Fordringen som menneske

"Heldigvis er der stadigvæk mennesker, der ser stort på at verden bare buldrer derudaf og ikke kan lade være med at engagere sig." Sognepræst i Mariendals Kirke på Frederiksberg, Birgitte Veit, skriver om tro og engagement

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

I min grundtvigske barndomsby i Sjællands nordvestlige udkant boede en gammel, pensioneret bonde.

Hver gang talen faldt på en eller anden, som savnede lidt jordforbindelse, forsvarede han vedkommende ved på sit sjællandske at sige: "Han er jo meget engageret."

For ham var det en nøgtern forklaring på, at vinduerne i et hus trængte til maling, at gårdspladsen var rodet, eller - hvis det var en kvinde, der var meget engageret – at børnene var ustyrlige, eller at bærrene rådnede på frugtbuskene. For var man engageret i verden, så kunne man nu engang ikke altid få tid til også at passe det derhjemme.

Nu var denne gamle mand i virkeligheden selv et meget engageret menneske. Han interesserede sig for alting og gik til hvert et folkeligt foredrag og læste sin avis. Han havde i sit liv påtaget sig sin del af ansvaret for skole, kirke og gymnastikforening. Under krigen havde han haft jøder på flugt boende på sin gård, og han havde ansat karle og piger fra skrøbelige hjem og var blevet som en far for dem. Han havde passet sin syge kone med stor omsorg, og som pensionist og enkemand ordnede han folks haver, for eksempel præstens, for denne var nemlig alt for engageret til at gå op i havearbejde. Hver søndag sad den gamle på sin faste plads i valgmenighedskirken, og man var ikke i tvivl om, at her hentede han kræfter.

 

Birgitte Veit er sognepræst ved Mariendals Kirke på Frederiksberg.
_________________________

Da jeg blev bedt om at skrive lidt om mit syn på, hvordan den enkeltes tro bør udtrykkes gennem et engagement i verden, kom jeg til at tænke på denne gamle bonde. For ham var det at være engageret i verden noget fint og fjernt, der lå i få menneskers gener uafhængigt af deres tro, mens de fleste bare levede deres jævne og mere eller mindre muntre og virksomme liv. Og ser man på folk, der er engagerede i politik eller græsrodsarbejde, mennesker, der blander sig i debatten og virkelig gør et forsøg på at gøre Danmark eller ligefrem verden til et bedre sted, så er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Folks engagement kan have rod i deres kristne tro, men jo mindst lige så ofte i en ideologi eller i almindelig humanisme.

Den grundtvigske bonde var rundet af en tradition, der efterhånden er døet ud, hvor samlingen hver søndag i kirken om dåb og nadver betød, at man fik kræfter til at leve sit daglige liv, fordi man vidste, at der var en grundlæggende kærlighed i verden til menneskene. Derfor var man aldrig i tvivl om, at der var brug for én, og derfor måtte man også bære over med hinanden, fordi alle var Guds børn.

Men han – og med ham Grundtvig – ville aldrig tale om, at den enkeltes tro burde udtrykkes gennem et engagement i verden. For ham var troen alene en gave, og der var ingen forpligtelse forbundet med den. Han kendte til menneskeligt engagement, men ikke til et særligt kristeligt engagement. For forpligtelsen eller fordringen lå i selve det at være menneske. Evangeliet blev så tilsagt det menneske, der måtte erkende, at det egentlig ikke gjorde den store forskel for andre end de nærmeste og måske endda her slog fejl. Ja, evangeliet rejste mennesket op, når det var faldet over sig selv, og gav det nyt mod.

Måske nytter det ikke noget at engagere sig i en verden, der jo bare buldrer derudad. Men heldigvis er der stadigvæk mennesker, der ser stort på det og alligevel ikke kan lade være med at gøre det. Under alle omstændigheder ligger det i min grundtvigske arv at have tillid til, at alt i sidste ende heldigvis ikke står og falder med os selv. Som Grundtvig skrev det i en sang: ”Sort ser det ud, men almægtig er Gud”. 

Føler det troende menneske sig i ekstra grad forpligtet på at tage del i verden, og hvordan opfatter vi i det hele taget forholdet mellem kristendom og engagement?

Vi har bedt tre præster om at give et bud på det, og de bringer os hele vejen fra Afghanistan til Vesterbro og tilbage til den grundtvigske barndomsby.

Birgitte Veit i DEBATmagasinet

Birgitte Veits tekst er også udgivet i DEBATmagasinet fra folkekirken i København, der i 2016 har 'engagement' som tema.

Læs DEBATmagasinet 2016 i en elektronisk udgave her

Tags: