Anmeldelse: Provo-prædikener

politiske_praedikener_855x485.jpg

Palle H. Steffensen (tv.) og Svend Bjerg - forfatterne til bogen 'Politiske prædikener - der kunne være holdt og burde holdes'. Pressefotos
Palle H. Steffensen (tv.) og Svend Bjerg - forfatterne til bogen 'Politiske prædikener - der kunne være holdt og burde holdes'. Pressefotos
Folkekirken er dødkedelig og behagesyg, hævder Svend Bjerg og Palle H. Steffensen. Deres nye bog ’Politiske prædikener’ er ifølge anmelderen både underholdende og mildt anstrengende
Kresten-Erik Dahls billede
af Kresten-Erik Dahl (sognemedhjælper i Trinitatis Kirke)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Det er ikke mange år siden, Sven Ove Gade opfordrede os til at tage et brækmiddel, i stedet for at spilde vores tid på kirkegang.  Og nu er den gal igen.

Den dødkedelige, behagesyge folkekirke skal oppe sig, og ifølge forfatterne bag ”Politiske prædikener – der kunne være holdt og burde holdes” ligger det lige for at tage Jesus på ordet og give folk en på sinkadusen, så de vågner op til dåd efter et besøg for foden af prædikestolen.

Politiske prædikener - der kunne være holdt og burde holdes

Svend Bjerg og Palle H. Steffensen
Anis
96 sider
189,95 kr.

Udkommer d. 18. april

Prædikestolens frihed

Nødvendigheden ligger i prædikestolens status som den eneste frie talerstol i en verden underlagt kontrol, krav og tvang. Der er ingen andre steder tilbage, hvor statsmagten kan irettesættes og modsiges. Når den politiske prædiken har haft så ringe succes, skyldes det mest de retorisk og teologisk ukyndige præsters famlen, skriver forfatterne i forordet til bogen.

De knap 100 sider indeholder derfor 16 konkrete bud på korte, koncise prædikener med et stærkt politisk indhold. Prædikenerne – skrevet over velkendte tekster fra kirkeårets to tekstrækker – belyses, pointeres og kontrasteres af 6 nutidige citater.

Det er overraskende, at Jesus er SÅ antiliberalistisk og uborgerlig, og sært også, at Jesus er blevet taget til indtægt for så mange politiske holdninger gennem tiderne, når hans holdning er SÅ soleklar som i denne bog

Det er ikke så lidt, evangeliet mener, når man går til værks som de to forfattere.  Det er overraskende, at Jesus er SÅ antiliberalistisk og uborgerlig, og sært også, at Jesus er blevet taget til indtægt for så mange politiske holdninger gennem tiderne, når hans holdning er SÅ soleklar som i denne bog.

Én på hatten

Beskyldningerne falder sprudlende og sprogligt veloplagt og som maskingeværsalver fra ideologiernes skyttegrave: Tidsånden er helt gal. Vi er syndet helt til i forbrugsafhængighed, selvoptagethed, overfladiskhed, angst for det fremmede og angst for at dø. Prædikanterne hader med evangelieteksterne i hånden den tidligere regering og er mere end skuffede over den nuværende.

Dansk Folkeparti får også mere end én på hatten. Adskillige navngivne politikere fordømmes, og biskopperne får én over nakken for deres laden stå til i den offentlige debat om kirkerne. Asylcentrene, sundhedsskatter, værdikamp, rygning, privatisering og overforbrug – det hele tages under behandling.

Det er på en gang underholdende og mildt anstrengende at høre evangelieteksten som fordømmelse nedkaldt over alle disse politiske kernesager.  Man forestiller sig let, hvordan man søndag efter søndag kunne sidde på kirkebænken og føle sig ramt eller retfærdiggjort alt efter politisk ståsted.

Lovprædikener

Ikke en eneste prædiken trøster os for at være fanget i dette afsporede samfund. Forfatterne kalder da også prædikenerne for lovprædikener bygget på ’Jesu etik’ og medgiver til allersidst i bogen, at der er mere at sige efter disse prædikener.  

Disse lovprædikener står overfor den evangeliske prædiken som gør loven unødvendig i forhold til frelsen eller med forfatternes ord ”overhaler” loven, og måske er det denne overhaling, der er så dødsens kedsommelig i folkekirken, fordi den er så svær at forstå.  

Det er dog også lige præcis den, der gør at man går glad hjem fra kirke - hvis man altså holder sig vågen. Fordi man på trods af den umulige opgave, det er for et menneske at leve op til Jesu etik og lov, alligevel kan stole på Gud.
 

Tags: