Biskop: Verden skriger efter fred og forsoning

105504.jpg

Traditionen med at sætte lys i vinduerne den 4. maj er jeg vokset op med, og den er aldrig blevet svigtet, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Traditionen med at sætte lys i vinduerne den 4. maj er jeg vokset op med, og den er aldrig blevet svigtet, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Tænd et lys i dag 4. maj for fred i Østeuropa, Mellemøsten og Afrika, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Traditionen med at sætte lys i vinduerne den 4. maj er jeg vokset op med, og den er aldrig blevet svigtet.

Hvert år cykler jeg en tur i København for lige at se, hvor mange vi stadigvæk er, der synes, at det hører sig til.

Det er mange år siden, at jeg første gang tænkte, at det ville være smukt om den 4. maj fremover kunne blive en aften, hvor vi igen satte lys i vinduerne for freden.

Vi er ikke så mange mere.

Der er nok ikke noget at sige til det. Historien sænker sin glemsel over de værste ydmygelser, og selvfølgelig også over besættelsen af Danmark befrielsen. Når man er født 14 år efter krigens afslutning, hører det selvfølgelig med til fortællingen om livet.

Krig er stadigvæk det vore børn frygter allermest. Vi deltager i militære indsatser rundt om i verden. Krig og uforsonlighed kommer tæt på mange familier. Vi ved at fred ikke er en selvfølgelighed. Den spontane glæde, som lysene i vinduerne og protesten mod mørke og ondskab udtrykker, burde vi fortsætte med, for den er stadig nødvendig.

Det blev aldrig 9. april og 4. og 5. maj uden at vi hørte om dengang min farmor havde hevet sin yngste søn ud af sengen og opløst af gråd havde taget ham med ud i gården, hvor de havde stået og set på de drønende flyvemaskiner, der tordnede ildevarslende op mod Norge henover Skagen.

»Du må aldrig glemme det«, havde hun formanet ham ud af en indigneret og rasende gråd.

Vi fik også historien om den unge tyske soldat, som havde stået oppe ved havnen og grædt. Nogle havde talt med ham. Han troede ikke på det! Han var forfærdet og bange. Vi hørte om, hvordan man vendte ryggen til fjenden, ignorerede dem og godtede sig, når der blev gjort sabotage.

Der var så mange fortællinger, der hørte disse dage til.

Det værste i min barndom var sportskampe mellem Tyskland og England. Krigen brød ud igen ved disse lejligheder.

Jeg havde nok ikke lagt så meget mærke til det, hvis ikke familiens historie havde fået et af disse forunderlige 'twists', som tilværelsen nu engang byder.

Min sønderjyske mors historie var så tilpas kompliceret, at den også var besværlig. Min mormor var dansk. Min bedstefar forstod sig selv som loyal dansk statsborger, men det var alt sammen mere broget end som så. Hans barndoms sprog var sønderjysk, tysk og dansk.

Min mor havde aldrig hørt ham sige, at han var tysksindet, hjemmetysk eller en del af mindretallet. Men entydig var han ikke, for familieforholdene havde ikke gjort det muligt. Min mor kunne til sit sidste fortælle om, hvordan det havde været at være i Skagen med min far for første gang. »Du er vel dansk!«, havde min farmor mødt hende med. Min mor følte slet ikke, at det var tidspunktet at åbne for den lidt mere komplicerede historie.

Jeg kunne altid mærke under disse sportskampe mellem Tyskland og England, at min mor følte sig utilpas. Min far gjorde nemlig ingen hemmelighed af, at det var umuligt at begå et straffespark mod en tysker – helt utænkeligt. Dér sad hun så og var ligeså dansk som alle os andre, men med masser af familie syd for grænsen. Hun kunne ikke fordrage den spænding.

Det hører nu også med til historien, at det ikke kun var vrede og uforsonlighed, der var efterladt i de år.

Med til 4.maj-fortællingen hørte også oplevelsen af, at da danskerne glædede sig allermest, havde de set de tyske soldater gå hjem. Den fortælling indeholdt også medfølelsen – en stærk medfølelse, for de vidste jo ikke, hvad de vendte hjem til, og om de alle var der.

Krigens fortælling, de stærke temperamenter, vreden over ondskaben, glæden over sejrene, den dybe skepsis ved grænsenationen hørte til tilværelsen og pga. de familiære tilhørsforhold blev den ekstra besværlig. Had og forsoning holdt hinanden i skak og råbte ind i mellem til hinanden.

Verden skriger efter fred og forsoning – der er så mange lange hukommelser, og de smerter indtil ofrene hører blot en antydning af, at der bedes om forladelse. Sådan er det i Armenien, i Rusland, i Syrien, i Israel og Palæstina, på Balkan, i Tibet, i El Salvador, i Rwanda og Sydsudan.

Det kommer ikke an på at lære at glemme. Ofrene var for mange og ulykken for stor. Verdens fremtid afhænger af vores evne til forsoning: den insisterende medfølelse. Den 4. maj efter mørkets frembrud kan vi lade en stille flamme bryde mørket og imens lytte til ordene fra den bøn, man efter sigende fandt i KZ-lejren Ravensbrück:

Gud husk ikke kun de mænd

og kvinder af god vilje, men også dem

af ond vilje.

Men husk ikke kun den

lidelse de pådrog os.

Husk de frugter vi frembragte

takket være denne lidelse:

vores kammeratskab, loyalitet, ydmyghed,

mod, gavmildhed og

den hjertets storhed, som er vokset ud af alt dette.

Og når de kommer til dommen, lad

så de frugter vi har frembragt blive til

deres tilgivelse. Amen

Tags: