Fotos: Så er der serveret!

En kort gudstjeneste på børnenes præmisser og et veldækket bord med god mad er ingredienserne, når Taksigelsekirken inviterer til sine succesfulde spaghettigudstjenester
af Sille Arendt

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Den er en af folkekirkens helt store succeser: Spaghettigudstjenesten, hvor børn og voksne på en hverdag fejrer en lille gudstjeneste sammen på de mindstes præmisser og slutter af med at spise og hygge sig i fællesskab. 

Sådan er det også i Taksigelseskirken på Østerbro, som er en af de mange københavnske kirker, der inviterer små og store børn til at tage deres fædre, mødre, bedsteforældre eller andre voksne med en tur i kirke for at spise sammen.

Når kirken tæt på Vibenhus Runddel den første torsdag i måneden afholder spaghettigudstjeneste, laver  "madmor" Lene Hermann Andersen som regel en gang pasta, der skal række til 60 - 80 personer. Så mange dukker nemlig som regel op, når der bliver ringet ind til gudstjenesten, der ligger sidst på eftermiddagen. 

På den første torsdag i maj slog vi vejen forbi Taksigelseskirken for at være med til den sidste spaghettigudstjeneste inden sommerpausen. Her blev vi mødt af  en stor flok børn - og deres voksne - som i den grad fejrede gudstjeneste sammen. Lige midt i ulvetimen lykkedes det nemlig sognepræst Julie Damlund og kirkens kulturmedarbejder Mette Ulrikkeholm at få både børn og voksne til at lytte, synge og lege sig igennem en lille halv times gudstjeneste, der havde ånd som tema. Engagementet og koncentrationen var imponerende.

Også fællesspisningen ved de veldækkede borde i kirkens krypt forløb i god ro og orden i en afslappet og imødekommende atmosfære. Den kan alle interesserede opleve igen fra september måned, hvor Taksigelseskirken igen inviterer til spaghettigudstjenester. 

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Koncentrerede kirkegængere: En broget flok lytter, mens sognepræst Julie Damlund fortæller historier.

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Pia pynter på det: Pia er aktiv i livet i Taksigelseskirken og laver bordpynt til spaghettigudstjenesterne. Denne gang blev det til en hel engleskare.

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Mærk efter: Hvordan forklarer man det, man ikke rører ved? Fx ved at mærke varmen og energien fra hænder, der er meget tæt på hinanden. 

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Halløj kammerat! Ved spaghettigudstjenesterne møder både børn og voksne nye og gamle bekendtskaber.

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Action! Gudstjenesten er afveklsende. Der lyttes og synges koncentreret fra bænkene og gulvet - men undervejs kommer hele kroppen også i spil. 

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Menuændring: Spaghetti bolognese er klassikeren i Taksigelseskirken, fortæller "madmor" Lene Hermann Andersen. Men menuen kan variere, som i dag, hvor der serveres pitabrød på buffeten. 

Spaghettigudstjeneste Taksigelseskirken

Velbekomme. Snak, hygge og god mad ved at af langbordene i Taksigelseskirkens krypt.

Opskrift: Spaghetti bolognese à la Taksigelseskirken

(60 - 80 børn og voksne)

Kødsovs:

2 kg løg
5-8 fed hvidløg
6 stk courgetter/squash.
1-2 kg gulerødder
3 store dåser (a 2.5 kg) hakket flået tomater.
280 gr tomatpuré/koncentrat.
3-4 kg hakket oksekød 
800 gr cocktailpølser.
1 pakke bouillonterninger
Oregano, basilikum, salt og friskkværnet peber.

Fremgangsmåde:
Grøntsagerne renses og snittes/rives.
Løg, gulerødder og courgetter varmes ved svag varme til løgene er klare, og gulerødderne har ændret farve. Det hele tages op af gryden.
Oksekødet ristes af (i mindre portioner).
Når det er gjort kommer det hele tilbage i gryden og øvrige ingredienser (med undtagelse af cocktailpølser) tilsættes, så få det lov til at simre til serveringen (gerne over en time). Cocktailpølserne tilsættes ca 20 min før servering, da de ellers sprækker. 

5-6 kg fuldkornspasta. 

5 stk ciabattabrød. 

Grøntsagsstave af 2-3 kg gulerødder, 12-15 stk peberfrugt, 8 agurker, 6 ds majs og 6 pakker cherrytomater.

Tak for opskriften til Lene Hermann Andersen

Tags: