ord om, at hans liv havde været godt, og at det også havde været hårdt. Hans blik overbeviste mig om, at han havde haft sit at kæmpe med.

Da jeg havde bedt bønnen, læste jeg en salme højt for ham. Sorrig og glæde de vandre til hobe. Det er en af de bedste salmer i Salmebogen, fordi den beskriver livets vilkår; sorg og glæde, lykke og ulykke, medgang og modgang, solskin og skyer. Jeg bliver altid berørt, når jeg hører den. Rammes på den ene side af, at det hele synes så håbløst, fordi vi i sidste ende ingen kontrol har over livet, men samtidig også af en forløsende følelse af, at det hele nok skal gå, på trods af at vi alle ved, hvor livet ender. Og jeg bliver berørt af, at der ikke findes et eneste liv, der kun er fyldt med glæde. Og det var dét, den gamle mand udtrykte. Han havde forsonet sig med, at livet ikke er et enten-eller, men et både-og. Meget kan vi gøre, men i sidste ende må vi overgive eller hengive os til, at vi ikke magter mere. Hvor menneskeligt.

Til sidst spurgte jeg, om jeg skulle lyse velsignelsen over ham. Han nikkede svagt og spurgte, om jeg ville gøre det med min hånd på hans hoved. Det gjorde jeg. Jeg sad lidt uden at sige noget. Han havde lukkede øjne. Han så fredfyldt ud. Det ville være smukt, hvis jeg kunne sige, at han uden tvivl følte sig mere fredfyldt nu, hvor jeg havde bedt en bøn. Men det tror jeg ikke var tilfældet. Han så allerede fredfyldt ud, da jeg kom ind. Det var såmænd nok bare dét, bønnen var med til at understrege. Den endelige forsoning med, at livet havde budt på både godt og skidt. Ikke nødvendigvis en accept, men forsoningen med, at alt var ok på trods. Jeg lagde ganske kort min hånd på hans og sagde farvel. Han nikkede og sagde tak.

***

Hvorfor blev jeg så berørt af mit møde med den gamle mand? Der var jo netop ikke noget at græde over. Han havde haft et langt liv i modsætning til mange af dem, jeg ellers møder på hospitalet. Han var afklaret. Jeg ved godt, at der ikke findes et enkelt svar på det spørgsmål. Der er så mange faktorer, der spiller ind, som både handler om mig og mødet. Fordi det er hjertet, der taler. Ikke forstanden. Berørtheden kunne kun komme ud af den intensitet, der var i mødet. I mødet med magtesløsheden. Og freden på trods af den. Han blev billedet på, at det hele nok skal gå, selvom livet rinder ud, og at alt ikke altid er så let. På, at det er muligt at forsone sig med det. At et levet liv både har været godt og svært.

Et af versene fra salmen, jeg læste for ham, lyder;

Alle ting har sin foranderlig lykke, alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit, stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.

Det, han fik mig til at indse, uden at sige det, var, at vi ikke kan kræve af os selv, at livet bare skal have været entydigt godt, når vi ligger på dødslejet. Alt det vanskelige i vores liv forpurrer ikke muligheden for det gode. Det er ikke dét, der afgør, hvad der betyder noget i sidste ende. Vilkåret er, at det går op og ned, og går an alligevel, og dét gav så meget mening den dag ved den gamle mands seng. Det var dét, der rørte mig.

Der kan være langt imellem møderne med dem, der er afklarede som den gamle mand. Afklaret og forsonet med livets paradokser.

Vi bærer hver især rundt på vores historie. Alle har sit, som salmen siger ‒ intet liv er kun lykke. Jeg sender den ofte en tanke. Det er ikke svært at bære rundt på det gode. Det er det tunge, sorgen, der er svær at have som følgesvend. Sådan skal det ikke være til evig tid, lyder salmen videre. Når vi dør, forsvinder den, Himlen alene for sorgen er kvit.

Jeg cyklede hjem i styrtende regnvejr. I en følelse af lettelse over, at man kan forsone sig med at leve under livets vilkår. Sorrig og glæde de vandre til hobe.

***

Døden

Jeg tænker tit på, at jeg ønsker at blive gammel. Mini- mum 91 år. Det tror jeg ikke, at jeg er ene om. Det er vel sådan, mange tænker. At vi skal blive gamle og så dø. Måske er det den eneste måde, hvorpå vi kan forsone os med og holde ud at tænke på døden. At den først kommer, når vi alligevel er gamle, har tabt gejsten og er mætte af dage – uden at vi helt kan forestille os, at vi nogensinde kan blive mætte af dage og klar til døden.

»Det er så tabubelagt at tale om døden ‒ og jeg forstår det slet ikke, for vi skal jo alle dø,« har jeg hørt mange sige, når døden er til debat. Vi kalder den vor tids tabu. Ingen taler om den, siger vi – den kan tage gnisten ud af enhver samtale. Alle ved det. Alle skal det. Ingen taler om det. Jeg har lagt mærke til, hvordan både medier og flere store fremtrædende organisationer taler om, at det er så mærkeligt, at det bliver ved med at være så svært for folk at tale om døden. »Det skal vi løse,« lyder det. Så der laves »Dødscaféer«, »Byd døden indenfor«-kampagner og selv Facebook er med; »Bliv ven med døden«.

Men jeg forstår det faktisk godt. Døden, vores fælles vilkår, det store paradoks ... det ubegribelige, fjenden. I hvert fald, hvis du har livet kært. Døden ‒ tabet af livet – vi ved selvfølgelig, at vi ikke kan undgå den. Vi skal dø. Uden at vide hvordan eller hvornår. Derfor er det vel heller ikke så underligt, at vi holder tanken på afstand. Der er så meget uvished og magtesløshed forbundet med den, og derfor er den så vanskelig at tale om og forholde sig til. Det er tungt og svært, vi kan ikke gøre noget ved det – de fleste har det bedst med at undgå emnet.

Jeg tror ikke, vi skal kræve af os selv at blive dus med døden. For hvor meget skal vi være i kontakt med døden, lade døden optage os i livet? Nok er den sikker, men den er også vores fjende, hvis vi elsker livet. Den minder os om, at lige meget, hvad vi gør, hvor mange penge vi har, hvor mange anerkendelser og hvor meget status og succes vi har her i livet, så vil det i sidste ende være sådan, at vi intet kan gøre. Intet under, at vi aldrig bliver dus med døden. I forhold til døden er der ingen succesrate. Der er 100 % dødelighed. Det er vel samtidig dét, der er så vanskeligt for os mennesker, der så gerne vil magte alt. Døden er vilkåret.

Så nej tak siger jeg til at normalisere døden. Den giver ingen mening, fordi jeg elsker livet. Jeg kan blive så irriteret over vor tids pres om, at man skal tale om alt, skal forholde sig til alt. Hvorfor? Så vi kan bilde os selv ind, at vi har lidt mere styr på det hele? At det giver mening? Døden kan ikke aftabuiseres – forstået på den måde, at den ikke kan bringes til at blive noget, vi kan bilde os selv ind, at vi har kontrol over. Vi får ikke magten over den, ligegyldigt hvor meget vi taler om den, finder forklaringer eller forholder os til den. Og den giver ingen mening, når man elsker livet.

Alt det vanskelige i vores liv forpurrer ikke muligheden for det gode. Det er ikke dét, der afgør, hvad der betyder noget i sidste ende.

Til gengæld taler jeg gerne om den. Jeg har stor respekt for, at det i visse sammenhænge giver god mening at tale om døden og forholde sig til den. Nogle af de mennesker, jeg møder på Riget, har en klar fornem melse af, at de skal dø. Hvad de kommer til at dø af. Og de ved måske også, at det bliver indenfor en kort tid, men helt hvornår og hvordan det vil forløbe, og ikke mindst hvordan det vil føles, er dem uvist. Jeg møder mennesker, der gerne vil tale om døden. Måske vælger de mig, fordi de ved, jeg beskæftiger mig indgående med den, og måske tænker de, at jeg har om ikke en løsning, så et trøstende ord eller en forståelse. Og jeg taler gerne om den, både når den er langt væk og tæt på.

Det kan også give god mening at lave generel oplysning om døden og ikke mindst, hvad man skal stille op, hvis den pludselig står lige for, hos os selv eller hos nogen, vi står nær, på grund af for eksempel sygdom. Sidstehjælp, ganske på samme måde som man har Førstehjælp.

Men jeg tror ikke på, at man bliver dus med døden, eller at den kan bringes på en formel, hvor man synes, at man har magt over den. Forsoning med døden er ikke, at man kan tale sig til at blive dus med den, eller at vi kan normalisere den. Døden skal have lov til at forblive et tabu i den forstand, at vi altid vil stå afmægtige over for den.

Men vi kan bruge billedet af forsoning til at erkende, at livet indeholder både lys og mørke. Døden er et vilkår ‒ som i fortællingerne om den unge mand på 16. sal og den gamle 91-årige. De havde erkendt, at døden ville komme inden længe, men det betød ikke, at det var den, der gav mening. Det var alt det andet, der gjorde det. Dét, der havde med livet at gøre. Det levede liv. Det var dét, der gav fred og plads til forsoning.

Læs også: Hospitalspræster på Riget åbner gæstebogen

På en måde skal vi dø - Fortællinger om livet

Skrevet af Lotte Blicher Mørk
Udkommer den 24. august 2016 på Gyldendal
128 sider
199,95 kr. (vejl.)

Læs mere om bogen og forfatteren her

Tags: