Børnekor hitter i Københavns kirker

boernekor.jpg

SE VIDEO: Kom med på besøg hos børnekoret i Husum Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen
SE VIDEO: Kom med på besøg hos børnekoret i Husum Kirke. Foto: Henrik Dons Christensen

børnekor i Husum

Antallet af børnekor i de københavnske kirker vokser. Leder af DR Pigekoret Phillip Faber, mener, at korene skaber musikforståelse og fællesskabsfølelse. Og nye sangtalenter til det professionelle musikliv
af Henrik Dons Christensen (Digital kommunikationsmedarbejder)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

“De første tre toner er: DO-RE-MI DO-RE-MI" 

Gennem de knapt tyve piger og drenges klare stemmer kan Julia Andrews vokal fra Sound of Music næsten høres. 

Vi er i Husum Kirke. En af de mere end 25 kirker, hvor børn og unge fra København kan lære at synge sammen med jævnaldrende.  

Sammen med nabokirken lærer børn fra børnehavealderen og op at blive bedre til at synge.  

I 2014 startede børnekoret, og det er et af de mange nye kor, der er blomstret op i Københavnsområdet de seneste år. 

“Kirken ønskede at give børnene et tilbud, man følte gav mening”, fortæller Christina Schimmell Rindorf, der leder børnekoret i Husum og Husumvold kirker. 

“Det giver børnefamilierne et tættere forhold til kirken og en bedre musikforståelse. Samtidig støtter det op om musiklivet i folkeskolen, hvor der ikke er så meget musikundervisning, som der tidligere har været.” 

Flere børnekor i København 

Det er ikke kun i København, at korene pibler frem. 

På landsplan er antallet af børnekor vokset kraftigt. I FUK, der er sammenslutningen af Folkekirkens Ungdomskor i Danmark, er man på ti år gået fra 493 til 850 medlemskor. 

I København er over halvdelen af kirkekorene medlem. 

“Vi kan mærke, at der er grøde i korverdenen, og at det er min klare opfattelse, at der opstår flere kor, end der lukker,” siger Bente Kiil Toftegaard fra Brønshøj Kirke. 

Hun er koordinator for Folkekirkens Ungdomskor i Helsingør og Københavns Stifter, og selv er hun korleder i Brønshøj Kirke, der har været medlem i 17 år. 

“I mange af korene har vi samarbejdet med i flere år, men nu ser vi også, at der kommer nye kor blandt andet i Indre By, hvor der normalt ikke er mange børn. Det er en glædelig udvikling,” siger hun. 

Phillip Faber: Korledere er lokale helte 

Også uden for kirkeverdenen bliver der lagt mærke til, at der kommer flere kor i byens kirker. 

“Det er fedt at opleve, at både kor og fællessang er hipt, for det gør også, at den klassiske musik bliver mere forståelig for den brede befolkning,” siger Phillip Faber, der er leder af DR Pigekoret. 

Han oplever, at en del af de piger, der kommer ind i koret, stammer fra korene ude i folkekirkerne. 

“Der gør et fantastisk arbejde ude i sognene. De mange kor sikrer ikke bare, at der kommer flere sangere til de professionelle kor, de sikrer også en god bredde og fællesskabsfølelse og en bedre musikforståelse i familierne.“ 

Selv om Phillip Faber i dag dirigerer et af Danmarks bedste pigekor, er han stadig fuld af respekt og benovelse over det arbejde, der foregår ude i kirkerne. Et arbejde han også selv har stået for. 

“Børnekorlederne ude i kirkerne er de sande helte. De står ofte helt alene uden kolleger og med et stort ansvar over for børn og forældre ved siden af et organistjob. Derudover skal de også finde noder og være psykolog og pædagog. De har virkelig mange kasketter. Jeg har så meget respekt for børnekorlederne.” 

Rosen fra Phillip Faber sætter Christina Schimmell Rindorf i Husum stor pris på. 

“Det er arbejdet med børnene, der driver mig, for jeg får så meget igen. Jeg bliver glad ved tanken om, at jeg er med til at sikre børnene et musisk fundament, de kan bruge senere i livet,” siger hun. 

I Husum kirke synger børnene den sidste farvelsang, inden der er saft og bastognekiks til alle. Ud over fællesskabet og nodelære er kage nemlig også et af højdepunkterne ved at synge i kor.

Skulle dit barn også have lyst til at synge med, så kan I her finde en liste over aktive børnekor i Københavns kirker

Tags: