Biskop: Vi kvæler fantasi, vildskab og dybsindighed med evalueringer og karakterer

smiley_855x485.jpg

'Hvor jeg end færdes i dette samfund, så tiltales jeg som 'den evige kunde', hvis evaluering, man kun venter på', skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk.
'Hvor jeg end færdes i dette samfund, så tiltales jeg som 'den evige kunde', hvis evaluering, man kun venter på', skriver biskop Peter Skov-Jakobsen
Vi holder hinanden i et jerngreb i jagten på gode karakterer, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog på politiken.dk
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Forleden læste jeg, at sundhedsministeren havde afværget et bedømmelsessystem for læger og hospitaler.

Fortalerne for systemet synes, at der skal være åbenhed, og borgeren skal vide, hvilken kvalitet af læge og hospital man lægger krop eller sind til.

Der er virkelig gået karakterbog i vores samfund. Som borger er jeg ved at være træt af evalueringer. På en skala fra 1 til 10 nærmer min evalueringstræthed sig 9,8.

Alle mulige steder får man et afkrydsningsskema stukket i hånden. Man kan ikke foretage en rejse, uden at man bagefter skal svare på, om der var rent nok, om de var høflige nok, og om man vil komme igen.

På en skala fra 1 til 10 nærmer min evalueringstræthed sig 9,8.

Oftere og oftere bliver man takket, fordi man valgte netop det rejseselskab eller det produkt: »Tak fordi De valgte at rejse med ...«, lyder det ud af højttaleren.

Hvor jeg end færdes i dette samfund, så tiltales jeg som 'den evige kunde', hvis evaluering, man kun venter på.

Jeg bryder mig ikke om den evige karakterbog. Det er muligt, at begrundelsen er, at vores offentlige og private systemer og organisationer skal blive bedre og mere effektive.

Men sker det rent faktisk; eller er der bare flere, der undersøger det og taler om det?

Som borger kan man dagdrømme om, at alle de ressourcer, der går til at måle, veje og kontrollere, blev omsat i pleje og menneskeligt nærvær, mere undervisning eller spændende forskning.

Det er tvivlsomt, hvad vi skal stille op med al den viden, som bjergene af udfyldte spørgeskemaer genererer. Hvad gør man som patient, hvis man opdager, at lægen har fået dårlige karakterer? Hvad gør vi med det hospital, der ikke lever op til standard, eller de lærere, som systemet dømmer substandard?

Hvad gør vi i det hele taget med os selv, når gode læger, lærere, mekanikere og rejsebureauer på et tidspunkt opdager, at der ikke er noget ved dårlige patienter, middelmådige begavelser og fedtede kunder?

Man kan ikke lukke dem ind, som risikerer at ødelægge ens gode rygte.

Hvad jeg slet ikke bryder mig om er, at vi hele tiden skal gå rundt i frygt for den evige karakterbog. Hvad er det for et forhold, vi får til hinanden, hvis vi alle sammen oplever medmennesker som kunder? Det bliver et kunstigt forhold, der kommer til at herske mellem os.

Hvad er det for et forhold, vi får til hinanden, hvis vi alle sammen oplever medmennesker som kunder?

Vil vi gerne leve i et samfund, hvor vi hele tiden render rundt og ser os selv i spejlet og undersøger, hvordan vi tager os ud?

Undskyld mig, men der bliver da ikke plads til andet end den rene middelmådighed – altså den hellige almindelige almindelighed med tendens til kedsommelighed.

Hele tiden skal man leve med karakterbogen for øje. Man kunne ellers sagtens forestille sig, at nogle mennesker er så optagede af deres fag, at de ikke har tid til at opføre sig 'almindeligt'.

Man kunne forestille sig, at et 'skævt' menneske med sine nørdede idéer finder på, udforsker og er en fantastisk lærer, selv om vedkommende ikke mestrer dét, vi kalder sociale kompetencer?

Vi holder med karakterbøgerne hinanden i et jerngreb. Man kan sagtens blive dygtig uden at vide det, uden at påvise det, uden at tale om det hele tiden.

Tag ikke fejl. Jeg er ikke ligeglad med, om vi gør det godt, om vi er professionelle, om vi kunne blive bedre.

Spørgsmålet er bare, om vi slipper fantasien, oplysningen, vildskaben og dybsindigheden løs ved hele tiden at evaluere og måle, eller om vi i stedet kun fremmer skrækken for de andres bedømmelse.

Lad os hellere fremme et samfund, hvor der er højt til loftet, og hvor mennesker ikke skal gå rundt og tækkes hinanden.

Lige nu bygger vi systemer op, hvor vi skiftes til at gøre hinanden til tiggere – den slags, der tigger om anerkendelse og aldrig får nok af den.

Tags: