Min kirke: Carl Christian Ebbesen

carl_christian_ebbesen.jpg

Carl Christian Ebbesen foran Adventskirken i Vanløse. Foto: Sille Arendt
Carl Christian Ebbesen foran Adventskirken i Vanløse. Foto: Sille Arendt
Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen opfatter kirken som et frirum. Han er interesseret i, hvad religion gør ved et samfund, og så ’bøvler’ han lidt med lignelsen om den fortabte søn
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Du har foreslået, at vi mødtes i Adventskirken i Vanløse. Hvorfor her?

Mine børn er konfirmeret i Adventskirken begge to, og det er min lokale kirke her i Vanløse, hvor jeg har boet i 20 år. Det er en ny kirke fra 1944, som er arkitektonisk spændende med sine store vinduer og en masse træ. Jeg føler mig godt tilpas her, fordi der er rum og luft og lys. Adventskirken indbyder til, at man kan sidde, inden gudstjenesten går i gang og snakke og hviske lidt og hilse på nogle naboer eller vennerne, hvis de er der ved højtiderne. Adventskirken er lige knap så formel.
Jeg holder nu også af gamle kirkebygninger, min far var formand for menighedsrådet i Skorup Kirke uden for Silkeborg, og jeg er kommet meget i kirken som barn, og oplevet roen og stilheden i det gamle kirkerum. Det var oftere end bare til højtiderne, hvor min far typisk skulle tænde juletræet og alt det der. Jeg havde ikke noget imod at skulle med i kirke, faktisk tværtimod. Som barn sad jeg og prøvede at forstå prædikenen, selvom det godt kan være svært som barn eller ungt menneske at forholde sig til, men så sidder man og lytter og synger med på salmerne og falder til ro. Vi havde en rigtig god og sjov præst, så på den måde holdt jeg meget af det. Vi kendte ham også privat, han var med til min konfirmation og har senere døbt mine børn. Han holdt nogle underholdende taler og drillede min far rigtig meget på en skæg og god måde. Så det her med at religion ikke er så højtideligt og formelt, det har jeg altid holdt rigtig meget af. Kan man have det der afslappede forhold til sin religion og kirke og præst, så synes jeg egentlig, det fungerer.

Læs også: Min kirke: Simon Ankjær Andersen 

Har du særlige oplevelser, som er knyttet til kirken?

Dåb og konfirmation er nogle store begivenheder, så det er det første, jeg tænker på. Men jeg kan huske, at da min søn gik til minikonfirmand, skulle de lave et teaterstykke her i kirken, om hvem der er den største i verden. De spillede alle sammen en rolle, hvor de selv mente, at de var meget store, og det var selvfølgelig for at få en relation til, ’hvem er det, der er den mægtigste, er det Gud, er det Jesus, er det os mennesker her på jorden?’ Min egen søn var USA's præsident, og han sad meget, meget højt oppe på en stige og var ved at falde ned, fordi han kunne i hvert fald bombe verden rigtig mange gange med alle de atombomber, USA havde. Det var et teaterstykke, som fik børnene til at reflektere over, hvad det egentlig er for nogle værdier, der betyder noget i vores samfund – det synes jeg lykkedes til fulde, alle ved jo godt, at der er ikke noget ved at være stor og mægtig, hvis det handler om, hvor mange mennesker, man kan slå ihjel, men om hvor meget godt, man kan gøre. Det er i virkeligheden der, man er stor. Det er jo fedt, når man kan lave sådan noget som kirke.

Jeg er meget interesseret i, hvad religion gør ved et samfund, kulturelt og politisk.

Hvilken rolle spiller religion for dig i dit politiske arbejde?

Jeg er meget interesseret i, hvad religion gør ved et samfund, kulturelt og politisk. Hvor kristendommen er rullet ud, der har vi udviklet frie demokratiske samfund. Troen på, at det enkelte individ har en værdi udspringer grundlæggende af den kultur, man er opvokset med. Kigger man rundt på københavnerne, er det nok ikke det store flertal, som opfatter sig selv som værende meget troende, men det ændrer ikke på, at vi møder vores religion hele tiden, gennem vores højtider og i vores levevis. Vores normer og moral udspringer af den opdragelse, vi har fået, og den kultur vi er opvokset i, uanset om man er troende eller ej.

Kristendommen adskiller sig for mig at se fra de andre verdensreligioner og er fx en modpol til islam i flere af de diskussioner, vi har i øjeblikket, fordi man i kristendommen har et direkte forhold til Gud. Der står ikke en præst eller imam og fortæller os, om vi er gode eller dårlige mennesker – vi kan selv tale til Gud eller bede til ham, og præsten er der sådan set bare for at hjælpe eller fortælle historierne. Vi må gerne stille spørgsmål til de mennesker, der har skrevet Bibelen, for vi ved fra historieundervisningen, at en begivenhed kan beskrives af flere kilder, og bare fordi man har læst en enkelt kilde, kan man ikke gå ud fra, at man har hele sandheden. Det er en god lærdom. Bibelen rummer mange gode leveord, fx om at tilgive – ord som kan vejlede, når man er lidt rodløs. Det er væsentlige fortællinger. Jeg tror ikke, det er eksklusivt for kristendommen – for at en religion kan blive stor, skal der være nogle sandheder, der skal være nogle leveråd og noget, der gør, at man kan se sig selv i det. De store verdensreligioner kan skabe et fællesskab og give bud på, hvordan man kan leve sit liv og måske opnå større lykke.

Hvor meget bør religion fylde i samfundet?

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er borgmester for alle københavnere, det er uanset, om det er kristne, ikke-troende eller de tror på noget andet end kristendommen. Jeg kan konstatere, at religion fylder rigtig meget, og det tænker vi måske ikke over til hverdag, når vi færdes rundt i byen. Der sker nogle kultursammenstød i øjeblikket, og jeg ville i virkeligheden gerne have, at religion på den led fyldte noget mindre. Jeg synes fx ikke religion skal fylde ude i foreningslivet, for det er interessen, man er samlet om, og som tager afsæt i en lang tradition omkring Grundtvig, Grundlov, vores folkeoplysningslov og forsamlingsfriheden – et eksempel på den tradition er folkemødet på Bornholm. Det er i virkeligheden meget dansk med de mange foreninger, og det er en del af mit ansvar som kultur- og fritidsborgmester, at man kan dyrke sine interesser på en uproblematisk måde, man kan endda få tilskud til det og låne lokaler af kommunen, og jeg tror de færreste tænker over, at det langt hen ad vejen er udsprunget af vores kristne kulturarv. Den demokratidannelse, der er i en forening, er vigtig. Det er et lille minisamfund, et fællesskab. Foreningsprocenten er så vidt jeg ved en af de højeste i hele verden, og det er noget, som i høj grad hænger sammen med vores folkekirke og traditioner.
Det er helt naturligt – og står også i Grundloven - at kristendommen har forrang. Vi skal holde fast i vores traditioner, og det gælder også kristendomsundervisning i skolen, for man skal kende sin baggrund og vide, hvor man kommer fra, for at forstå, hvorfor vi er det samfund, vi er i dag og for at kunne være med til at forme fremtiden.

Læs også: Min kirke: Thomas Høg

Hvad betyder kristendommen for dig personligt?

Vi kan ikke undgå at lave fejl. Og specielt ikke, hvis vi gør noget og bruger vores liv.

Mit eget forhold til religion går hånd i hånd med videnskaben – skal man finde konkrete svar, så ligger de meget i evolutionen og menneskets udvikling, men religion betyder rigtig meget for mig, fordi der er indlejret nogle traditioner og værdier, som binder os sammen i en fælles kultur. Derfor elsker jeg, når præsten og kirken er et åbent rum, hvor man kan være sig selv i fællesskab med andre mennesker. Det er et særligt kulturhus. Grundlæggende tror jeg på, at hvis vi mennesker er frie, kan tænke selv og træffe vores egne beslutninger, så lever vi også et mere lykkeligt liv.

Jeg bøvler stadig lidt med lignelsen om den fortabte søn. Historien, hvor faren giver den ene søn sit forskud på arven. Jeg kan huske, da jeg hørte den som barn, den der uretfærdighed, der ligger i den. Man forstår så udmærket den anden søn. Og der bøvler jeg stadig med, hvad Jesus vil fortælle med den historie – det handler selvfølgelig om at tilgive, om forældrekærlighed og om ikke gå så meget op i de materielle ting og så videre, men der er mange temaer på spil, og der er for mig stadig meget at lære i den tekst.

Op til min datters konfirmation så vi en film på Netflix sammen om bibelhistorien om Abraham og Isak, og den historie er meget voldsom. Jeg synes det Gamle Testamente kan være hårdt og fordømmende, det er i Det Nye Testamente, jeg finder de gode historier. For mig skal det være et frirum at komme i kirken og selvom Gud for mig er en abstrakt størrelse, så tror jeg i den grad på, at Bibelens historier og fortællinger kan gøre, at vi lever et mere meningsfuldt og lykkeligt liv og er sammen på en ordentlig måde. Der har det Nye Testamente meget at byde på. At man i gamle dage gik i kirke for at få aflad, det har jeg det svært med. Vi er tilgivet på forhånd, fordi vi er mennesker. Vi blev smidt ud af Paradis, fordi vi syndede, og nu lever vi hernede på jorden. Bibelen fortæller, at Gud godt ved, at vi er syndere, og det er egentlig meget rart, for vi laver jo fejl alle sammen som mennesker, det gælder også mig selv. Det giver en indre ro, at sådan er det, så må vi prøve at rette op på det og gøre det bedre næste gang. Vi kan ikke undgå at lave fejl. Og specielt ikke, hvis vi gør noget og bruger vores liv.

Læs også: Min Kirke: Ramona Macho

Hvilken rolle spiller folkekirken for københavnerne i samspil med byens kultur- og fritidstilbud?

 man skal kende sin baggrund og vide, hvor man kommer fra, for at forstå, hvorfor vi er det samfund, vi er i dag.

Kirkerne er rigtig dygtige, når det gælder om at åbne dørene, og de indgår naturligt i de øvrige kulturtilbud, der er i hovedstaden. Jeg skal selv i Holmens Kirke og høre drengekoret om et par dage, der er babysalmesang og klubber for ældre, som vi lige har set det her inde ved siden af – jeg synes, kirkerne er gode til at lave kulturelle arrangementer, sang, underholdning – ting som supplerer gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter. Man skal ikke blande det hele sammen, men på afstand af søndagsgudstjenester, konfirmationer og alt det andet, der er det oplagt at lave arrangementer i de fantastiske rum, som kirkerne jo er. Det er med til at få folks øjne op for, at kirken er et samlingssted og en form for kulturhus. Når det handler om gudstjenester, mener jeg ikke, man skal lave det om til stor festivitas, det er jo traditionen, vi kommer her for, og som betyder noget.

Du er vokset op på en gård i Midtjylland, oplever du en forskel på kirken på landet og kirken i København?

Jeg har boet halvdelen af mit liv på landet og halvdelen i byen – lidt længere tid i København. Jeg fornemmer ikke nogen forskel, selvom jeg ved, det kunne være nærliggende at begynde at lede efter alle mulige mærkelige forklaringer. Min oplevelse er - om det så er et bryllup, en begravelse eller en almindelig gudstjeneste - så er kirken det rum, man er i med andre mennesker, og hvor man har dedikeret en times tid, til at tænke tanker om alt det, vi to lige har talt om her i dag. Om jeg gør det i min gamle kirke, hvor jeg er opvokset, eller jeg gør det her i Adventskirken i Vanløse, det giver mig det samme.

Carl Christian Ebbesen

Født 1968, opvokset på en lille gård i Grølsted udenfor Silkeborg.

Uddannet civiløkonom (HA). Medstifter af Dansk Folkeparti, og organisatorisk næstformand for partiet.

Siden 1. januar 2014: Kultur- og fritidsborgmester (DF) i Københavns Kommune med ansvar for byens biblioteker, kulturhuse, borgerservicecentre og en række museer.

Carl Christian Ebbesen

I Holmens Kirke i København, hænger et epitafium af tidl. borgmester på Christianshavn, Jakob Madsen (1596-1653), som Carl Christian Ebbesen nedstammer fra i lige linje.

Tags: