Boguddrag: Når livet går i sort

sorg-1-855.jpg

Foto: Sille Arendt
Foto: Sille Arendt
Med tekster om tab og sorg fra 52 forskellige stemmer, udgør den nye udgivelse 'Når livet går i sort' et helt sørgeår. Læs CBS-professor Bent Meier Sørensens bidrag til bogen her

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Sorgen efter et selvmord er svær at forlige sig med

- tekst af Bent Meier Sørensen, professor (mso), Copenhagen Business School 

Jeg mistede min søster Elisabeth på en lys sommerdag for femten år siden. I det brev, hun efterlod, insisterede hun på, at hendes familie skulle ’friholdes’ fra det, som var sket. Det var Elisabeths sidste anstrengelse for at ’sørge’ for os; os, der den dag tog det sidste skridt ud i livslang sorg.
 

Praktisk taget alle dødsfald følges af sorg hos de efterladte, men sorgen efter et selvmord er ofte sværere at forlige sig med, og den lader sig vanskeligere modnes til et håndterligt minde. Selv efter dødsfaldets umiddelbare drama har lagt sig, kan rædslen over det fortvivlende valg rejse sig. Man ser en kvinde med samme hårfarve, og sorgen rammer én uden varsel, massivt og lammende. Som om man ikke havde følt den før. Og det er påfaldende, for det havde man jo lige dagen før, da man havde hørt en enkelt strofe fra en af hendes yndlingssange. Elisabeths omsorg for os på sin yderste dag viser begge de betydninger, sorg kan have: Man sørger for, og man sørger over.
 

Sorg og omsorg er simpelthen tilværelsens fundamentale struktur. I enhver omgang, mennesket har med sin verden, er der omsorg, for sig selv og for den fælles verden med andre. Det gælder også, når omsorgen, som det jo kan være tilfældet, ikke rækker; omsorgen kan ikke altid beskytte og skærme mennesket og dets tilværelse sammen med andre. Måske kunne jeg ikke sørge for Elisabeths liv og må nu sørge over det. Den sorg kender jeg bedst som ensomhed. Og det var den sorg, der ramte min søster med udslettende kraft.
 

Dybt inde i min sorgs fortættede intet kan jeg høre hendes stemme. Min søster blev den smukkeste af englene.

Ethvert menneske skal bære et vist mål af ensomhed som en del af sin tilværelse, kunne trække sig tilbage og reflektere, eller træde frem og tage ansvar. Den ensomhed, der stammer fra afvisning og isolation er også almen, men kan i svære tilfælde helt overtage et menneskes tilværelse. Og dog er selv i dette tilfælde den ensomme i en stemning af omsorg i sin omgang med verden. En af de værste følger af psykisk sygdom er ensomhed. Min søster Elisabeth var, før sygdommen satte alvorligt ind, indbegrebet af livskraft; hun var i eminent grad et socialt menneske og delte generøst ud af den skønhed og livsglæde, hun i så rigt mål var blevet tildelt. Som den eneste i familien kunne hun udbryde ”Du ser brandgodt ud i dag, brormand!” eller begejstret bruge alle sine penge på akvarelmaling. Jeg savner hende frygteligt.
 

Min søster søgte til sidst tilbage til barndommens enklere liv. I sommeren for femten år siden tog hun tilbage til vores mors slægtsgård på Fyn, Korporalgården i Ebberup. Den havde defineret begrebet bondegård for os bybørn, og den enorme slægt samledes ofte der. I den store lade legede man med fætre og kusiner og drak mælk direkte fra mælkejungen. Elisabeths smil og lyse latter gjorde hende til en kusine, alle ville lege med, og jeg ser hende vende sig om med håret dansende om ansigtet på sig. På vores barndoms gård var der kaniner og evig sol. Selv i min søsters allersidste uger var der mennesker på gården med styrken til at vise hende omsorg. Der er en trøst i, at det var i denne gårds lade, dette vores barndoms fristed og spillerum, at min søster skulle ende sit liv. Det var min mors to ældste brødre, der fandt Elisabeth og gav hende førstehjælp. Tålmod er ofte forudsætningen for mod, og der er en særlig værdighed i at blive helt i sin sene alderdom. Dette mod havde sin pris.
 

De var i årene efter dødsfaldet meget tæt på at flytte. Begivenhederne havde alligevel været for tunge at bære. Der skulle gå fjorten år, før jeg fik mod til at vise disse mennesker min version af omsorg. Selv om den havde spillet en afgørende rolle i mit liv, havde jeg ikke været tilbage på gården efter Elisabeths død, hvis man altså ser bort fra natlige mareridt. Sidste år var det så fjorten år siden, og i bilen på vej ned over Fyn svigtede mit møjsommeligt opbyggede mod mig. Jeg mente nu, at der var utallige grunde til at vende om. Men min familie var med, og min hustru sørgede for at holde mig fast på, at beslutningen var truffet: Det var den dag, jeg skulle tilbage til Korporalgårdens lade.
 

En af onklerne fra dengang var allerede død af alderdom, før jeg fik samlet mod til mig, men den dag ’på gården’ fik jeg fortællingen om min søsters død fra første hånd af en rørt, men viljestærk 93-årig onkel. Og jeg fik, alt for sent, takket ham og hans hustru for, hvad de havde gjort. Jeg kom også, alt for sent, igen over i laden. Vores søn legede på den samme gamle traktor, som vi havde leget på for fyrre år siden, imens jeg gik over til stedet. Der, hvor alt håb havde været ude, kunne der nu leges igen.
 

Tidligt havde min tvillingbror påtaget sig hovedparten af den hårde vagt i de første år af vores søsters sygdom, under hvilke også vores far døde. Min storebror, der rejste til Tyskland, bevarede kontakten med hende til det allersidste, og hans kæreste sang hende i søvn i telefonen. Min mor havde båret hende ved sit hjerte og gør det den dag i dag.
 

Hvor tungt det end tynger, betyder det at miste jo, at noget forsvinder. Sorgen er en fortætning af dette intet.

Sidste gang jeg selv så min søster, var jeg på flugt fra hende på cykel over Åboulevarden i København. Mine sidste ord til hende var: »Vi tales ved!« Og selvom jeg har talt med Elisabeth, eller i hvert fald til hende, praktisk taget hver dag, siden hun døde, vil det grundspørgsmål aldrig forlade mig: Havde vi udtømt det muliges rige i omsorgen for vores søster? Livslang sorg er at forsøge at have omsorg for disse modsatrettede følelser. Det er en til tider  udmattende og i visse tilfælde farlig balanceakt mellem eftertænksomhed og handlekraft, mellem tålmod og heltemod. Vi græder og græder, siger digteren Søren Ulrik Thomsen, indtil dén tåre, der er den tungeste del af et liv om at falde fra øjet og ned, bryder frem. Da er vi voksne. Indtil det sker, er vi henvist til både at sørge over og sørge for, altså vise omsorg. Ikke mindst for det, der blev den tungeste del af netop vores liv.
 

Hvor tungt det end tynger, betyder det at miste jo, at noget forsvinder. Sorgen er en fortætning af dette intet. Her kan omsorg betyde at lade intet være intet, og ikke fylde det med sentimentalitet, alkohol eller bitterhed. Også stedet, hvor den døde bliver lagt, er tomt. Graven, siger Søren Ulrik Thomsen, er nu engang ”det sted her i verden / hvor du ikke er”. Ikke kun fordi kirkegården er kold og forblæst, og altid mennesketom. Men fordi den døde allerede synger i englenes kor. Dybt inde i min sorgs fortættede intet kan jeg høre hendes stemme. Min søster blev den smukkeste af englene.
 

Den livslange sorg efter et selvmord består i at lytte efter denne stemme, at tales ved, men også nogle gange at diskutere med den, vende det døve øre til, fortrænge den. Intet lader sig afgøre, og en sådan sorg kan føre til depression, ensomhed og isolation. Men den kan også føre til en ny handlekraft, i hvilken omsorgen for hende, man til stadighed længes efter, skaber en forklarelse af begivenhederne. I en sådan forklarelse kan det vise sig, at også på den skæbnesvangre sommerdag for femten år siden stammede lyset fra kærligheden.
 

FAKTA: Når livet går i sort

Bent Meier Sørensens tekst er udgivet i bogen Når livet går i sort, der netop er udkommet.

Bogen består af 52 forskellige tekster og et udvalg af billeder – én tekst til hver uge i et sørgeår. Hver uge får den sørgende spejlet de vilkår, vi er fælles om i sorg og tab. Samtidig udfoldes det, som den kristne kirke og teologi til hver en tid har at sige i dén situation.

Bogens tekster følger solidarisk med på sorgens vandring og tilbyder undervejs trøstende, opbyggende tale til den, der sørger.

Forfatterne er præster, forfattere, litterater og billedkunstnere.

Når livet går i sort 
52 læsninger til et sørgeår

Red. af Sophie Nordentoft og Lone Vesterdal
Pris: 179,- kroner
Udkommet den 29. februar 2016 på forlaget Unitas. 

Pr. 1 marts 2016 har Unitas sammen med forlagene Anis, Alfa, Religionspædagogisk Forlag og Aros skiftet navn til Eksistensen.

Læs mere om Når livet går i sort og Ekistensens andre udgivelser her.

Tags: