Signe Malene Berg skriver klummer i Familie Journal

560634_10151128701292982_871704353_n.jpg

"Efterår er våde gulbrune blade, der ligger i store dynger i skoven og parker, og børn, der bare ikke kan lade være med at sparke til dem, efterår er svampetid og kastanjer, der sættes sammen med tændstikker, så de ligner dyr". Foto: Sille Arendt 2012
"Efterår er våde gulbrune blade, der ligger i store dynger i skoven og parker, og børn, der bare ikke kan lade være med at sparke til dem, efterår er svampetid og kastanjer, der sættes sammen med tændstikker, så de ligner dyr". Foto: Sille Arendt 2012
Natkirkepræst Signe Malene Berg fra Københavns Domkirke skriver klummer i Familie Journal: Læs to af dem her
af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

I det barnlige gemmer glæden sig

Klumme Familie Journal, august 2012
Signe Malene Berg

Jeg havde arvet et par sko fra en venindes mor, fine damesko fra 80’erne. Hælene skulle laves, og på vej ned ad Strøget til hælebaren kommer jeg til at gå bagefter et ældre ægtepar, der adstadigt spadserer afsted.

Efter tempoet at dømme er de på osetur til København og har taget pænt tøj på. Begge har næsten identiske lysegrå bukser på, men mens manden er i lyseblå trøje, er kvinden trukket i lyserød. De ser så søde og harmoniske ud, at jeg ikke kan lade være med at følge efter dem.

Jeg forestiller mig, de har været gift i mange år og efterhånden er smeltet sammen. Blevet ét kød, som det hedder i vielsesritualet. Uden at de dog er blevet helt ensliggjort.

Fundamentet er nok det samme for dem, men farverne på deres trøjer signalerer, at de har holdt fast i en selvstændighed og forskellighed. Lyseblå og lyserød bliver jo givet os allerede fra fødslen, for at tilkendegive om det er en dreng eller pige, der ligger dér i vuggen. Uden farven vil det tit være umuligt at gætte.

Hos det ældre ægtepar kan man nu - selv uden farverne - se, hvem der er henholdsvis mand og kvinde, men der er noget rørende over, at de trods deres modne alder har beholdt babyfarverne på.

Digteren Henrik Nordbrandt har et digt, hvor nogle af stroferne lyder: Jeg ville ønske//det aldrig blev sommer//så sommeren altid var på vej. Jeg kom til at tænke på stroferne, da jeg gik der bagved parret. Babyfarverne virkede så insisterende, som de sad der på to, som for længst havde passeret voksenalderen, og som ganske givet også var blevet bedsteforældre.

For hvorfor er barnetilstanden forbeholdt børnene? Selvom vi har forladt barnestadiet, bliver vi ved med at være børn indeni, nogle af os sågar mere og mere, som årene går. Det gamle kommer tilbage til os igen, hvis det overhovedet har forladt os, så sommeren er altid på vej, også når den er overstået. Vi behøver altså ikke ønske, at sommeren aldrig kommer, for at kunne holde fast i den. Vi har dertil en religion, der direkte opfordrer os til at holde fast i det barnlige, ja, den giver os barneret.

Vi har ret til at være som barnet. Der ligger nemlig stor glæde gemt i det barnlige, for det er de barnlige, der har sans for Gud, sans for at se det store i livet. Hvis ikke vi er som et barn, opdager vi ikke Guds storhed, siger Jesus til sine disciple, da de vil holde børnene væk fra ham.

Ægteparret foran mig var ganske intetanende om det, men de fik mig til at gå hjem og finde min lyserøde nederdel frem. Den skal på sammen med 80’er-skoene.
 

Nu falmer skoven trindt om land

Klumme Familie Journal, oktober 2012
Signe Malene Berg
 

Efterårsferien står for døren for mange familier. Tanken om ferien kan give grå hår til forældre, for nu skal de være sammen med børnene uafbrudt en hel uge. Hvad i alverden skal man finde på at lave? Jeg vil tro, at mange bedsteforældre får en kærkommen lejlighed til at se børnebørnene lidt mere, end de plejer.

Da jeg var barn, kan jeg huske naturskønne feriedage i Holte hos en ellers sjældent besøgt tante og onkel, og spændende dage hos faster Helga i Odense, hvor min søster og jeg sov i en vandseng, der sprang, og hvor vi med stor fornøjelse i mange uger efter gik rundt og sagde: ’Fyn er fin’.

Efterår er våde gulbrune blade, der ligger i store dynger i skoven og parker, og børn, der bare ikke kan lade være med at sparke til dem, efterår er svampetid og kastanjer, der sættes sammen med tændstikker, så de ligner dyr.

Jeg husker egentlig efterårsferien som en afslappet uge, uden dog at vide, om mine forældre vil sige det samme. Måske var det mere afslappende at være forældre for 40-50 år siden, hvor der ikke var det samme udbud af forlystelser og natur- og kulturoplevelser til børn. Der er penge at hente i dårlig samvittighed, og aviserne bugner med forslag til, hvad forældre kan lave med deres børn, ja, der udkommer endda særlige efterårsferietillæg.

I dag er det ikke et spørgsmål om, hvad man skal finde på at lave, men et spørgsmål om, hvad man skal vælge fra i rækken af tilsyneladende uundværlige arrangementer. Jeg er ikke i tvivl om, at tilbuddene er til stor hjælp for mange travle forældre.

Men man risikerer også at blive mere stresset og få endnu mere dårlig samvittighed, hvis efterårsferien pludselig bliver en forventning om et spækket program fyldt med aha-oplevelser. I virkeligheden gælder det om at se på naturen selv og tage ved lære af den. Den sætter tempoet ned, gør sig klar til at gå i hi og overlade verden og meningen til andre end den selv.

For mange danskere kan Gud være en bekvem formel, man har ved hånden uden at bruge den. Det er synd, især for forældre, der tror, de skal styrte rundt for at aktivere og stimulere deres børn. De kunne i stedet med fordel gribe fat i den tro, der siger, at Gud bærer med os. Eller som en konfirmand sagde det: ”Gud er noget meget stort, og en, alle har i sit hjerte. Jordens skaber.”

Det er, som om naturen ved, at Gud Skaberen griber, også når den i stedet for et fyldt program lader sit hår falme og falde uden at stresse over det. Når naturen kan, kan I også, forældre. Tag det roligt.

Tags: