Boganmeldelse: Spøgelset fra Vietnam

niels_bjerre_poulsen_vietnamkrigen.jpg

Krigen i Vietnam fik enorme menneskelige, miljømæssige, politiske og økonomiske konsekvenser, som alle bliver omhyggeligt beskrevet og dokumenteret i boge. Illustration fra bogen
Krigen i Vietnam fik enorme menneskelige, miljømæssige, politiske og økonomiske konsekvenser, som alle bliver omhyggeligt beskrevet og dokumenteret i bogen. Illustration fra bogen.
Historiker og USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen har begået et mesterværk om Vietnamkrigen 1945 – 1975

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Vietnamkrigen En International Historie 1945 – 1975

Forfatter: Niels Bjerre-Poulsen
580 sider
Gyldendal 2015
Er udkommet

Den kendte USA-ekspert, historiker og ph.d. Niels Bjerre-Poulsen, har skrevet en mammut-bog om tre årtiers krig, der kostede 58.000 amerikanske soldater livet, sårede eller dræbte flere millioner vietnamesere og blev en endeløs og håbløs føljeton, der i årevis ætsede sig fast på amerikanernes tv-skærme og nethinder. 

På mere end femhundrede sider guider Bjerre-Poulsen sikkert rundt i junglen og højlandet i Vietnam, i regeringsbygningerne i Hanoi, Beijing og Moskva og i Det Hvide Hus i Washington, hvorfra præsidenterne Kennedy, Johnson og Nixon beordrede nye angreb, der skulle knække Viet Cong, men i stedet endte med at sende amerikanerne længere ind i krigens håbløshed og hængedynd. 

Niels Bjerre-Poulsen stiller i bogen det helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan man bedst forstå Vietnamkrigen? Var det en national befrielseskrig? En borgerkrig? En del af Den Kolde Krig og kampen mellem to helt forskellige samfundsmodeller? Eller var det en styrkeprøve mellem supermagterne gennem stedfortrædere?

Vietnamkrigen var, ifølge Bjerre-Poulsen, alle disse ting,  men først og fremmest blev Vietnam en brik på det store internationale skakbræt under Den Kolde Krig, og fik dermed en betydning langt ud over hvad dets beliggenhed og økonomiske formåen kunne forklare.

Niels Bjerre Poulsen

Historiker med en ph.d.-grad i amerikansk historie fra University of California. Han er lektor på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet

Foto: Benjamin Kotko

 

Klassiker-potentiale

Krigen i Vietnam fik enorme menneskelige, miljømæssige, politiske og økonomiske konsekvenser, som alle bliver omhyggeligt beskrevet og dokumenteret. I det hele taget er værket grundigt, og der bliver ikke sparet på litteraturhenvisninger og tidslinjer, der hjælper læseren med overblikket i de mange komplekse begivenhedsforløb. Et bedre kort over Vietnam, kunne dog være en oplagt forbedring i kommende udgaver af bogen, der har potentiale til at blive en klassiker.

Bjerre Poulsens kalejdoskopiske Vietnamfortælling viser læseren fransk grandeur, vietnamesisk nationalisme og amerikansk Watergate-pessimisme fra første parket, og dermed lykkes bogen som en solid international historiefortælling, der med Vietnam som prisme, giver læseren god baggrund for at forstå international politik dengang og i dag. 

Bogen er anmeldt af Jesper Svendsen, som er cand.scient.pol og tilknyttet Europastudier og Internationale studier ved Århus Universitet. Jesper Svendsen anmelder bøger om politik m.m. for Kirken i København.

Tags: