Fra Teheran til Tårnby

ghazelab_1187_855x485.jpg

32-årige Ghazaleh fra Iran er en af de migranter, der har fået tilknytning til folkekirken. Foto: BMF
32-årige Ghazaleh fra Iran er en af de migranter, der har fået tilknytning til folkekirken. Foto: BMF
Omkring 42 % af de migranter, der kommer til Danmark har en kristen baggrund. Mange af dem finder vej til folkekirken. Også 32-årige Ghazaleh, der oprindeligt er fra Iran og går i kirke i København. Læs hendes historie her

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Min bedstefar var kristen og kom til Iran fra Moskva. For at kunne gifte sig med min bedstemor konverterede han til islam. Men i sit hjerte forblev han kristen. Da jeg var barn, fortalte han ofte historier, som jeg senere fandt ud af var fra Det Nye Testamente. Han gav mig også en ikon af Jomfru Maria og et kors, som jeg gemte, så min mor ikke fandt det. Jeg holdt meget af min bedstefar. 

Ghazaleh

32 år og uddannet agronom. 

Opvokset i en praktiserende muslimsk familie i Iran og døbt i en husmenighed i Teheran.

Fik politisk asyl i Danmark i 2013 og er i dag fast kirkegænger i en københavnsk folkekirke.

Min mor tror meget og beder fem gange om dagen. Men jeg har altid været anderledes. Som barn havde jeg en stærk oplevelse af ikke at leve op til kravene i min religion. Jeg følte, at jeg burde være noget, jeg ikke var. Burde være bedre. Gud ville straffe mig, fordi jeg var uren.

Nogle af mine venner var kristne armeniere. I deres hjem genkendte jeg mange ting fra min bedstefar. En dag ville jeg tænde et lys i deres kirke. Men jeg blev stoppet af vagten. I Iran har alle kirker sikkerhedsvagter. Det ville give både dem og mig store problemer, hvis de lod en muslim komme ind i kirken.

Døbt i husmenighed

Jeg kom til Danmark for to år siden, fordi jeg giftede mig med en dansker. Vi blev gift i en af Københavns smukke gamle kirker. Første gang, jeg var inde i en kirke, var da vi skulle aftale vores bryllup. Dengang var jeg stadig muslim. At komme ind i det store kirkerum var en fantastisk oplevelse, der helt tog pusten fra mig. Musikken var overvældende.

Desværre holdt ægteskabet ikke, og efter et år blev vi skilt. Forinden var jeg tilbage i Iran flere gange. Gennem venner fik jeg kontakt med en husmenighed, der mødtes i private hjem. Vi kendte ikke hinandens rigtige navne, men vi læste i Bibelen og bad sammen. Synge kunne vi selvfølgelig ikke. Så ville naboerne høre os.

Jeg elsker det øjeblik, hvor vi ønsker hinanden Guds fred. Uden kirken og mine kristne venner havde jeg ikke klaret det.

Jeg var meget tiltrukket af det kristne budskab om Guds kærlighed og tilgivelse og besluttede, at jeg ville døbes. De andre advarede mig om, at jeg løb en stor risiko, men jeg følte meget stærkt, at det var det rigtige for mig. Jesus kom til mit hjerte. Kort før jeg rejste tilbage til Danmark, blev jeg døbt i hemmelighed. I mit hjerte var der både glæde og frygt. Men jeg havde stor fred i min beslutning.

Omkring samme tid fik jeg problemer med myndighederne i mit land på grund af mit ægteskab. Det er en lang og kompliceret historie, der endte med, at min far betalte mange penge for at få mig ud af landet.

Da det senere gik galt med mit ægteskab i Danmark, kunne jeg ikke rejse tilbage til Iran. Alle døre var lukkede. Derfor søgte jeg asyl.

Konfirmeret i folkekirken

I mellemtiden var jeg begyndt at komme i en folkekirke i København, hvor de oversatte til mit sprog farsi. Her var mange andre iranere og afghanere, der ligesom jeg ønskede at lære mere om den kristne tro. Vi talte samme sprog og forstod hinanden.

Efter gudstjenesten var der ekstra bibelundervisning. Det betød meget for mig, at gudstjenesten foregik i en kirkebygning og ikke hemmeligt i en stue som i Iran. Jeg ville gerne døbes igen i en rigtig kirke, men præsten sagde nej. I stedet foreslog han, at jeg blev konfirmeret. Min konfirmation blev en fantastisk dag. Nu var det helt offentligt, at jeg var Guds barn. I kirken fik jeg en masse støtte og kærlighed. De mente det virkelig, når de spurgte, hvordan jeg havde det.

Trusler på asylcenter

Det næste år boede jeg på et asylcenter i Nordjylland. Jeg var ked af at forlade min kirke i København,men som asylansøger bestemmer man ikke selv, hvor man vil bo. På centret var der nogle, der ikke kunne lide, at jeg var konverteret. De holdt øje med mig, og i løbet af den tid, jeg var der, fik jeg flere dødstrusler. Men Gud beskyttede mig.

I den lokale kirke tog de godt imod mig. De første gange var jeg den eneste iraner i kirken. Men jeg inviterede andre asylansøgere, både kristne og muslimer, så efterhånden blev vi flere. I begyndelsen var der nogle i menigheden, der fandt det forstyrrende, når vi oversatte for hinanden. Men de vænnede sig til det, og senere kom de og hentede os på asylcentret.

Efter gudstjenesten var der ofte nogen, der inviterede os hjem til frokost. Når man er udlænding, er det en stor ære at blive inviteret til at spise i et dansk hjem. Senere fortalte de
i kirken, at jeg havde været til stor inspiration for deres menighed. Jeg fik også kontakt med flere frimenigheder, hvor jeg fik venner. Når man er kristen, er man ikke alene.

Ny bog om migranters møde med folkekirken


Interviewet med Ghazaleh stammer fra udgivelsen "Med andre øjne – migranters møde med folkekirken". Den er netop blevet sendt på gaden og indeholder interviews med nydanskere, der har et forhold til folkekirken. 

"Med andre øjne" er udgivet af Tværkulturelt Center med støtte fra Den folkekirkelige Udviklingsfond og Y’s Men Region Danmark. 

Bogen koster 60,- kroner, men findes også i en gratis her PDF-version.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev døbt. Jeg var muslim i 30 år. Når jeg i dag er kristen, er det fordi jeg har fundet sandheden. Det Gamle Testamente er fyldt med profetier om Jesus. Bibelen er troværdig og en meget smuk bog. Det største for mig er Jesu ord om Guds tilgivelse. Jeg kommer fra et land, hvor hævn er udbredt. At Gud tilgiver mennesker var det, der først talte til mit hjerte.

Da jeg fik asyl, fik jeg lov at flytte tilbage til København. Foreløbig bor jeg på en slags kollegium. Men også her er der nogen, der ikke kan lide, at jeg er blevet kristen. Det er den pris, jeg betaler for min tro.

Mødes med præsten

Om søndagen hjælper jeg med at oversætte i kirken. De har også bedt mig om at synge. Jeg elsker at synge. Mange iranere har let ved at høre det kristne evangelium gennem sang, musik og fortællinger.

Jeg har stadig mange spørgsmål. Ind imellem mødes jeg med præsten alene. Han siger, at mine spørgsmål giver ham inspiration til hans prædikener. Præsten er god til at gå dybt i Bibelen. Hans prædikener har forandret mit liv.

Somme tider spørger jeg danskere, hvorfor de ikke går i kirke. Kirken er jo Guds hus. I har sandheden. I Iran søger vi efter sandheden, men kan ikke gå i kirke. Gør vi det, kan vi miste livet. I Danmark har I alt det, vi drømmer om.

Engang havde jeg mange planer for mit liv. I dag er alt anderledes. Jeg er alene i Danmark og savner min familie meget. Men Gud har givet mig en ny familie i kirken. Jeg elsker det øjeblik, hvor vi ønsker hinanden Guds fred. Uden kirken og mine kristne venner havde jeg ikke klaret det.

Ghazaleh har fortalt sin historie til Birthe Munck-Fairwood

Tags: