Bettina Bakdal: »Vi kan finde ud af at bevare en god stemning i det rædselsfulde vintermørke«

designer_bettina_bakdal.jpg

Designer Bettina Bakdal
Bettina Bakdal, designer, 53 år, bor på Nørrebro. Foto: Petra Kleis
Hvad kendetegner København og hvornår fornemmer designeren Bettina Bakdal byens ånd?
af Sarah von Essen (freelancejournalist)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Hvad kendetegner københavnerånden?

Når man er født og opvokset i København, tænker man ikke rigtig over, hvad byen er. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg arbejdede på Designskolen i Kolding. I København er der mange mennesker, mange aldre, mange sprog, så mangfoldighed er en del af ånden.

Københavnerånd

Artiklen er også udgivet i DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der i 2018 sætter fokus på ånden i København.

Hvor mærker du københavnerånden?

Her på Nørrebro, og det er lidt skørt, fordi jeg jo egentlig også bor i en landsby. Jeg har boet på Nørrebro hele mit liv, og jeg siger hej til de fleste mennesker, jeg møder.

Hvornår tager københavnerånden sig bedst ud?

Jeg kan godt lide, at vi kan finde ud af at bevare en god stemning i det rædselsfulde vintermørke. Vi hygger os og holder liv i gaden. København dør slet ikke i vinterperioden. Der er mange, der bedst kan lide sommermånederne, men jeg kan lide at mærke, at vi har brug for hinanden, og det har vi i mørket. 

Hvornår er københavnerånden en plageånd?

Den københavnske selvfedme er en plageånd, men jeg ved godt, at jeg selv har den. Jeg kunne jo på ingen måde holde ud at bo i en anden by end København!

Hvordan afspejler københavnerånden sig i dit arbejde?

Jeg køber faktisk alle mine materialer i udlandet. Det er altså svært at få en ordentlig metervare i København! Men jeg finder også inspiration i byen. Jeg er meget optaget af farver på bygninger, og hvordan de møder lyset. Jeg elsker at kigge på husene i byen, lige inden det bliver mørkt. Eller helt tidligt om morgenen. Vi har et helt særligt lys. Somrene, hvor det nærmest er lyst hele natten, og så er der mørket, jeg nævnte før, som også kan noget. Jeg tror, det gør noget ved os. For mange er det sikkert ubevidst, men jeg bruger det i mit arbejde.

Jeg er heller ikke bange for graffiti. Jo mere graffiti på ét sted, jo bedre! For eksempel hvis man plastrer en dør til, så det ligner et persisk tæppe. Det bringer mig også tilbage til mangfoldigheden. Nørrebro er jo virkelig meget farvestrålende.

Tags: