Udstationeret præst i Afghanistan: 'Det handler om mennesket og Gud'

stine_munch_1_855x485.jpg

"Jeg siger ikke, at soldater, der har slået ihjel, er større skyldnere end andre. Men jeg ved, at skylden over at have taget et andet menneskes liv kan martre én, " skriver Stine Munch, der for tiden er udstationeret som præst med Forsvaret i Afghanistan.
"Jeg siger ikke, at soldater, der har slået ihjel, er større skyldnere end andre. Men jeg ved, at skylden over at have taget et andet menneskes liv kan martre én, " skriver Stine Munch, der for tiden er udstationeret som præst med Forsvaret i Afghanistan
Stine Munch er sognepræst ved Vor Frue Kirke, men er for tiden udstationeret i Afghanistan. Som præst i Forsvaret møder hun ofte kritik og ligefrem forargelse. Her udfolder hun sin tanker og bevæggrunde for at tage af sted

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Jo længere tid jeg er ansat som præst i Flyvevåbnet, jo klarere står det for mig, at præsters rolle i Forsvaret og i krig er et emne, der er stærke følelser omkring. 

Jeg undrer mig, fordi det i min opfattelse blot er en præsteopgave som så mange andre præsteopgaver. Der findes jo også ungdomspræster, fængselspræster og sygehuspræster. Alle har de en bestemt opgave, iblandt en gruppe mennesker der befinder sig i en bestemt situation.

At velsigne militært isenkram. Nej, det skal en præst ikke gøre. Velsignelsen er for levende mennesker.

Det er der generelt ikke noget opsigtsvækkende i, men når man fortæller, at man ud over at være almindelig sognepræst, er præst i Forsvaret, så kan der ske det, at folk forholder sig særdeles kritisk. Men først og fremmest er jeg jo netop bare præst i en menighed; hvad enten det er på flyvestationen, på en udsendelse i krig eller hjemme i sognet. Og hvad enten man bærer uniform eller ligger i en sygeseng eller er under 18 år, så er man jo blot et menneske, et Guds barn. 

Så hvad er det, der forarger sådan? Jeg begyndte at spørge mig lidt for, og jeg fandt ud af, at det er en udbredt opfattelse at præsterne i Flyvevåbnet velsigner flyene. Specielt kampflyene. Og at værnspræster velsigner soldatens ærinde. Altså i yderste konsekvens: at slå ihjel. 

Om den første forargelse: at velsigne militært isenkram. Nej, det skal en præst ikke gøre. Velsignelsen er for levende mennesker. Kun. 

Gennem min undersøgelse af, hvad forargelsen skyldtes, fandt jeg dog ud af, at der nok er behov for en afklaring af, hvad man mener med ordet velsignelse. Man bruger indimellem denne vending: ’Det har du min velsignelse til’. Det betyder at man ’har lov’ til et eller andet; der ligger en anerkendelse deri. Men når man lyser velsignelsen i en kristen sammenhæng, så betyder det, at man ønsker for den anden person, at Gud er med ham eller hende og giver fred og styrke i livet, som det er. Velsignelsen er en bøn og et ønske om alt godt og Guds nærvær og beskyttelse. 

Og det ønske og den bøn er jo ikke anderledes ude i felten end hjemme i sognet. Både i krig i fremmede egne af verden og hjemme i den kamp, som livet altid er, har mennesker brug for at være under Guds velsignelse. Derfor er der ikke forskel på når præsten lyser velsignelsen ude og hjemme. Og skulle det, i et tænkt eksempel, være sådan at fjenden ønsker velsignelsen af en kristen præst, ja, så står vi naturligvis også til rådighed der. Og dette leder videre til endnu et spørgsmål fra de forargede: hvordan kan du, præst, bede for held og fremgang for vore egne soldater og død over fjenden? 

Det bør ingen præst gøre.

Stine Munch

Tekstens forfatter, Stine Munch, er sognepræst ved Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke.

I perioder er hun også udstationeret som præst med Forsvaret, og hun betegner derfor også sig selv som "flyverpræst".

Stine Munchs udstationering i Afghanistan løber i denne omgang i perioden fra januar  til maj 2015.

 

For det holder ikke teologisk, hvis man dæmoniserer fjenden og gør fjenden til den onde. Fjenden er også Guds barn. Guds kamp er en absolut kamp mod ondskab og løgn, men det betyder ikke, at Han ikke er til stede på begge sider af fronten. Skellet angår det enkelte menneske. På den måde bliver præstens forkyndelse også en påmindelse om at behandle fjenden etisk forsvarligt. 

Præsten skal forkynde til den enkelte soldat, dog aldrig legitimere soldatens ærinde men være ’teologisk solidarisk’ med mennesket bag og fastholde soldatens menneskelighed. 

Konkret: i missionen, hvor der bliver slået mennesker ihjel, skal man i sjælesorgen aldrig bortforklare eller negligere skylden, f.eks. under det politiske mandat, men anerkende den og vide, at skyldspådragelse er uundgåelig - og tilsige syndernes forladelse. 

For mig er apostlen Peter den største inspiration her. Han svigtede Kristus, sine venner, alt det han havde svoret at kæmpe for. Han ville såmænd også have slået ihjel for at redde sit eget skind. Det vidste Vorherre godt. Og alligevel blev han tilgivet, fik syndernes forladelse. Han blev hel igen, med de ar han havde fået af livet. Han levede med, hvad han havde gjort; Herren selv tilgav ham og fortalte dermed os, at selv efter den største skyld kan man rejse sig igen. 

Fjenden er også Guds barn. Guds kamp er en absolut kamp mod ondskab og løgn

Jeg siger ikke, at soldater, der har slået ihjel, er større skyldnere end andre. Men jeg ved, at skylden over at have taget et andet menneskes liv kan martre én, og jeg ved, at Kristi nåde over et Guds barn sætter fri. Ude eller hjemme. I krig eller i fred. Og det er præstens opgave at forkynde det. I hver en krog og hvor der kaldes på Ordet. 
 

Det handler om mennesket og Gud; det er det vigtigste, der er at sige.

Tags: