Boguddrag: Lars Husums påskehistorie '97' fra bogen 'Gennem den kulsorte sky'

lars_husum_855x485.jpg

I den nye bog 'Gennem den kulsorte sky' gendigter og fortolker syv forfattere påskens drama. Forfatteren Lars Husums bidrag '97' er inspireret af fortællingen om påskedag. Foto: Morten Holtum
I den nye bog 'Gennem den kulsorte sky' gendigter og fortolker syv forfattere påskens drama. Forfatteren Lars Husums bidrag '97' er inspireret af fortællingen om påskedag. Foto: Morten Holtum
Lars Husum er en af syv danske forfattere, der gendigter og fortolker påskens dramatiske begivenheder i bogen 'Gennem den kulsorte sky'. Husums historie '97' handler om påskedag. Læs uddrag af af hans tekst her

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Påskedag klokken 18 ringede brødrenes mor. Brødrenes far var blevet indlagt igen, på trods af at alt havde været i orden dagen før, men den oppustede mave havde ikke været et synsbedrag. Brødrenes far havde stået inde på badeværelset, da han råbte på deres mor. Der stod en tynd, rødbrun stråle ud fra syningen i hans mave. Han forsøgte at holde det inde, men det fossede ud gennem hans fingre, og gulvet i badeværelset var sjasket til med væsken fra hans mave. Deres mor ringede til hospitalet for at høre, om de ikke kunne sende en ambulance.
 

– Det sender vi altså ikke en ambulance for, sagde sygeplejersken.
 

– Men blodet står ud af hans mave, sagde brødrenes mor.
 

– Jeg er sikker på, at det ikke er så slemt, som du forestiller dig. I må køre selv, sagde sygeplejersken.
 

Læs mere om bogen 'Gennem den kulsortesorte sky' her:

 

 

Der var 50 kilometer til hospitalet fra den lille by. Deres mor lagde passagersædet ned, så deres far kunne ligge så komfortabelt som muligt med sine 189 centimeter i deres lille Kia. Han pressede to store hvide håndklæder ned mod sin mave, men væsken sivede langsomt igennem. Bilen kørte med 80 kilometer i timen på stedet. Brødrenes mor skulle holde øje med trafikken, samtidig med at hun hele tiden så over mod deres far, der var bleg og tavs.

Da de endelig kom til hospitalet, steg brødrenes far ud. Deres mor skulle parkere bilen. De gennemvædede hvide håndklæder, nu rødbrune, blev efterladt i bilen. Væsken strømmede stadig ud gennem mave og fingre, og det efterlod et rødbrunt slimet spor efter brødrenes far, som havde en gigantisk dræbersnegl krydset hospitalsgulvet.

Brødrenes far skulle op på 2. sal, og han gik de 50 meter hen mod elevatoren. Selvfølgelig burde han have bedt om hjælp, men han var en idiot, der ikke havde dette ord i sit ordforråd. I stedet passerede han hvidkitlede mennesker, der ganske vist studsede over, at hans mave var utæt, men de sagde intet, og de gjorde intet. Hvidkittel på hvidkittel gik forbi ham, mens han sneglede sig hen til elevatoren.

Da brødrenes mor kom ind på hospitalet, kunne hun følge det slimede spor hele vejen hen til elevatoren, hvor en læge ringede efter rengøring. Oppe på 2. sal fortsatte brødrenes far sin langsomme gang, indtil en rengøringsassistent stoppede ham.
 

Gennem den kulsorte sky

Tekster af: Dy Plambeck, Bjarne Reuter, Pia Juul, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Harald Voetmann, Lars Husum og Jens Smærup Sørensen 

Udkommer den 30. januar 2015 på Kristeligt Dagblads Forlag. 147 sider, 199,95 kr.

– Har du ikke brug for hjælp, sagde hun.
 

– Det tror jeg, svarede deres far, og hun løb efter hjælp.
 

Pludselig var brødrenes far omringet af de hvidkitler, der indtil da havde været enten blinde eller ligeglade. Alt i alt havde han været heldig. Syningen i hans tarme havde ikke været tæt, og han fik en oppustet mave, der var synlig for alle, der kiggede på ham. Hans mave havde været en septiktank. Hvis syningen i maven ikke var bristet, og hvis væsken ikke havde sprøjtet ud af ham, ville hele hans system være blevet forgiftet, og han ville have været død.
 

Da Lars og hans kæreste ankom til hospitalet klokken halv ni den aften, blev de mødt af Kenneth. Kenneths fremmeste egenskab var hans ro. Lars var langt mere kolerisk. Deres far var lige kommet ud fra operationen. Kenneth havde kun set ham, da han blev kørt ind på opvågningsstuen.
 

– Det er ikke godt, sagde Kenneth.
 

Andre, der ikke kendte Kenneth nær så godt, kunne være blevet snydt af hans ro, og de kunne have tænkt: Så er det nok heller ikke værre, men alle tre brødre havde den dårlige vane, at de bed negle og huden omkring deres negle, når de var urolige. Kenneths hænder blødte, fordi der ikke var noget hud tilbage på dem. Thomas kom få minutter efter Lars.
 

– Hvordan kunne de sende ham hjem, når han var så oppustet, sagde Thomas, mens han bed huden af sin pegefinger.
 

Brødrenes mor kom ud til dem. Hun græd, selv om hun forsøgte at lade være. Brødrene sagde, at alt ville blive godt igen. Det vidste de intet om. En sygeplejerske kom ud til dem. De måtte se ham. Deres far lå gennemsigtig i hospitalssengen. Han var udstyret med så mange ledninger, at han lignede verdens første elektroniske menneske, der lå til genopladning natten over. De forsøgte alle at lade, som om det ikke så slemt ud, fordi deres far mumlende sagde:
 

– I skal ikke være bange. Jeg har det okay.


Læs hele teksten i 'Gennem den kulsorte sky'.

Tags: