Stiftets historie

stiftetshist856x669.jpeg

Motiv fra Reformationsmonumentet i Nørregade
Motiv fra Reformationsmonumentet i Nørregade

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Københavns Stift i historisk perspektiv - skrevet af fhv. landsarkivar, dr. phil. Harald Jørgensen i anledning af Københavns Stifts 75 års jubilæum i 1997.

Fra den tidlige middelalder har samtlige menigheder på Sjælland haft et og samme kirkelige overhoved. Biskoppen residerede i Roskilde, og kirken i Roskilde var stiftets hovedkirke. Med tiden blev den også anvendt som begravelseskirke for kongehuset. Allerede før reformationen forlagde biskoppen imidlertid sin residens til København, og byens hovedkirke Vor Frue kirke blev stiftets hovedkirke.

Det hang sammen med hovedstadens voksende politiske betydning og navnlig universitetets oprettelse i 1479. Universitetet var i den ældste periode først og fremmest en præsteskole. I hvert fald den sidste katolske biskop havde sin residens i de bygninger i Nørregade, som senere blev overtaget af universitetet.

Efter reformationen i 1536 kaldes stiftet det sjællandske stift, og fra 1539 indrettedes bispekontor og bolig for biskoppen i den fornemme gård på hjørnet af Nørregade og Studiestræde, som universitetet tidligere havde benyttet. Den bygning havde oprindeligt i øvrigt tjent som byens rådhus nr. 2. Den udvidedes i 1583, men brændte i 1728 sammen med Vor Frue kirke og det meste af Latinerkvarteret.

På brandtomten opførtes en ny bisperesidens, som kunne tages i brug i 1732. Den gennemgik en omfattende renovering i 1896 under ledelse af Martin Nyrop. Det er herfra, den karakteristiske karnap ud mod Studiestræde stammer. Bygningen anvendes stadig som kontor og bolig for biskoppen og har postadresse Nørregade 11.

Den sidste biskop over Sjællands stift var Harald Ostenfeld (1864- 1934), der beklædte embedet fra 1911. Hans nærmeste kirkelige medarbejdere var 3 stiftsprovster, nemlig provsten for Vor Frue provsti Henry H. Ussing (1855-1943), provsten for Frederiksberg provsti Henrik Hoffmeyer (død 1926) og en sydsjællandsk provst, hvis hverv ophørte ved nyordningen i 1922. Vor Frue kirke benævnedes fortsat nogle år efter 1922 som stiftskirke og blev først fra 1924 kaldt domkirke. Det skete samtidig med, at en række andre stiftskirker, f.eks. i Ålborg og Maribo, også skiftede betegnelse.

Ved indgangen til 1920erne omfattede det sjællandske stift endnu samtlige menigheder på Sjælland, og fra 1660 havde man desuden fået tillagt de bornholmske kirker, som tidligere havde hørt under biskoppen i Lund. I hovedstaden fandtes desuden en række præsteembeder ved forskellige sygehuse og stiftelser. Endelig sorterede de til udlandet udsendte sømandspræster under den sjællandske biskops tilsyn, foruden kirkerne på Færøerne og i Grønland.

Det sjællandske stift deles i 1922

Man havde længe været klar over, at én mand ikke fyldestgørende kunne bestride et så omfattende embede som det sjællandske stift. Hans vigtigste opgave var jo at opretholde kontakt med stiftets præster og stå til rådighed for disse med teologisk vejledning. Gamle dages traditionelle bispevisitatser omkring i stiftet var ikke mere gennemførlige.

Siden slutningen af 1800-tallet havde der desuden kunnet konstateres en markant forøgelse af befolkningen i hovedstadsområdet, hvilket havde medført oprettelsen af et stort antal nye menigheder og kirker. Kultusminister J. C. Christensen (1856-1930) havde omkring 1903-04 forsøgt en aflastning af biskoppens stadigt voksende arbejdsbyrde, men ikke opnået Rigsdagens tilslutning. Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920 åbnede imidlertid nye muligheder.

Ved folketingsvalgene i 1920 havde den radikale regering under C. Th. Zahle (1866-1946) mistet sit parlamentariske flertal, og et nyt ministerium, støttet af partiet Venstre og Det konservative Folkeparti med Niels Neergaard (1854-1936) som statsminister, var blevet følgen. Neergaard insisterede imidlertid på, at J. C. Christensen skulle indtræde i ministeriet. Man havde ikke glemt de politiske vanskeligheder, tidligere venstreregeringer havde haft med ham, når han ikke havde sæde i en nyudnævnt regering, som Venstre havde dannet.

På sin side krævede den gamle venstrefører at blive udnævnt til kirkeminister i ministeriet Neergaard og få mulighed for at videreføre en demokratisering af folkekirkens styrelse (menighedsråd og bispevalg). Ved lov af 10. sept. 1920 nedsattes et kirkeligt udvalg til at udarbejde forslag om Nordslesvigs indlemmelse i den danske folkekirke samt udforme kirkeministerens forskellige ønsker om en demokratisering af folkekirkens styrelse. 10. februar 1922 kunne kirkeministeren forelægge Folketinget ikke mindre end 9 nye kirkelige love, herunder forslag om oprettelse af et nyt jysk bispeembede og en deling af det sjællandske stift. Her vil kun blive redegjort for stiftsdelingen.

I sin forelæggelsestale fremhævede J. C. Christensen, at en deling af det sjællandske stift nu var absolut nødvendig. Han havde overvejet en tredeling, men havde på fornemmelsen, at det ikke ville vinde tilslutning. Han var derfor standset ved en to-deling bestående i et nyt Roskilde stift og et Københavns stift. Folketallet i det eksisterende sjællandske stift var nemlig større end den samlede befolkning i Lolland-Falsters, Fyns samt Ribe og Århus stifter, og antallet af præster overgik det i Lolland-Falster, Fyn og det vidtstrakte Ribe stift eksisterende antal.

Hertil kom præsterne på Bornholm, på Færøerne og i Grønland. Det var imidlertid nødvendigt, at en nyordning gjorde virkelig gavn. Fordelingen af de eksisterende provstier mellem de foreslåede stifter burde afgøres senere ved kgl. resolution. Det var der hævd på. Kun oprettelse af nye stifter var et lovgivningsanliggende.

En detaljeret gennemgang af Rigsdagens behandling af forslaget er der ikke plads til i denne sammenhæng. Så meget skal dog antydes, at der i Folketinget var en ikke ringe uvilje mod af bekoste oprettelsen af et nyt Roskilde stift, medens man tilsluttede sig et nyt stift i Jylland med Haderslev som stiftsby.

Folketinget nedsatte et 15-mands udvalg til at behandle forslaget. Udvalgets formand var venstremanden J. P. Lillelund (1876-1922), der inden sin død nåede at få skrevet en lille bog om de nye kirkelove. Som udvalgets sekretær virkede kirkehistorikeren, dr. Laust Moltesen (1865-1950), som ligeledes tilhørte partiet Venstre. Folketinget ville gerne indrømme, at det var nødvendigt at mindske den sjællandske biskops arbejdsbyrde, men det burde ikke ske ved en forøgelse af det eksisterende antal stifter.

En gruppe socialdemokratiske og radikale politikere foreslog at gennemføre den fornødne aflastning ved at henlægge provstierne i Sorø og Præstø amter til Lolland-Falsters Stift. En anden gruppe med Moltesen som ordfører ville nedlægge Lolland-Falsters stift og henlægge dets sogne under det foreslåede nye Roskilde stift. Man fandt, at Sydhavsøerne måtte være beæret ved at blive tilsluttet et ældgammelt og fornemt stift! Man overhørte ganske de kraftige protester, som var indkommet fra de lolland-falsterske menigheder mod dette forslag.

Ved den endelige behandling i Folketinget 18. maj 1922 foreslog Moltesen, at der oprettedes et nyt embede som biskop over Roskilde stift, samtidig med at man nedlagde Lolland-Falsters stift. Man undlod nærmere at foreslå en provstideling mellem Roskilde og Københavns stift. J. C. Christensen tog bestemt afstand fra dette forslag. Han havde med tilfredshed konstateret, at Tinget var enig med ham i, at man burde aflaste den sjællandske biskop, men arbejdsbyrden i det nye Roskilde stift ville hurtigt blive aldeles uoverkommelig. Man kunne heller ikke nedlægge et stift, uden at der i forvejen var forhandlet med de lokale myndigheder. Trods ministerens modstand vedtoges forslaget med 71 stemmer mod 62.

Herefter kom forslaget til behandling i Landstinget, hvor man ligeledes nedsatte et 15-mands udvalg med den sønderjyske politiker Hans Jefsen-Christensen (1880-1956) som formand og ordfører. Behandlingen blev her ikke så langvarig som i Folketinget. Man tilsluttede sig også her oprettelsen af et nyt jysk stift med Haderslev som stiftsby. Da man var klar over ministerens modstand mod Folketingets beslutning, gav man den omstridte paragraf følgende mere smidige formulering: “Der oprettes et embede som biskop i Roskilde. Det fastsættes ved kgl. resolution, hvilken del af Sjællands stift, der skal henlægges til dette embede, samt om en del af nævnte stift - i bekræftende fald hvilken - skal henlægges til Lolland-Falsters stift”. Nævnte stift, som så sent som i 1803 var udskilt fra Fyns stift, skulle således opretholdes. Forslaget blev vedtaget ved 3. behandling med 36 stemmer mod 21.

Forslaget vandrede tilbage til Folketinget, hvor det kom til eneste behandling 23. juni 1922. På ny kom Folketingets oprindelige vedtagelse til afstemning, men forkastedes nu med 69 stemmer mod 62, hvorefter man stemte om Landstingets formulering. 67 medlemmer stemte for og 49 imod, hvorefter forslaget forelagdes kongen til underskrift 30. juni 1922. Resultatet blev således en deling af det gamle sjællandske stift i et Københavns og et Roskilde stift.

Den gamle venstrefører betragtede hermed sin politiske gerning som afsluttet, og som hans efterfølger udnævntes undervisningsminister Jac. Appel (1866-1933). I løbet af de følgende måneder forhandlede man i Kirkeministeriet om den nærmere fordeling af provstierne mellem de to stifter. Ved kgl. anordning 23. november 1922 bekendtgjordes resultatet. Anordningen kan betragtes som det fremtidige københavnske stifts fødselsattest.

Under Københavns stift henlagdes provstierne i Københavns kommune, Gl. Københavns amt, inklusive Frederiksberg provsti, samt Frederiksborg og Bornholms amts provstier. Desuden hørte kirkerne på Færøerne og i Grønland også til stiftet. Til Roskilde stift henlagdes provstierne i Gl. Roskilde amt samt i Holbæk, Sorø og Præstø amter. Det kom ikke på tale at ændre ved Lolland-Falsters stift.

Det nye Københavns stift trådte formelt i funktion 1. december 1922.

Københavns stifts deling i 1961

Man tør vel formode, at biskop Ostenfeld har følt en afgørende lettelse i sin daglige embedsbyrde ved den gennemførte formindskelse af det tidligere embedes omfang. Han fortsatte sin tjeneste indtil 1934. Året før hans afgang var stiftsprovst Ussing gået af og afløst som stiftsprovst af universitetsmanden dr. theol. Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979).

Efter et års virke i dette embede valgtes han til ny biskop. Stiftsprovst blev herefter dr. theol. Paul Brodersen (1892-1974), som senere blev udnævnt til domprovst. Han virkede som sådan indtil 1962. Til hans efterfølger som ny domprovst udpegedes Paul Verner Hansen (1909-96), der sad i embedet indtil 1979. Efter sin afgang virkede Brodersen omtrent til sin død som konstitueret kapellan bl.a. ved Domkirken.

Også efter oprettelsen af Københavns stift fortsatte den kraftige indflytning til København, hvilket medførte oprettelsen af nye sogne og opførelsen af nye kirker. Det var navnlig i de nordlige og sydlige kvarterer, at befolkningstilvæksten var betydelig. Det samme var tilfældet i en række omegnskommuner. Til belysning heraf vil en nærmere redegørelse være nødvendig.

I 1923 var det samlede stift, bortset fra Færøerne og Grønland, organiseret i 11 provstier omfattende 155 folkekirkelige sogne, foruden et par valgmenigheder og “De døves menighed” på Frederiksberg. Af provstier havde Københavns kommune 3, nemlig Vor Frue, Holmens og Vestre. Desuden eksisterede der et Frederiksberg provsti, yderligere 2 provstier inden for Gl. Københavns amt, nemlig Sokkelund og Smørum Herreders provstier samt 3 provstier i Frederiksborg amt og 2provstier på Bornholm.Endelig hørte 4 sømandskirker under biskoppen, nemlig i London, Hull, Newcastle og Hamburg.

Inden for perioden 1923-60 øgedes antallet af provstier i København med 3, nemlig i 1933 med Nørre og Søndre provsti, og i 1954 deltes Nørre provsti i Nordøstre og Nordvestre provsti. Inden for Gl. Københavns amt blev det nødvendigt at dele Sokkelund Herreds provsti i henholdsvis Sokkelund Herreds Østre og Vestre provsti.

I Frederiksborg amt og på Bornholm skete ingen ændringer. Nok så oplysende for udviklingen er oprettelsen af de mange nye menigheder med tilhørende kirker. Der krævedes kgl. resolution, udfærdiget gennem Kirkeministeriet og offentliggjort i den officielle Lovtidende (Ministerialtidende) for at kunne oprette et nyt sogn.

En systematisk gennemgang af denne publikation viser, at der alene i Københavns kommune i årene 1923-60 oprettedes 3 nye sogne i 1923, 1 i 1927 og 2 i 1928. I årene 1929-31 og 1933 stiftedes 1 nyt sogn hvert år. I 1935 og 1938 grundlagdes 2 nye sogne hvert år, i 1941 1 sogn og i 1945 2 sogne. Derefter så 1 nyt sogn dagens lys i hvert af årene 1946-47, 1949 og 1951. I alt drejede det sig om 21 nye sogne. Samtidig oprettedes et enkelt nyt sogn inden for Frederiksberg provsti og 4 nye sogne i omegnskommunerne, bl.a. i Dragør.

I Frederiksborg amt grundlagdes 3 nye sogne og blandt dem Usserød, som atter nedlagdes efter få år. På Bornholm så 2 nye sogne dagens lys, nemlig Olsker og Christiansø. Inden for stiftet som helhed drejede det sig således om ikke mindre end 30 nye sogne. Samtidig foregik også en udbygning af sømandskirkerne. Nye kirker oprettedes i Antwerpen, Rotterdam, Lissabon, New York, Baltimore og Yokohama.

Fra slutningen af 1950erne fremkom atter nye udtalelser om den urimelige arbejdsbyrde, der hvilede på biskoppen. 3. marts 1958 holdt det københavnske præstekonvent et møde, som resulterede i en henvendelse til Kirkeministeriet om at tage initiativet til en deling af stiftet i forbindelse med det forestående embedsskifte nytår 1961. Fuglsang-Damgaard ville da falde for aldersgrænsen.

Siden 30. august 1953 beklædte Bodil Koch (1903-72) stillingen som kirkeminister. 13. december 1958 nedsatte hun - for at imødekomme de fremsatte ønsker - en kommission under ledelse af departementschef Andreas Detlefsen (1891-1965), som skulle undersøge, om der var grund til at foretage en ny deling. Denne skulle tilrettelægges således, at der blev taget højde for endnu en deling i fremtiden.

Der indhentedes en række statistiske oplysninger, som viste, at indbyggertallet i Københavns stift (bortset fra Færøerne og Grønland) i 1922 var 913.235 og i april 1958 var steget til 1.512.236. Taltes de nordatlantiske områder med, var tallet ca. 1.575.000. Stiftet havde således langt det største indbyggertal i hele Norden. Antallet af præster i stiftet var pr. 1. juli 1958 434 eller godt 23 % af landets samlede præsteantal. Med hensyn til fremtiden skønnede man, at befolkningstallet fortsat ville være stigende, navnlig i omegnskommunerne. I 1975 ville det være ca. 2. millioner og ved årtusindskiftet ca. 2.360.000, medregnet Færøerne og Grønland.

Kommissionen konkluderede derfor, at en deling af stiftet var nødvendig. Det fremtidige Københavns stift burde omfatte provstierne i Københavns kommune - med undtagelse af sognene i Nordøstre og Nordvestre provsti - Frederiksberg provsti, 4 sogne på Amager, som alle lå i Sokkelund Herreds vestre provsti, nemlig Tårnby, Kastrup, St. Magleby og Dragør, samt Bornholms to provstier med underliggende sogne. Kirkerne på Færøerne og i Grønland skulle også fortsat høre under Københavns biskop. Til et foreslået Kronborg- Bispebjerg stift skulle henlægges sognene fra de to ovennævnte københavnske provstier, resten af sognene under provstierne i Gl. Københavns amt samt provstierne i Frederiksborg amt.

Gennemførtes dette forslag, ville det indskrænkede Københavns stift få et indbyggertal på 780.894, hvis man lagde folketallet fra 1955 til grund. Der ville fremover være 173 kirker i stiftet og 150 i det nye stift, og præstetallet opgjordes til henholdsvis 231 og 201. Som domkirke i det nye stift foreslog man Grundtvigskirken. Skulle det i fremtiden vise sig nødvendigt at oprette endnu et nyt stift, foreslog man Helsingør som stiftsby og Skt. Olai som fremtidig domkirke. Med kommissionens betænkning, som havde datoen 25. jan. 1960, fulgte et lovforslag til stiftsdeling.

Allerede 18. februar 1960 forelagde Bodil Koch forslaget for Folketinget, som 17. marts nedsatte et 17-mands udvalg til at behandle det. Som formand virkede den daværende socialdemokratiske borgmester i Ballerup-Måløv kommune Ove Hansen (f.1909). Udvalget holdt 5 møder, og Bodil Koch deltog i nogle af dem. Med tilslutning fra ministeren stillede udvalget følgende ændringsforslag: navnet på det nye stift burde være Helsingør stift og Skt. Olai skulle være domkirke. Af de københavnske sogne godkendte man, at de 9 sogne, som på dette tidspunkt hørte under Nordvestre provsti, henlagdes under det nye stift. Af disse var 6 oprettet i årene efter 1923.

Derimod kunne man kun godkende, at 5 af Nordøstre provstis sogne udskiltes af Københavns stift, nemlig Lundehus, Kapernaum, Emdrup, Bispebjerg og Tagensbo. Af disse var de 4 nyoprettede. Folketinget vedtog loven enstemmigt 2. juni 1960 med 124 stemmer. 5 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Loven fik kongens underskrift 10. juni 1960, og ved en kgl. anordning af 3. okt. 1960 trådte den i kraft fra 1. jan. 1961. Samtidig tiltrådte en nyvalgt biskop i København, Willy Westergaard Madsen (1907-95). Han fungerede indtil 1975, hvor han efterfulgtes af Ole Bertelsen (f.1925).

Medens det nok måtte synes rimeligt at henlægge de 4 sogne på Amager under Københavns stift, forekommer det temmelig mærkværdigt at udskille en række sogne beliggende i Københavns kommune til Helsingør stift. Det varede da også kun ca. 10 år, inden de på ny vendte tilbage til Københavns stift.

I løbet af 1960erne havde de siddende regeringer arbejdet med en omfattende reform af landets kommunale inddelinger. Man ønskede at formindske antallet af eksisterende amtskommuner og samle gamle sognekommuner i større enheder, kaldet primærkommuner. Formålet var at forenkle og effektivisere det kommunale arbejde. Efter lange forberedelser og forhandlinger trådte kommunalreformen i kraft 1. april 1970. Da regeringen ikke ønskede at ændre Københavns kommunes grænser, besluttede man at tilbageføre de københavnske sogne, som var blevet udskilt i 1961. Indtil videre bevarede man betegnelsen Nordvestre provsti, men man kaldte det tidligere Nordøstre provsti for Bispebjerg provsti.

Det var den betegnelse, man havde givet de 5 sogne, som i 1961 var blevet indlemmet i Helsingør stift. De pågældende sognes tilbageførelse medførte en befolkningsforøgelse på 155.000 personer, hvilket betød, at stiftet nu nåede op på et samlet indbyggerantal på 923.844 og 267 præster. På ny var biskoppens daglige arbejde blevet væsentlig forøget. Om dette har medvirket til at modne tankerne om at selvstændiggøre den færøske og grønlandske kirke kan vel ikke helt udelukkes, selv om denne begivenhed også må betragtes som en naturlig følge af indførelsen af det færøske og grønlandske hjemmestyre.

De nordatlantiske kirker

Fra gammel tid havde kirkerne på Færøerne og i Grønland henhørt under den sjællandske biskop, og efter 1922 hørte de fortsat under Københavns stift. Formelt havde den københavnske biskop samme kirkelige embedspligter over for de nordatlantiske menigheder, som han varetog over for sine hjemlige sogne. De store afstande måtte imidlertid i ikke ringe grad besværliggøre en nærmere kontakt. De skiftende biskopper kom kun ved sjældne lejligheder på besøg, og de lokale provster, som havde samme ret og pligt til at deltage i de indkaldte landemoder, kunne heller ikke indfinde sig regelmæssigt. Man måtte nøjes med at sende en skriftlig rapport om kirkeårets begivenheder.

I adskillige år havde en lokal provst ført det nærmere tilsyn med de færøske præster og præstegæld, som betegnelsen er for et færøsk sogn. Et enkelt nyt præstegæld var blevet oprettet i årene efter 1923, således at den færøske kirke ved begyndelsen af 1990erne omfattede 10 præstegæld, af hvilke provsten, som havde bopæl i Torshavn, administrerede et af disse.

Gennem årene havde det fra tid til anden været under overvejelse at selvstændiggøre kirken på Færøerne. Spørgsmålet trængte sig på efter gennemførelsen af det færøske hjemmestyre i 1948. Bodil Koch fik da også gennemført loven af 25. februar 1963, hvorefter den hidtidige provstestilling omdannedes til et embede som vicebiskop. Han overtog den tidligere provsts embedsforretninger og forpligtedes i øvrigt til at udføre de hverv, som kirkeministeren overdrog ham. Han skulle bispevies af Københavns biskop. Den eksisterende ordning med, at hjemmestyret gennem Lagtinget varetog kirkebygningers og kirkegårdes vedligeholdelse og drift videreførtes, medens de færøske præsters lønninger og drift af tjenesteboligerne forblev et rigsanliggende.

I 1990 var tiden kommet til, at kirkeminister Torben Rechendorff (f.1937) kunne foreslå, at man oprettede et selvstændigt færøsk stift. Det skete ved lov af 6. nov. 1990, som trådte i kraft 15. november. Havnar kirke i Torshavn blev valgt til domkirke, og stillingen som biskop overdroges den fungerende vicebiskop Hans Jacob Joensen (f.1958). Han bispeviedes af biskop Ole Bertelsen i Torshavn 25. nov. 1990 som den første færøske biskop i nyere tid.

På Færøerne findes i dag ingen provster, men 13 præstegæld.

Kort tid efter at dette var sket, kunne en ny kirkeminister Arne O. Andersen (f.1939) gennemføre en tilsvarende ordning i Grønland. Den grønlandske kirke havde gennem årene gennemgået en tilsvarende udvikling som den færøske. Også her havde man fået oprettet en række præstegæld, men de lokale forhold havde gjort det nødvendigt at udnævne 3 provster. Man havde efterhånden fundet det nødvendigt at udpege en af disse, nemlig den provst der var bosiddende i Nuuk, til vicebiskop med lokal tilsynspligt over de eksisterende 10 præstegæld. Der fandtes desuden et særligt grønlandsk præstegæld i Danmark.

Ved lov af 6. maj 1993 oprettedes nu et selvstændigt grønlandsk stift. Fra 1. nov. 1993 skulle embedet som grønlandsk biskop træde i funktion med Vor Frelsers kirke i Nuuk som domkirke. Biskoppen skulle ansættes ved kgl. resolution og skulle have været præst i Grønland og taget teologisk eksamen ved Københavns universitet.

Det grønlandske hjemmestyre foretog den formelle indstilling efter en foretaget afstemning blandt de grønlandske menigheders repræsentanter og præster. Den person, der havde fået fleste stemmer, indstilledes. Første gang skulle stillingen besættes med den fungerende vicebiskop Kristian Mørch (f.1930), som 19. juni 1994 indviedes af biskop Erik Norman Svendsen i nærværelse af dronningen og kirkeministeren. Mørch efterfulgtes i 1995 som biskop af Sofie Petersen (f.1955).

Oprettelsen af de to nordatlantiske stifter medførte den sidste afgørende aflastning af den københavnske biskops arbejdsbyrde. Begivenheden må som allerede antydet betragtes som en naturlig følge af de nordatlantiske samfunds almindelige sociale udvikling og politiske selvstændiggørelse. I kirkelig henseende er de nordatlantiske kirker stadig at betragte som hørende til den danske folkekirke, og den nære kontakt med bl.a. den grønlandske kirke bygger endvidere på den kendsgerning, at der findes et særligt grønlandsk præstegæld i Danmark. Grønland har stadig sine 3 provstestillinger, og der eksisterer fortsat 10 præstegæld i Grønland. 

I 2013 er Københavns stift opdelt i følgende 9 provstier:  

Vor Frue-Vesterbro provsti

Holmens-Østerbro provsti

Nørrebro provsti

Bispebjerg-Brønshøj provsti

Valby-Vanløse provsti

Amagerbro provsti

Amagerland provsti

Frederiksberg provsti

Bornholms provsti

Nu som før hører fortsat en række sømandskirker under tilsyn af Københavns biskop i samarbejde med Holmens provst. I jubilæumsåret findes der sømandskirker i Antwerpen, London, Hamburg, Hongkong, Rotterdam, Göteborg, New York, Hull og Singapore. Af disse er kirken i Hull den ældste. Under biskoppen hører desuden de såkaldte “værnsprovster” for henholdsvis hæren, søværnet og flyvevåbnet. Forskellige sognepræster udfører kirkeligt arbejde blandt de værnepligtige, bl.a. når de er udstationeret i det fremmede. På samme måde er forskellige præster beskæftiget på hovedstadens hospitaler og fængsler.

Læs mere om Københavns Stift i dag

Tags: