Bøger til feriedagene

boeger.jpg

Pia Søltoft, Mikkel Wold, Niels Nymann Eriksen og Sørine Gotfredsen er nogle af de københavnske præster, der har udgivet bøger i 2018
Pia Søltoft, Mikkel Wold, Niels Nymann Eriksen og Sørine Gotfredsen er nogle af de københavnske præster, der har udgivet bøger i 2018
Jul og nytår betyder fridage for de fleste, og dermed også tid til at sætte sig til rette med en god bog. Måske skrevet af en københavnsk præst? Her er nogle bud på titler i forskellige genrer fra bogåret, der er gået

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Det er langt fra ualmindeligt, at en præst også bærer titlen forfatter. Sådan har det også været i 2018, hvor flere af Københavns præster har stået bag bogudgivelser. 

Her er nogle af dem i forskellige genrer, som måske kan være inspiration til læsestof i jule- og nytårsdagene.

Niels Nymann Eriksen: Gæstfrihed

Det er med udgangspunkt  i sine oplevelser som sogne- og indvandrerpræst i Vesterbro Sogn, at Niels Nymann Eriksen fortæller om de mennesker, han har mødt,  i sin bog "Gæstfrihed", som udkom tidligere på efteråret.

"At være indvandrerpræst på Vesterbro har for mig været en øvelse i at lade sig forsinke af mennesker, som kom i vejen. De var ikke en del af min dagsorden; vi havde ingen aftale om at mødes; de var i udgangspunktet forstyrrende elementer. Men når det af og til lykkedes at få mig til at standse op og løfte blikket, var det ofte disse forsinkelser, som kom til at give retning til mit videre virke. Det menneske, som stod i vejen, blev min vej," skriver Niels Nymann Eriksen i sin forord

Du kan læse et uddrag af bogen her.

Niels Nymann Eriksen, "Gæstfrihed", Akademisk Forlag, 2018.

Michael Hemmingsen: "Kernesalmer"

Er du nysgerrig og interesseret i et blik ind i det folkekirkelige maskinrum, har du muligheden med Michael Hemmingsen bog om valg af salmer til gudstjenester. 

Michael Hemmingsen er sognepræst i Esajas Kirke på Østerbro og hans idé med "Kernesalmer" er at angive et grundrepertoire af salmer, der både går i dialog med tekstlæsningerne til selve dagen og med dagens plads i kirkeåret. Tilsammen udgør hans bog en kerne af relevante og slidstærke salmer, der alle kommenteres og perspektiveres undervejs.

Michael Hemmingsen, "Kernesalmer", Eksistensen, 2018.

Mikkel Wold og Bente Klarlund: "Krop og ånd - og meningen med livet"

Er sundheden blevet nutidens religion? Det spørgsmål diskuterer Mikkel Wold, der er sognepræst i Marmorkirken med professor og sundhedsekspert Bente Klarlund.

Fra deres to forskellige udgangspunkter udveksler de to forfattere meninger og holdninger om emner som sport og dens eksistentielle og religiøse undertoner, en ubarmhjertig sundhedsfokusering,  stress, lykken og længslen efter sammenhæng og mening, og forholdet mellem tro og viden.

Bente Klarlund Pedersen og Mikkel Wold, "Krop og  ånd - og meningen med livet. Samtaler om sport og spiritualitet", Gyldendal, 2018.

Maria Baastrup Jørgensen og Majbrittt Normann Nielsen, "Eksistenslaboratorier"

Maria Baastrup Jørgensen er præst på Rigshospitalet og dermed særdeles tæt på eksistentielle spørgsmål om mening, afmagt, livsmod, død og håb hver eneste dag. 

Det er på baggrund af den erfaring, at hun har udgivet "Eksistenslaboratorier" sammen med specialkonsulent på Hvidovre Hospital, Majbritt Normann Nielsen. Det er en bog, som er tiltænkt  ansatte i sundhedsvæsenet, der mødes af et  stigende krav om forbedring af støtten til patienter og pårørende. 

Gennem bogens øvelser/laboratorier arbejdes der blandt andet med ’den svære samtale’. Målet er at give de sundhedsprofessionelle et rum til refleksion over, hvad der  er på spil, når mennesker rammes af sygdom.

Maria Baastrup Jørgensen og Majbrittt Normann Nielsen, "Eksistenslaboratorier", Eksistensen, 2018.

Pia Søltoft: "10 ting ledere kan lære af Kierkegaard"

Trods titlen, kan alle læse med. For som Pia Søltoft skriver i sit forord: "Denne lille bog henvender sig ikke kun til ledere, men til ethvert menneske, der ønsker at blive klogere på sig selv og sine værdier."

Bogen har karakter af et brev, der er henvendt direkte til læseren, som også skal reflektere over 7 spørgsmål, der har afsæt i filosoffen Søren Kierkegaards tanker.

Pia Søltoft er sognepræst i Christians Kirke og har tidligere ledet Søren Kierkegaard Forskningscentret ved Københavns Universitet.

Du kan læse uddrag af bogen her.

Pia Søltoft, "10 ting ledere kan lære af Kierkegaard", Akademisk Forlag, 2018.

Sørine Gotfredsen: "Tolv tiltaler"

Udover at arbejde som sognepræst i Jesuskirken i Valby markerer Sørine Gotfredsen sig også som debattør og forfatter. I sin seneste debatbog "Tolv tiltaler" tager hun en række eksistentielle og aktuelle samfundsmæssige emner op, fx kærlighed, ensomhed, identitetspolitik og klimadagsordenen. 

"Det er tiltaler, der skal skabe forståelse for, at en del af vore mange overvejelser angående os selv og begivenhederne i verden kan blive for trange, hvis vi glemmer at tage højde for, at vi står i forhold til noget større", skriver Sørine Gotfredsen i sit forord til bogen, som Bertel Haarder i sin anmeldelse i Berlingske, betegner som "hudløst ærlig og stærke sager."

Sørine Gotfredsen, "Tolv tiltaler", Kristeligt Dagblads Forlag, 2018.

Tags: