Kirken er rykket ud på gadeplan

liane_855x485_1.jpg

Vesterbroerne møder deres nyansatte gadepræst Liane Zimsen Dambo hvor de færdes til daglig. På cafeer, i butikker, håndboldhaller og gaderne, som her på Vesterbros Torv. Foto: Sille Arendt
Vesterbroerne møder deres nyansatte gadepræst Liane Zimsen Dambo hvor de færdes til daglig. På cafeer, i butikker, håndboldhaller og gaderne, som her på Vesterbros Torv. Foto: Sille Arendt
Liane Zimsen Dambo er nyansat gadepræst på Vesterbro, hvor hun og bydelen møder hinanden på gader, cafeer, i håndboldhaller og butikker. Hun står til rådighed for en snak. Om dagen i dag, livet og kirken, hvor hun gerne bruger vesterbroernes idéer i gudstjenesterne
af Lars Erik Frank (Presse- og kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Man skal ikke have boet lang tid på Vesterbro for at vide, at KFUKs genbrugsbutik på hjørnet af Istedgade og Skydebanegade er et af bydelens vigtige knudepunkter. Her krydser vesterbroerne hinanden, når de lige skal tjekke, om der er gode sager på bøjlerne. Eller om den æggedeler, de har savnet i flere år, er på hylden.  Det er også her de render ind i hinanden, når de afleverer tøjet, børnene er vokset fra, eller skiller sig af med samlingen af vinylplader, som de ikke orker at flytte med endnu engang. 

Det er også her, at vesterbroerne kan møde deres nye gadepræst, Liane Zimsen Dambo. Eller: mange af dem har sikkert mødt hende før, for hendes familie har rødder i kvarteret, hvor hun selv i seneste omgang har boet i 15 år. Hun er vesterbroer af den slags, man lægger mærke til. Altid klædt i struttende kjoler, en finurlig hat eller med en stor blomst i håret. 

Præsten rundt i gaderne

Men siden juli i år har Liane Zimsen Dambo altså også haft officiel titel af sogne- og gadepræst på Vesterbro. Derfor er hun en del af teamet i KFUK’s butik. For noget af det hun skal – og gerne vil – er at møde og selv blive mødt af vesterbroerne i deres daglige liv. At lytte til dem og tage i mod deres tanker, ideer, kritik af og eventuelt pæne ord om kirken.  Og livet i al almindelighed.

”Som gadepræst er det min opgave at stå til rådighed for folk. Det gør jeg så fx ved at være et sted som i genbrugsbutikken en gang om ugen. Eller ved at gå rundt i hele bydelen, hvor jeg kommer i snak med alle de andre mennesker, som også er på gaden. På en cafe, på en bænk, i en butik, hvor nu end vi  er,” fortæller Liane Zimsen Dambo om baggrunden for at størstedelen af hendes arbejde foregår ude i det offentlige rum.

Hendes arbejdsdage starter som regel med, at hun følger sine to børn i skole. Allerede uden for skolegården er der nogen, der gerne vil have en snak. Om noget menneskeligt, om noget der sker i kirkerne, om stort eller småt. 

En kaffe med åben snak

Liane Zimsen Dambo vandrer ikke rundt på må og få. ”Hvileløs er det sidste en gadepræst må være,” pointerer hun.

I stedet sætter hun sig et mål. Fx at gå efter en kaffe på Kaffeplantagen på Enghave Plads eller på gaden ved Sort Vinyl & Kaffe i Skydebanegade. Også her falder hun i snak med folk:

”Her sidder der tit mennesker, som er i gang med deres liv. Hele mit liv og nu som præst har jeg larmet meget når jeg kommer rundt: Jeg smiler, snakker, taler til folk uden grund og lægger alene med min påklædning op til, at man også gerne må kommentere mig. Så er der ikke langt til at komme i gang med en samtale. Men det handler selvfølgelig om at kende grænserne, og vide om man overhovedet kan skubbe lidt til dem. Jeg skal jo ikke træde på folk,” understreger Liane Zimsen Dambo, der også oplever, at samtalerne opstår i Superbrugsen, til et håndboldstævne eller ved et busstoppested.

Hvad kan kirken egentlig? 

Liane Zimsen Dambo refererer selvfølgelig ikke konkret fra de mange møder med mennesker, hun har. Men overordnet spænder de fra et hurtigt ”hej hvordan går det” til samtaler af meget eksistentiel karakter. Og mange af dem handler også om kirken.  

Nogle vil bare vide, hvad der sker.  Her sender hun de interesserede videre ud i Vesterbro Sogns kirker. Måske til en skumringsgudstjeneste i Kristkirken på Enghave Plads eller jazz i Eliaskirken på Vesterbro Torv - alt efter hvad folk efterspørger. Mange bliver faktisk overrasket over mulighederne i bydelens kirker.

Andre har undrende spørgsmål eller kritik af kirken. Dem lytter hun også til. Men hun udfordrer og opfordrer dem også til at komme med ideer og engagere sig i kirken. Blandt andet ved at inddrage dem i nye måder at lave gudstjenester på, hvis de føler sig fuldstændigt fremmede i forhold til den måde en traditionel højmesse forløber på. 

”Jeg lytter til kritikken, og den interesserer mig. Men jeg lægger stor vægt på at fortælle, er at det sådan set ikke er kirken, men de mennesker, der kommer i kirken, der laver kirke. En af mine kæpheste er, at man skal vide noget om det, man kritiserer og prøve at være med til at gøre noget andet.”

Gade og kirke krydser hinanden

Det meste af Liane Zimsen Dambos arbejde er på grund af det gode sommervejr indtil videre mest er foregået på gaden. Men nu rykker hun mere indendørs med det øvrige Vesterbro. Og her vil hun omsætte nogle af de ideer og samarbejder, hun har fået i stand i mødet med folk i gaderne. 

Ni kirker i samme sogn

Siden 2012 har Vesterbro Sogn bestået af alle kirkerne på Vesterbro. 8 sogne med ni kirker, som omfatter hele Vesterbro og Bavnehøjkvarteret.

Allerede inden sin ansættelse som sognepræst, var Liane en af kræfterne bag de såkaldte laboratorie-gudstjenester, der sidste år fandt sted i Kristkirken på Enghave Plads. Her har folk fra gaden, som ikke er vant til at bruge kirken været med til at forme gudstjenesten – fx med alt fra musikalske bidrag til boller til kirkekaffen eller ved at stille spørgsmål og kommentere undervejs. De gudstjenester fortsætter hun med:

”Liturgien er skrabet, men på mange måder kan laboratoriegudstjenesterne minde om en almindelig højmesse. Men de kan også ændre form, fordi alle på en eller anden måde er med til at skabe gudstjenesten, også gennem deres humør og stemning.”

Det jeg kan lide er, at kirke pludseligt bliver til noget, mange ser og tager stilling til. Et sted, man ikke går forbi, men kommer til at tænke over. 

Hun planlægger også en række pop-op gudstjenester. Her vil hun uanmeldt stille sig op og holde en ultrakort prædiken på gaden. Hun er også ved at forberede det, hun kalder spontan-prædikener. Her vil hun samle ord ind fra folk, som hun så skal have med i sin improviserede prædiken, hvor folk så kan byde ind med flere ord undervejs. De kan foregå i en butik, på et galleri eller en bar.

De former for gudstjenester glæder Liane Zimsen Dambo sig til, også selvom der ifølge hende selv er risiko for at ”falde på den flade røv:” 

”Det jeg virkelig godt kan lide er, at kirke pludseligt bliver til noget, mange flere ser og tager stilling til. Et sted, man ikke går forbi, men kommer til at tænke over, uanset hvad ens holdning er. Jeg oplever faktisk en stor interesse for kirken blandt andet fordi vi beskæftiger os med eksistentielle spørgsmål. Og synes det er fantastisk, at nogen opsøger nogle bud på svar, hvad enten det er til en helt almindelig gudstjeneste, eller man render ind dem på gaden eller i genbrugsbutikken.”

Tags: