Biskop: Diana er den moderne tids helgen

1024px-flowers_for_princess_dianas_funeral.jpg

Berømthed. Tidligere tiders helgener er blevet erstattet af nye forbilleder, skriver Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk. På billedet ses blomsterhavet ved Kensington Palace i dagene efter Dianas død d. 31. august 1997. Foto: Wikimedia Commons
Berømthed. Tidligere tiders helgener er blevet erstattet af nye forbilleder, skriver Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk. På billedet ses blomsterhavet ved Kensington Palace i dagene efter Dianas død d. 31. august 1997. Foto: Wikimedia Commons
De gamle helgener er blevet for besværlige - det nye forbillede er celebriteten, skriver Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Vi kørte i land den morgen efter en nats sejlads.

Vi anede ikke, at vi stod foran en uge med en helgenkåring. På den korte vej fra havnen i Hull i England og til Sømandskirken i centrum, hvor jeg arbejde og boede med min familie, noterede vi os, at noget måtte være sket.

McDonald's-flagene var på halv. Det samme var hver en vimpel og ligeså de enkelte britiske flag.

»Har I hørt det?« stod assistenten og sagde i døren. Vi havde intet hørt. »Diana er død!«

Tv’et blev tændt og resten af dagen kørte de fire tv-kanaler nærmest i båndsløjfe. Der var udtalelser alle steder fra. Nationen havde i de sidste par år oplevet, hvordan et ægteskabeligt modsætningsforhold i kongefamilien ofte tog hele landet fangen.

De af os, der ikke kunne mande os op til vrede mod dronningen, blev anset for at være tæt på det umenneskelige

Uværdigt spil

Det blev siden klart, at såvel kronprins som kronprinsesse, havde haft hver sit hold, som underrettede offentligheden ad deres kanaler. Et noget uværdigt spil, som selvfølgelig ikke var til at styre for nogle af parterne. Folkegunst er idel dunst.

Diana havde der været skrevet en del om hen over sommeren på grund af forholdet til sønnen af den hovedrige ejer af Harrods. Selv om Diana var godt skilt, vakte det alligevel en nyfigen interesse med dette forhold til en mand af arabisk afstamning.

I Paris havde de to forsøgt at undvige paparazziernes blitz. Man fik hurtigt indtryk af, at de unge elskende var blevet jaget i døden af hungrige sladderulve.

Hvis stemningen den sommer havde været ved at vende sig mod Diana, så betød hendes tragiske og pludselige død, at vreden med et slog ud mod kongefamilien.

I landet, på gader og stræder, i stuerne og på gangene talte folk ikke om andet, og de af os, der ikke kunne mande os op til vrede mod dronningen, blev anset for at være tæt på det umenneskelige.

Da ugen var omme, og besindelsen begyndte at lægge sig, viste det sig, at vi var op imod halvdelen, som ikke tilhørte de fortørnede, men i de første dage måtte vi gå stille gennem tilværelsen for ikke at vække anstød. Nationen græd nemlig.

De første billeder fra London viste grådkvalte mennesker. De lagde blomster i tusindtal ved Kensington Palace og Buckingham Palace.

Der blev skrevet meddelelser til den døde på vedhæftede kort. Der blev tændt tusindvis af lys og mikrofonen gik på omgang. Når mennesker udtalte sig, kunne man høre, at det var lykkedes at få gjort Diana til folkeeje.

Mediemæssigt fremstod hun som pigen, der som 19-årig havde vundet sig en prins. Der var lidt Askepot over hende.

Man hørte snart rygtet, at Diana havde vist sig for nogle, havde åbenbaret sig

Hun havde været så forelsket, men lykken havde ikke været gensidig. Børnene var kommet og havde skabt den lykke, som børn altid gør. Ægteskabet var dog stødt på grund, som det ikke så sjældent sker i den moderne verden.

Der skabtes en forestilling om, at Diana var garanten for, at de familiemæssige dyder også blev holdt i hævd.

Folkets prinsesse

På en måde var hun blevet iscenesat som den ganske almindelige britiske kvinde 'from next door', der elskede sine børn og førte hus og som blev slæbt igennem bulimi, depression og bagtalelse af sin ufølsomme ægtemand og hans endnu mere ufølsomme familie.

Selv elskede hun menneskene og gjorde stor nytte for de 'charities', hvis protektor hun var. Man kaldte hende folkets prinsesse.

Hvis man ytrede et eller andet om, at hun da var en datter af den rige Spencer-familie, og formentlig ikke selv havde set meget til sine forældre, ligesom det var begrænset, hvad hun havde mulighed for at se til sine egne børn, fordi hun var prinsesse af Wales og derfor forventedes at være allestedsnærværende som repræsentant, ja så blev man anset for at være kynisk og væmmelig.

Det lå lidt i luften, at hende, man udtalte sig om, var den, der ofte svingede 'beans on toast and sausage rolls' på bordet. Hun var billedet på den britiske mor.

Man skulle ikke nævne det åbenlyse, at Diana var opdraget i en aristokratisk familie og selv levede som sådan. Der var en hellig almindelighed over hende.

Allerede på andendagen efter ulykken blev der trykt 'prayer cards' med bønner for Diana og til hende.

Kirkerne åbnedes, og mennesker strømmede til. Man hørte snart rygtet, at Diana havde vist sig for nogle, havde åbenbaret sig.

Efter Gud

Da hun var stedt til hvile på Spencer-familiens gods, mødte jeg en dame en uges tid efter, som fortalte, at der allerede var sket helbredelser ved hendes grav. På begravelsesdagen gik landet i stå. Mennesker forsamledes i Londons store parker for at følge begravelsesoptoget på storskærme.

Folket samlede sig langs ruten, og der blev kastet blomster over rustvognen. I kirken måtte den mægtige kongefamilie finde sig i at blive gennemheglet af Dianas storebror. Mange mennesker identificerede sig med Diana.

Problemer, de havde i deres eget liv, udtrykte hun. Med sin død fik hun hele denne erkendelse frem i mennesker. Det, vi oplevede i den uge, var det, man kunne have oplevet i middelalderen, når en helgenkåring fandt sted.

Der var et menneske, som udtrykte længsler og håb, og hun forbandt jord og himmel – og hun var retfærdig. Mennesker har altid haft forbilleder, helgener, idoler, som trak os gennem historien og opmuntrede os til at tage liv op og tage ansvar.

Deres liv har sådan en karakter, at det er med til at give andres karakter og retning. De viser sandhedens og retfærdighedens vej. Deres liv bliver pludselig den fortælling, der fortælles om dem, og ikke nødvendigvis deres historiske liv.

Diana, som vi i disse uger kan opleve portrætteret på det store lærred, kom til at stå som ur-tragedien og som ur-kvinden, som mange kunne se deres liv i. Samme sommer udgav den engelsk teolog Don Cupitt bogen 'After God'.

Den nye tids helgen er celebriteten

I forordet (der var skrevet i januar 1997) beskrev han, hvor vigtige helgener havde været indtil for nylig. Han beskrev også, at helgener var blevet erstattet af nye forbilleder. De gamle var blevet for besværlige at håndtere.

Der var ofte for meget lidelse og for besværlige tanker. Der var flere modsætninger, end det moderne menneske bryder sig om at håndtere.

Profetisk konstaterer han et halvt års tid før hændelsen med Diana, at den nye tids helgen er celebriteten.

Her er det liv, vi ser som et forbillede. Her er det menneske, som vi gerne vil ligne. Her er den, vi kan forstå os selv ved. Noget tyder på, at Don Cupitt har ret.

Hvorfor skulle det ellers være muligt at udgive alle de blade, hvor celebriteter følges, og hvordan skulle det være muligt at lave tv-shows med kendisser i det omfang, som det er tilfældet, hvis ikke vi var fascinerede af den kendte, af den iscenesatte personlighed?

Tags: