Lisbeth Zornig: »Min humor kan blive frygtelig grov«

'Det miljø jeg kommer fra er dybt grænseoverskridende, men der er højt til loftet. Man må være som man er, og det har jeg med mig', fortæller Lisbeth Zornig Andersen i interview om dannelse
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvem eller hvad har dannet dig?

For mig er dannelse et neutralt begreb, for vi formes ikke kun i positiv forstand. Min mor er den første, der har dannet mig. Det skete gennem kaos, manglende værdier og en normløshed, som betyder, at jeg stadig skal huske mig selv på, hvad man gør, og hvad man ikke gør.

Lisbeth Zornig Andersen

f. 1968. Cand. polit. og stifter af Huset Zornig, tidl. formand for Børnerådet.

Børnehjemsbarn og mor til fem.

Min humor kan blive frygtelig grov, og jeg opdager det først midt i en politisk ukorrekt joke om handicappede eller indvandrere. ’Pas nu på med det demokrati, det kan udvikle sig til et misbrug’, sagde jeg til en ex-narkoman forleden, i en samtale om at bruge sin stemmeret.

Det miljø jeg kommer fra er dybt grænseoverskridende, men der er højt til loftet. Man må være som man er, og det har jeg med mig.

Som helt ung mødte jeg en anden verden gennem Karen, som var min socialpædagog og i dag er en nær ven. Hun introducerede mig for bøger, kunst, kultur og såede drømmen om en uddannelse.

Jeg læste krimier og voksentegneserier og købte kassettebånd med La Traviata og Billie Holiday. I Karens hjem fik jeg evnen til at diskutere politik og samfundsforhold hen over middagsbordet, og hun var fænomenal til at samtale i timevis om selv de mindste ting. Jeg blev lyttet til.

Hvem har du selv været med til at danne?

Jeg er stolt af mine egne børns rummelighed, og har præget dem bevidst og ambitiøst ved at proppe værdier i dem: Omsorg og næstekærlighed. For nylig jagtede min ene datter en hjemløs, fordi han skulle tage imod hendes penge! Det var magtpåliggende for hende at hjælpe.

Omfanget af hvor meget vi påvirker andre mennesker er for mig at se enormt, og vi ved ikke altid, hvem vi rammer. En udveksling af ord henne i kiosken kan være med til at danne og forme. Selv et menneskes duft kan gøre indtryk, jeg kan huske i min opvækst at have tænkt ’sådan vil jeg også lugte’.

Forskellige unge følger mig i en form for mesterlære. De har haft hård opvækst, men vil gerne en masse. Jeg kan give dem den hånd, der skal til, for at sende dem i en bestemt retning.
Det kan ikke siges ofte nok, hvor nemt vi kan påvirke og være rollemodeller fx i forhold til børn, som er lidt alene. Nogle gange kan et enkelt møde være nok.

Tags: