Anton Lavær: »Det kan nok lyde stort i slaget at sige, at formålet er at redde verden«

anton_lau_gynthersen_foto_anne_mie_drevers.jpg

Anton Lavær. Foto: Anne Mie Dreves
Anton Lavær. Foto: Anne Mie Dreves
30-årige Anton Lavær ledte efter en større mening i sit liv. Den finder han nu i energisektoren, hvor han som iværksætter udvikler en generator, der kan skaffe billig, grøn energi til nødhjælpsarbejde
Lars Erik Franks billede
af Lars Erik Frank (Presse- og kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Egentlig går hans socialøkonomiske virksomhed Gadegrej rigtig godt.

Men 30-årige Anton Lavær Gynthersen skal ikke i al fremtid leje udstyr som pavilloner, scener og afspærringer ud til sports- og kulturarrangementer.

Han og to partnere har startet virksomheden Anton Energy. Sammen udvikler de en mobil solcelledrevet generator, der kan skaffe billig, fossilfri energi i fx katastrofeområder, til nødhjælpsarbejde og ved udendørs arrangementer.

Hvorfor har du valgt at engagere dig i energisektoren?

Den helt korte historie er, at jeg ledte efter en større mening i mit liv. At leje udstyr ud til folk, der laver koncert, fest eller motionsløb i gaderne, ser jeg ikke noget større formål i mere.

Det er fint nok, det har lært mig en masse, og det er her ideen til den solcelledrevne generator er opstået. Men nu handler det om at lave noget, der er større end mig selv og os, der laver Anton Energy. Noget, der kan komme rigtig mange mennesker til gode og er en del af den grønne omstilling.

Hvad kræver det af dig at være iværksætter?

Jeg brænder for vores projekt, så engagementet kommer helt naturligt, også når der skal laves en masse administrativt arbejde som fx forretningsplaner og femårige driftsbudgetter til banken. Det skal bare gøres – så det gør jeg. Jeg har skullet tilegne mig en masse ny viden om fx energisektoren og markedet, som jeg ikke kendte meget til. Men det er spændende, fordi jeg er i uopdaget land, og vi har kastet os over en logistisk opgave, som ikke er løst af nogen før.

En virksomhed i energisektoren lyder som noget, man kan tjene mange penge på. Betyder det noget for dit engagement?

Anton Energy skal selvfølgelig være rentabel. Hvis der bliver tjent penge, skal de geninvesteres i virksomheden. Ideen til projektet er min. Og selvom det nok kan lyde stort i slaget at sige, at formålet er ”at redde verden”, så har jeg i forhandlinger med mulige partnere understreget, at de ikke skulle se det som en investeringsmulighed, de kun skulle tjene penge på.

Hvornår slipper dit engagement op?

Aldrig, tror jeg. I sommeren 2016 står den første prototype klar til test. Så vil det nok give endnu mere mening for mig.

Det personlige engagement

Interviewet med Anton Lavær er også udgivet i DEBATmagasinet fra folkekirken i København, der i 2016 har ’engagement’ som tema.

I serien ’Det personlige engagement’ fortæller en række markante personer i korte interviews om, hvor deres drivkraft stammer fra, og hvordan de holder deres engagement ved lige.

Læs mere om debatmagasinet her

Læs også om Zetlands chefredaktør Lea Korsgaards, håndboldspiller Kasper Hvidts, varmestueleder Sharon Parkers og forfatter Anne-Cathrine Riebnitzskys personlige engagement.

Læs DEBATmagasinet 2016 i en elektronisk udgave her

Tags: