Biskop: »Vi er i hinandens hænder - det er livets vilkår«

peter_855_1.jpg

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Sille Arendt
Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Sille Arendt
Lad os ikke begynde at se medmennesket, som en, der vil os til livs', skriver Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen i debatindlæg på Politikens hjemmeside efter sidste uges tragiske flystyrt i Alperne
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Nogle dage efter sidste uges flystyrt i de franske Alper, hvor 150 mennesker mistede livet, skrev Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen et debatindlæg på sin faste blog på Dagbladet Politikens hjemmeside.

Indlægget kredser om reaktionerne på den tragiske hændelse, som angiveligt blev udløst af en enkelt persons handling. Men det skal ikke få os til at barrikadere os over for hinanden, for vi er i hinandens hænder og det må vi forlade os på, skriver Peter Skov-Jakobsen blandt andet:

Det sker at man ender mellem en hel masse følelser og ikke kan finde ud af, hvilken en af dem, man skal slutte på. I disse dage lever vi med i tragedien om flystyrtet i Alperne.

En hel gymnasieklasse, unge familier og alle dem, de ikke har talt om. Alle de afbrudte liv. Ubegribeligt. Ikke til at rumme. I går blev tragedien så endnu større - altså hvis man overhovedet kan tale om, at ulykker kan blive større, værre og forfærdeligere.

Et helt fag bliver nu set på som potentielle selvmordere

Den unge styrmand i cockpittet fløj maskinen mod en bjergvæg i Alperne. Han låste kaptajnen ude og fæstnede blikket og koncentrationen om at flyve i døden.

På jorden er vi fanget mellem voldsomme følelser. Målløse - uden sprog. Det er som om enhver tanke bare fistrer rundt i hovedet. Det er tragedie oven på tragedie.

I går kom nogle psykiatere og psykologer på banen. De var besindige. De talte om piloten som et menneske, der var blevet ramt af et 'udfald'. De talte ikke om ham som en gerningsmand, selv om han teknisk set er det. De efterlod os midt mellem følelserne.

Rektor på gymnasiet i den lille by i Nordrhein-Westphalen gav udtryk for sin vrede. Han var kommet hjem i en følelse.

Samtidig var jagten sat ind på løsningen af problemet: Nogle flyselskaber vil nu have, at der altid skal være to i cockpittet. Piloterne skal sundhedstjekkes hvert år - men hvad med psyken?

Et helt fag bliver nu set på som potentielle selvmordere. Vi farer rundt efter ansvarlige og skyldige og afprøver enhver mulighed for at komme ud af tragediens følelse.

For mange år siden oplevede jeg den folkelige reaktion på to drenges mord på en to-årig i Storbritannien.

Peter Skov-Jakobsen på politiken.dk

Indlægget stammer fra debatsektionen på Dagbladet Politikens hjemmeside, hvor Københavns biskop blogger regelmæssigt.

Drengene var vist omkring 10 år gamle. Igen synes jeg, at man var i sådan en situation, hvor man ikke kunne føle andet end bare tragedie. Børn myrder da ikke børn. Hvor skal man begynde og ende med sin forståelse og sin følelse?

Da drengene blev kørt til domstolen blev bilerne omringet af mennesker, der råbte, skreg og buldrede løs på bilerne med knyttede næver. De ville have hævn, og var bilerne gået i stå og havde de kunnet bryde ind i dem, ville drengene være blevet lynchet. Vi var vidne til endnu en tragedie. Hvordan kunne man overbevise sig selv om sådan et had, når man havde været udsat for tragedie?

I et nyhedsindslag om flystyrtet, sluttede den kvindelige journalist med bemærkningen: Hvordan mon hans stakkels forældre har det?

De havde lige fortalt om pårørende - arrangementet i Frankrig. De pårørende var, inden de skulle så tæt på ulykkesstedet som muligt, underrettet om, hvordan man anså hændelsen for at være sket. Dér sad også pilotens forældre og fik tragedie smidt i hovedet.

Deres søn - ham de altid havde elsket. Ham kunne de da ikke holde op med at elske, men mon ikke de også havde en trang til at gå rundt og sige undskyld - uden helt at vide for hvad. Jeg har i hvert fald set børn af krigsforbrydere, som intet havde med deres fars forbrydelse at gøre, bryde sammen og søge at sone forbrydelsen.

Der er tider, hvor man bare er udleveret til følelsen af tragedie, og man aner ikke om det er skriget, gråden, mørket eller den totale tavshed, der er svaret

En tragedie sker, og vi sætter ind med vores jagt på skyld og ansvar. Vi sætter ind med vores forholdsregler. Hvordan kan vi gardere os mod hinanden? Hvordan kan vi forhindre det sker? Hvordan kan vi forhindre det utænkelige?

Det kan vi ikke. Vi kan ikke barrikadere os mod hinanden. Vi må ikke lukke os inde! Vi kan stramme op på procedurer og gøre tingene bedst muligt, men vi må ikke møde verden med mistillid. Vi kan ikke begynde at se på medmennesket, som en, der vil os til livs.

Der er tider, hvor man bare er udleveret til følelsen af tragedie, og man aner ikke om det er skriget, gråden, mørket eller den totale tavshed, der er svaret.Vi er udleveret til hinanden. Det er livets vilkår. Det er derfor, vi opdrager, danner, underviser, tror og har idealer. Vi er i hinandens hænder, og hvis ikke vi tør forlade os på, at den anden er over for os, som vi vil være over for ham eller hende, så bliver vi en menneskehed, et samfund, der hele tiden går amok mod hinanden.

Det kunne også være stilheden - som er anderledes end tavsheden. I stilheden kan man græde, være fortvivlet og man kan stå der med sit 'hvorfor' uden at blive grebet af frygten for medmennesket og trangen til at trøste sig selv med panik og trøsteregulering.

I stilheden er der også plads til håbet, selv om det i situationen kan føles nok så småt.

Tags: