Den mismodige

jacob_holdt_fotograferet_af_petra_kleis.jpg

Jacob Holdt. Foto: Petra Kleis
Jacob Holdt. Foto: Petra Kleis
Kræver det mod at insistere på dialog mellem mennesker, møde verden med hippie-idealer og rejse på den yderste kant af det amerikanske samfund? Ja, tænkte præst Allan Ivan Kristensen inden et interview med fotografen Jacob Holdt. Det blev dog til et andet billede, han gik hjem med

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Tekst: Allan Ivan Kristensen, sognepræst i Kastrup Kirke

Jeg iler forventningsfuldt igennem gaden, der udgøres af hyggelige byggeforeningshuse i optimistiske farver og rødglødende blade, der putter sig op ad ujævne brosten.

Løvfaldssommeren er over os, og varmen flyder ind igennem den skyggefyldte gade, hvor Jacob Holdt bor. Og det samme gør de fordomme, som jeg bærer med mig: Jacob Holdt er en hippie, der med sit Jesuslignende ydre traver og blaffer sig igennem fattige sydstatsegne og hutler sig igennem ghettoerne på den amerikanske vest- og østkyst, altid klar med sit kamera og en stor venlig krammer.

Og så er han modig. Det har jeg altid tænkt.

FAKTA: JACOB HOLDT

Født i 1947. Fotograf, forfatter og foredragsholder.

Slog igennem i 1977 med bogen ”Amerikanske billeder”, der også er titlen på hans kendte lysbilledforedrag,

I dag er Holdt engageret i Ubuntu Huset - mødelokaler i København, han stiller til rådighed for foreninger, der  arbejder med dialog mellem mennesker

Jeg ringer på døren. Et vindue åbner på førstesalen, og ud kigger han med sit karakteristiske flettede skæg og de smilende øjne.

»Jeg kommer lige om lidt,« råber han venligt til mig.

»Du skal ikke tage skoene af,« siger han, da jeg kommer ind. »Jeg har lavet kaffe. Der er også lidt brød og ost. Tag noget, for jeg skal lige skrive en mail færdig. Du kan også bare kigge lidt rundt i lejligheden. Oppe på mit arbejdsværelse hænger der billeder af hele min præsteslægt.«

Jacob Holdt lever op til alle mine forestillinger om ham. En glad, elskende – og elskelig – verdensborger, der altid ser det gode i alt og alle. Og får en til at føle sig velkommen og vellidt, på trods af at man er fremmed.

Jeg kigger rundt i hans bolig, hvor væggene er tapetseret med bogreoler. Bøger om alt mellem himmel og jord. Dansk kirkehistorie. Verdenshistorie. Amerikansk historie. Litteratur, digtsamlinger, børnebøger.

Og så er der sofaerne. Dem er der mange af. De indbyder til samtaler mellem mennesker. Og dem har der været mange af her i boligen, både samtaler og mennesker.

Der er også mange minder i lejligheden. De hænger på væggene i form af billeder, malerier, fotografier og kunst, der er hentet hjem fra utallige rejser rundt i verden.

Og så starter samtalen – med barfodsdivaen Cesária Évoras melankolske musik i baggrunden. Musik, der emmer af både udlængsel og hjemlængsel.

Det bliver en samtale, hvor mine fordomme om Jacob Holdt bliver opløst lidt efter lidt. Og det er det, han kan. Opløse fordomme. Og det gør han som det første lige der ved det køkkenbord, hvor jeg sidder og fumler med min lydoptager:

»Jeg vil lige starte med at sige, at det ikke kræver mod, det jeg har gjort. Mod handler om at overvinde sin frygt. I samme øjeblik man har tillid til mennesker, er der jo ikke nogen grund til at være modig. Når folk ser mig som modig, så er det, fordi de selv har dyb mistillid til sorte, kriminelle eller fremmede.«

Men det er jo sådan, at jeg har set Jacob Holdt.

Som modig. Som en mand, der nedbryder grænser mellem mennesker ved hjælp af mod. Jeg tænker over det, han har sagt: Bunder min beundring over hans mod i virkeligheden i en latent mistillid? Han kan fornemme, at jeg stiller mig selv disse spørgsmål,

I hvert fald siger han:

»Og jeg havde jo også mistillid dengang. De første to år blev jeg hele tiden slået ned af de sorte. Og på førstedagen i San Francisco blev jeg voldtaget af en homoseksuel sort mand. Og på tredjedagen blev jeg røvet af en sort bande.

Men jeg kunne så se, at alt dette skete, fordi jeg gik rundt og frygtede dem, og fordi jeg havde et negativt syn på dem. Jeg stigmatiserede dem. Det er nemlig det, der sker, når vi går rundt og frygter mennesker. Vi siger jo i virkeligheden til dem: ’Du er dårlig! Du er en skidt fyr! Jeg har grund til at frygte dig!’. Og det restimulerer jo alle de dårlige følelser, de har om sig selv. Og så er det, de overfalder dig.«

En hjælpende hånd til alle

Jacob Holdts rejser i USA kunne jo være stoppet lige der! Lige der i San Francisco i 1970’erne, hvor han stod med en grundlæggende mistillid til de mennesker, han senere portrætterede i billede efter billede. Billeder, hvor han dokumenterede vreden, sorgen, racismen og mistillidens konsekvenser. Hans mentale rejse krævede hjælp udefra:

»Jeg fik en hjælpende hånd. Jeg boede hos sorte universitetselever. Gradvist lærte jeg så, at jeg ikke længere kunne se de sorte som udyr, jeg skulle frygte. Jeg kunne se dem som mennesker, jeg kunne have tillid til. Og jo mere det skete, jo mere byggede jeg i virkeligheden tillid op til de sorte i al almindelighed.

Jeg må jo bare anerkende, at jeg var en del af en enorm heldig generation. Vi blev født med tryghed.

Det, jeg lagde mærke til derefter, når jeg kom ud i gaderne og mødte dem, som jeg kalder smertens eller vredens børn, var, at mit kropssprog havde ændret sig. Jeg var nu i standtil at sige og signalere: ’Du er god. Jeg har grund til at vise dig tillid.’ Det var for dem et kærlighedsbudskab. Og alle mennesker hungrer efter kærlighed – især dem, der aldrig har fået den. Det er jo det, det handler om.

Der skal ikke noget mod til at gå ind i de værste ghettoer. Det, der skal mod til, det er at overvinde djævelen i sig selv og den måde, man hele tiden frygter andre. Men det er ikke noget, man bare overvinder. Det menneske, der virkelig frygter et andet menneske, prøver jo at beskytte sig selv. Og det gør det menneske jo først og fremmest ved at undgå de mennesker, som det frygter. Vi skal alle sammen have en hjælpende hånd.«

Mismod over frygt

Det var de hjælpende hænder, der gjorde, at USA åbnede sig op for Jacob Holdt. Han kunne færdes blandt bandemedlemmer, Ku Klux Klan og mordere. Alt sammen fordi han havde tillid.

Men en anden følelse har sneget sig ind de sidste par år: følelsen af mismod. Mismod over udviklingen, ikke bare i USA, men også i Danmark. Mismod over den frygt, der fylder mere og mere:

»Jeg var hvid, privilegeret mand i et samfund som USA. Der er så mange årsager til, at jeg ikke føler, at jeg var særlig modig i det, jeg gjorde. Det interessante er, at da jeg startede med at vise ”Amerikanske billeder”, der kom de unge danskere op og sagde: ’Pokkers også! Hvorfor fik jeg ikke ideen til at lave det, du har lavet?’, men i dag siger de unge danskere: ’Hvordan havde du mod til at gøre det?’ Frygt er blevet inkarneret i dem i stedet for tillid, ikke mindst af medierne. Og det gør mig mismodig. Man må aldrig opgive, men jeg synes, det er fortvivlende.«

Han kigger eftertænksomt ud af vinduet et øjeblik. Han overvejer sine ord og kigger derefter på mig. Jeg kan se mismodet i hans øjne. Han er ikke den jubeloptimist, som jeg fordomsfuldt gjorde ham til. Han er mismodig. Mismodig, fordi verden ikke er blevet et bedre sted:

»Jeg føler, at alle de år, hvor jeg prædikede antiracisme i USA, der blev det bare værre og værre. Og til sidst endte det så med Trump. Min gamle kæreste Dorit Otzen, der startede Reden, sagde: ’Jacob, vi tabte begge to. Du kæmpede mod racisme, og det blev værre. Jeg kæmpede mod menneskehandel, og det blev værre.’ Jeg bliver mismodig over, at det ikke lykkedes. Men jeg giver aldrig op!«

I samme øjeblik man har tillid til mennesker, er der jo ikke nogen grund til at være modig.

Men Jacob Holdts mismod gælder ikke bare racisme og menneskehandel, men også vores samfund som helhed:

»Engang sagde man, at hvis der er et socialt problem, så er det samfundet, der er noget galt med, og prøvede at ændre det. I dag siger man det modsatte: Det er mennesket, der er noget galt med, og der synes jeg, at vi er gået helt fejl. Jeg må jo bare anerkende, at jeg var en del af en enorm heldig generation. Vi blev født med tryghed. Det var opgangstid, og vi blev opflasket med kærlighed og velfærdsstat.

Så begyndte tingene at vende rundt i verden. Jeg synes selvfølgelig, at det er synd for de børn, der ikke kan få det samme overskud i dag til ubetinget at kunne elske alle mulige andre i samfundet, men derimod bliver hæmmet over for verden. Det er trist, men jeg vil aldrig opgive. Nu er jeg blevet gammel, så nu er det de unge, der skal tage over, og derfor har jeg skabt Ubuntu-Huset. Jeg giver dem fuldstændig frie hænder, og de har fået rammerne. Jeg elsker at sende nogle signaler ud til verden om håb og inklusion. Medierne bygger jo på det modsatte. De ved, at frygt sælger. De ved, hvad der sælger i en verden, hvor frygten allerede er slået igennem.«

At rykke ved et menneske

Det er i dag igennem Ubuntu Huset, at Jacob Holdt prøver at skabe dialog og forståelse imellem mennesker.  I lokalerne inde i Købmagergade mødes forskellige organisationer og grupper, der alle prøver at skabe dialog, sammenhængskraft og forståelse mellem mennesker.

Det samme prøvede Jacob Holdt med sine billeder og foredrag tilbage i 1970’erne. Arbejdet afspejler grundlæggende hans menneskesyn:

»Der er ikke nogen mennesker, der ønsker at tænke ondt om andre mennesker. Det er en befrielse for mennesker at komme ud af sådan en negativ tænkning. Og det vil jeg gerne give dem lidt hjælp til. Tænk blot på det, Paulus skrev,« siger Jacob Holdt og læser op af Paulus’ Første Brev til Korintherne:

’Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet’.

Jacob Holdt fortsætter:

»Paulus var klar over, at integration og dialog går igennem det, at mennesker skal føle sig elskede og ikke fordømte. Sådan vandt Paulus en hel verden – mere eller mindre. Uden den indre kærlighed over for det enkelte menneske så rykker man ikke i det enkelte menneske. Nej, så holder man det menneske fast. Det er en så vigtig pointe!«

Jacob Holdt rykkede i mine fordomme om ham. Jacob Holdt er ikke en overmodig jubeloptimist, der krammer sig igennem verden. Nej, han er en mand, der både er modig og mismodig. Optimist og pessimist.

Og så er han i øvrigt ikke en hippie. Det er det, jeg tænker, da jeg står ude på gaden igen. Den gade, hvor løvfaldssommersolen stadig kaster sin varme ned på fliser hist og her. Fliser, hvor der senere vil være skygge.«

DEBATmagasinet 2019

Interviewet med Jacob Holdt er også udgivet i det årlige DEBATmagasin fra Københavns Stift, der i 2019-udgaven har mod som tema.

Vi udgiver løbende indhold fra magasinet her på siden. Du kan finde det i en online-version her, eller hente et trykt eksemplar i  Københavns Stift, Nørregade 11, i tidsrummet kl. 10-14 på alle hverdage.

 
 

Tags: