Biskop: »Jeg begriber ikke trangen til at sætte grænser hele tiden«

peter_855x485.jpg

Peter Skov Jakobsen. Foto: Sille Arendt
Peter Skov Jakobsen. Foto: Sille Arendt
Konstant lyder det ynkeligt ud over os alle sammen: "Hvor er grænsen?", skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

"Hvor går grænsen", bliver der spurgt hele tiden. Nu skal bommen ned. Den og den kan aldrig komme til at høre til. Hvis man skal være her, skal man vise, at man kan spise gris i offentlighed, for hvem kan have tillid til én, der ikke kan det?

Vi er på vagt! Vi opfører os, som om vi ingen tillid har til vores sprog, kultur, nationale dannelse og tro. Vi tror åbenbart ikke på, at nogen kunne finde på at vælge os, fordi de aner en samtalens kultur, en kærlighedens dannelse i et lille land.

De har åbenbart ingen tillid til, at vi med vores modersmål kan kradse i de største og yderste mysterier, samtidig med at vi behersker de andres sprog og en vis indsigt i deres vaner og tro.

Hele tiden skal der sættes grænser. Hvis man som biskop ikke bare rejser sig og lirer lektien af om omvendelse og mission, så er der sandelig andre, der nok skal redegøre i al åbenbarhed, hvor tomme ordene også er blevet for dem. De synes det bare ikke. De klamrer sig til teologiens indforståede udtryk og vendinger.

Hele tiden lyder det sådan lidt ynkeligt ud over os alle sammen: "Hvor er grænsen?". Hvem må holde gudstjeneste sammen? Må en jøde sige noget efter gudstjenesten? Må en muslim?

Hvem kan mon få lov at gå til alters? Skal vi ikke lige stramme op og sikre os dåbsattesten. Kordegnen kan jo kontrollere. Nu skal ens forældres tro altså også måles, inden man kan få lov til at blive døbt som barn. Det er en kolossal hellig ivrighed, der lægges for dagen.

Om de ville have bestået prøven, hvis præsten havde udspurgt dem om troslæren, er jeg virkelig ikke sikker på. Min far ville nok have taget sit gode tøj og være gået

Jeg er nu så taknemmelig for, at mine forældre for snart 55 år siden løb ind i en præst og en kirke, der havde så stor tillid til, at sandheden nok skulle sætte sig igennem, og i øvrigt havde stor tillid til Gud og hans rummelighed og derfor ikke optrådte som et fæ over for mine forældre.

Jeg er så taknemmelig for, at de lod mig døbe. At vide om sine forældre, at de ville én det bedste og nok blot for en stund havde en fornemmelse af, at det måtte de lægge i en andens hånd også, tænker jeg kun på med stor taknemmelighed.

Om de ville have bestået prøven, hvis præsten havde udspurgt dem om troslæren, er jeg virkelig ikke sikker på. Min far ville nok have taget sit gode tøj og være gået. Han var overbevist om, at kirken var hykleriets anstalt nummer 1!

Det indtryk af kirken havde han fra sin barndom. Han havde nemlig oplevet, hvordan ’de hellige’ havde peget fingre ad dem, de kaldte ’uægte børn’ og ’faldne piger’. Han afskyede det. Han fattede ikke, at dem, der skulle hjælpe, og dem, der hævdede menneskelighed, kunne være så afstumpede og dumme.

Min mor ville nok bare have slået en latter op og fortalt om, at det vist var blevet muligt for alle mulige løjerlige mennesker at blive præster, og så ville hendes livsglæde have forhindret hende i at tænke ret meget mere over det.

Ingen skal tro, at jeg plæderer for ligegyldighed og overfladiskhed. Ingen skal tro, at jeg synes, at alting kan være et fedt. Der er ikke noget, der kan være et fedt.

Men jeg begriber ikke denne trang til at sætte grænser hele tiden – slet ikke i en religion, hvor stifteren hele tiden gik ud i grænseegne og hele tiden brød rettroenhedens tone.

Når jeg ser tilbage på min barndoms religiøse opdragelse, må jeg konstatere, at der hverken var Bibel eller salmebog, aftenbøn eller fromme fortællinger (i øvrigt en skæbne, jeg deler med mange, der kommer fra kirkelige hjem).

Grunden til, at jeg er så glad for, at mine forældre lod mig døbe, er, at de knyttede mig ind i en tradition, som jeg ikke tror ville have været der uden kristendommen og kirken.

De høje idealer, der blev lagt ned i vuggen, og glæden ved at tage livet og pligten på sig blev alle videreformidlet i en ærbødighed over for livet selv. Vi var da på en måde regelmæssige kirkegængere.

Regelmæssigheden bestod i juleaften. Jeg tror, at de på en eller anden skjult måde tillod sig at have tillid til, at der var en mening, selv om de ikke kunne sætte ord på den.Men at deres tro skulle bedømmes af en eller anden præst, ville de nok have fundet temmelig pudsigt. I øvrigt er jeg ikke sikker på, at det er så nemt at bedømme hinanden på dette område. Hvad skal man bedømmes på?

En enkelt gang fra barndommen husker jeg, at min mor, der var så naturligt glad, men som også var så plaget af maniodepressivitet, kom ind til mig og spurgte, om jeg ikke godt ville bede et fadervor med hende. Det var da en slags tillid til Vorherre, der blev ekserceret ved den lejlighed. Gad vide, om den betyder noget blandt grænsesættende?

Den sidste dag, min far levede, fik vi talt om så meget. Han var kun 72, og det føles ikke aldersstegent i vore dage. Han ville bare gerne have lov til at sige, at livet ikke skyldte ham noget. Det havde været godt. Han ville dog gerne have fulgt sine børnebørn lidt længere (og det forstår jeg godt).

Jeg må have set lidt bedrøvet ud, for pludselig sagde han: "Peter, du vil se, at dagen efter at jeg er død, vil solen stå op over Skagen igen, og lyset vil være lige så uforlignelig smukt, som det altid har været".

Han døde om natten, og om morgenen måtte jeg konstatere, at min gamle maskinmesterfar havde ret. Jeg har ofte tænkt: Hvem mon forstod mest?

Lidt ydmyghed i dommen over andres tro lærte mine forældre mig også – nok ved at lade mig døbe i grænseløs tillid.

Tags: