Min kirke: Simon Ankjær Andersen

simon_ankjaer_andersen.jpg

 Simon Ankjær Andersen. Foto: Sille Arendt
Simon Ankjær Andersen. Foto: Sille Arendt
At gå til søndagsgudstjeneste i alle Københavns kirker i alfabetisk rækkefølge kalder den 52-årige journalist Simon Ankjær Andersen en af sit livs bedste idéer. Indtil videre er han nået til bogstavet ’J’, så på søndag går turen til Johannes Døbers Kirke i Valby
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hver søndag går du til gudstjeneste i en af Københavns kirker efter alfabetisk rækkefølge. Hvordan fik du idéen til din kirkemaraton?

Jeg er en systemmand, jeg sætter det i system, når jeg løbetræner, læser litteratur og køber musik. For eksempel har jeg alt med David Bowie, alt!

Men inden jeg lyder helt firkantet vil jeg sige, at det gælder altså ikke aftensmaden og andre dagligdags ting. Med mange ting har man en tilbøjelighed til at vælge det, man godt kan lide. Med kirker er det det samme, og jeg tror på, man bliver mere åben af at prøve forskellige måder at lave gudstjeneste på, så da jeg en morgen for et års tid siden sad med Berlingske og kiggede på deres gudstjenesteliste, tog idéen form.  Jeg ser mere af min by og oplever nye præster på den måde, så det er også sociologisk studie. Det er et af mit livs bedste idéer.

Hvad betyder det for dig at gå i kirke hver søndag?

Jeg glæder mig til det. Har det nok ligesom Bertel Haarder: jeg skal helst i kirke om søndagen. Påstanden er vel, at det virker, og det synes jeg klart det gør.

Nogle gange er man ikke lige in the mood. Så sidder man bare der, men jeg er meget tilhænger af kontinuiteten, vanekristendom.

Det er rart at komme ind i kirkerummet, jeg føler mig altid velkommen og omsluttet. Vi er jo skabt sådan, at vi tror, alle vores småting er meget vigtige, og det er de jo ikke altid, når det kommer til stykket. Kirken er det store rum for ’skidt pyt og skide-være-med -det’, hvis jeg må udtrykke det sådan lidt kækt. Jeg tror, at Gud er bedre til at sige skidt-pyt, end vi er. Det er heldigvis ikke en fedtet, nidkær og smålig målestok, vi måles efter.

Tro oplever man forskelligt, det er nok lidt som at skulle forklare kærlighed til éns børn. Ordene rækker ikke.

’Hvad får du ud af det’ spørger folk mig nogle gange. Pffh, tjah – en anden vinkel måske. Jeg synes det er mega sympatisk, at man aldrig er home-free, at du  efter gudstjenesten godt ved, at du skal komme igen næste søndag, for vi står som mennesker alle sammen i den samme suppedas. Der kommer kirken mennesker så meget i møde. Der er religioner, der har den der ’hvis du gør det eller det, så er du på plads’ – det kan jeg slet ikke arbejde med. 

Er der noget, der har været overraskende på din tur rundt i kirkerne?

Ja, at det der med tomme kirker er noget sludder! Ofte er der rigtig mange mennesker i kirke. Og så har jeg lagt mærke til, at selvom jeg kan have en fin oplevelse i en 60’ er eller 70’er kirke, så hjælper de store kirkerum, som København har mange af, præsten meget. De store rum kan næsten lave gudstjeneste af sig selv.

Når du går i kirke, kan du mærke, i hvor høj grad Danmark hænger sammen med kristendom og hænger sammen med arkitektur og kultur. Og så vil jeg helt generelt sige, at man skal være meget kristendomsforskrækket, for ikke at få noget ud af at gå i kirke og høre en prædiken. Det er højt begavede mennesker, der står der og taler, og det er stort set altid både klogt tænksomt at lytte til. 

Læs også: Min kirke: Jytte Abildstrøm

Er der dele af gudstjenesten, du sætter særlig pris på eller det modsatte?

Den aronitiske velsignelse - ’Herren velsigne dig og bevare dig..’ - er storslået, det er nærmest en fysisk oplevelse. Jeg bliver mere og mere til det ’kedelige’, til liturgien og ritualerne. Ritualets kraft er stor, det ser man fx i forbindelse med nøddåb på hospitalet mellem blinkende apparater og sygeplejersker.

Det med at hilse og give hånd til dem, der sidder ved siden af en i kirken, som man gør nogle steder, er til gengæld ikke så meget mig. Kirkekaffe står heller ikke højt på listen, jeg taler med rigtig mange mennesker i løbet af en arbejdsdag, så kirke er ikke et socialt projekt for mig. Jeg kommer for gudstjenesten, så kirken kan sådan set ligge hvor som helst, jeg er mere storbymenneske end sognebarn. Det er dejligt ind i mellem at have have mine børn eller en god ven med, men ellers er gudstjenesten min mulighed for alenetid. 

Læs også: Min kirke: Timme Bisgaard Munk

Har der været oplevelser, der gjorde særligt indtryk, blandt de mange gudstjenester?

En søndag i Marmorkirken under tredje runde af nadveren oplevede jeg i et glimt, at det hele spillede sammen. Det var lavmælt og rart. De mennesker, der var der, rummet og det hele gik op i en højere enhed.

Kirken er det store rum for ’skidt pyt og skide-være-med -det’, hvis jeg må udtrykke det lidt kækt.

Tro oplever man forskelligt, det er nok lidt som at skulle forklare kærlighed til éns børn. Ordene rækker ikke, man bliver blufærdig. Hvis man tror på, at Gud tror på en, og sådan vil jeg hellere sige, end at jeg tror på Gud, den skal lige vendes rundt, så er der en eller anden kommunikation i gang, og jeg synes det ville være mærkeligt, hvis det ikke manifesterede sig på en eller anden måde engang imellem. 

Vores religion er meget hoved-orienteret, men det er vigtigt at både hovedet og hjertet er med, man skal kunne mærke det begge steder. Jeg har oplevet øjeblikke af stor formidling i kirken, fx en søndag, hvor en præst udlagde historien om vingårdsbonden, som et billede på forholdet mellem Gud og mennesker, og det hele stod lysende klart.

Hvilken betydning har kristendommen haft for dig gennem livet?

Faktisk gik jeg slet ikke i kirke, da jeg flyttede hjemmefra. Det kommer måske med alderen. Men jeg har selv fået Biblen ind som lille og givet den videre til mine børn, det er naturligt, ligesom barnedåben. Det kan ikke overvurderes, betydningen af at få det ind som lille. Bibelen er bare nogle bedre historier end Totte går i bad. Det er nogle knaldende gode historier – uanset om man er troende eller ej. Det bliver det obligatoriske pensum, jeg fylder bedstefarrollen ud med engang. Sammen med H. C. Andersen, Tintin, Asterix og Lucky Luke – i nævnte rækkefølge. Jeg er sikker på, at Gud har humor.

Hvad gør du, når du har været alle kirkerne i København igennem?

Så starter jeg forfra!

Læs også: Min kirke: Thomas Høg

Simon Ankjær Andersen

Født i 1964, bor på ydre Østerbro med sin kæreste og har to voksne børn. 

Siden marts 2015 ansat som informationskonsulent i Kirkeministeriet.

Har tidligere arbejdet hos bl.a. Lokalradioernes Nyhedstjeneste og på DR: Radio-og TV-avisen, Magasinet Penge og senest DR Tro, hvor han blandt andet lavede en dokumentarserie om folkekirkens økonomi.

Forældrene var først lærer- og siden forstanderpar på Haslev Højskole (grundlagt af Indre Mission).  Faren tilskrives, at både dans og kortspil blev tilladt på skolen. Sønnen blev aldrig blevet presset til kirkegang og mindes kun to besøg i søndagsskolen. 

Tags: