Der er noget i luften

vindmoeller_ved_middelgrunden._foto_mariusz_pazdziora_wikimedia_commons.jpg

"Blæsten sørgede for, at sejlene kunne blive blæst op, når skibene skulle ud og sejle. På Kastellet rager vindmøllen op, og står man på Øresundsbroen, kan man se, at det stadig er blæsten, der skaber energi" Foto: Wikimedia/Mariusz Paździora
"Blæsten sørgede for, at sejlene kunne blive blæst op, når skibene skulle ud og sejle. På Kastellet rager vindmøllen op, og står man på Øresundsbroen, kan man se, at det stadig er blæsten, der skaber energi" Foto: Wikimedia/Mariusz Paździora
Hvad er dens kendetegn, og hvor kommer den fra? Gå med på en jagt efter københavnerånden, der i tidens løb er blevet præget af blandt andet blæst, kampgejst, fest, gadesnak og en usædvanligt høj biskop
af Sarah von Essen (freelancejournalist)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Det er åbenlyst en kulisse, et skib af pap, som Danny Kaye sidder på. De andre mænd på dækket omkring ham synger om at ankomme til København, »Wonderful, wonderful Copenhagen«, selvom de sejler en mærkværdig omvej op ad Skagerrak og ned ad Kattegat, og Copenhagen bliver udtalt Kopenhagen.

Filmen er fra 1952, og Hollywood-darlingen Danny Kaye skal forestille at være selveste H.C. Andersen, den fremmede fugl, som næsten ikke tror sine egne øjne, da byen med de ranke tårne viser sig: »There she is!« Copenhagen er »a friendly old girl of a town«, og der er faktisk ikke et øje tørt. 

Københavnerånd

Artiklen er også udgivet i DEBATmagasinet fra Københavns Stift, der i 2018 sætter fokus på ånden i København.

I de samme år blev Wonderful Copenhagen slogan for en by, hvor trafikken holder storsmilende tilbage for en andemor og hendes ællinger, der vralter over gaden, men der findes mange andre københavnske melodier.

I 1979 smilede punkerne i Sods ikke det mindste, mens de sang mørkt om »Copenhagen, city center boredom«. Og det unge, men allerede hedengangne orkester Ulige Numre har for nylig erklæret byen en tvetydig kærlighed: »København, du er kun alt jeg har.«

Det er vanskeligt at indkredse en bys ånd. Hvad betyder københavnerånd overhovedet? Sangene indfanger et eller andet. En stemning, et håb for byen, et humør. København kan både tralle og vrænge. Selvfølgelig, vil mange københavnere nok sige, mens de ruller med øjnene. 

København som Absalons by 

Martin Zerlang, professor på Københavns Universitet, har netop skrevet ”Zoom København: Historier om hovedstaden gennem 850 år” i anledning af byens runde fødselsdag.

Han begynder med at zoome ind på biskop Absalon, der fik byen i gave af kong Valdemar, og som det i dag er nemt at beundre rundtom i København: Rytterstatuen på Højbro Plads var en gave fra Privatbankens direktør Axel Heide, som byen fik i 1901, fordi det var 700 år siden, at Absalon var død i 1201. På Højbro Plads svinger Absalon med øksen, et all round-værktøj, der både kunne kløve hedninge og træstubbe. På facaden af Københavns massive rådhus stråler han til gengæld i fuldt guldornat. 

København har først og fremmest været en sekulær by, hvor købmænd har handlet og gjort ved.

Martin Zerlang fortæller i bogen, at da arkæologer i 1947 og for tredje gang åbnede Absalons grav i Sorø, viste de jordiske rester, at biskoppen var høj for sin tid, hele 1,79 meter. Desuden var hans ben præget af en veludviklet muskulatur.

Københavns far var en satans karl, en ægte He-Man, og flere af hans bysbørn har dyrket ham inderligt, herunder blandt andre forfatterne Herman Bang og Georg Brandes.

De arkæologiske spor peger imidlertid på, at København slet ikke begyndte med Absalon, men heltekvadene om ham, som Saxo skrev først, har i hvert fald sat en selvbevidst ramme om byen.

Medvind på cykelstierne

Fra sit universitetskontor på Amager peger Martin Zerlang på flere forhold, der præger og skaber byens ånd, stemningen, sjælen, eller hvad det nu giver bedst mening at kalde Københavns særlige je ne sais quoi. 

»Det første er Københavns position, som kan sammenlignes med Istanbuls. Den franske rejseskribent J.-M. Dargaud skrev i 1860, at begge byer var udpeget af Gud, og arkitekt og forfatter Steen Eiler Rasmussen gav ham i 1950 ret i, at de to byer har meget tilfælles. Begge byer ligger ved stræder til indhave, begge byer har naturlige havne, og begge byer har været hovedstæder i imperier,« siger Martin Zerlang.

Det var sildefiskeri, der holdt København kørende i de første par hundrede år, og i dag er der stadig gang i havnen. Men produktion er blevet til rekreation, med havnebade, turistbåde og glade grillaftener på Islands Brygge. 

Københavns vejr, herunder især blæsten, er også med til at sætte en stemning og give liv til byen:

»Blæsten sørgede for, at sejlene kunne blive blæst op, når skibene skulle ud og sejle. På Kastellet rager vindmøllen op, og står man på Øresundsbroen, kan man se, at det stadig er blæsten, der skaber energi,« siger Martin Zerlang med tanke på de hvide vindmøller, der rejser sig af havet ud for Amager.

Og selvom mange cyklister nok synes, at de især om morgenen er plaget af strid modvind, så ville de ikke komme langt uden medvinden. Både det bogstavelige rygstød og den politiske medvilje over for cyklerne, som nu også spreder sig til andre storbyer, hvor den kendes som copenhagenizing. 

Selv når byen bliver ramt af katastrofer, skyder den lynhurtigt op igen.

Men blæsten er selvfølgelig ikke alene om at skabe dynamik. København er også blevet drevet frem af, hvad Martin Zerlang kalder foretagsom købmandsånd. Det kan godt være, at det hele, i hvert fald ifølge myten, begyndte med en biskop, men København har ikke været en præste- og embedsmandsby som Viborg, Roskilde og Ribe:

»København har først og fremmest været en sekulær by, hvor købmænd har handlet og gjort ved,« siger Martin Zerlang.

Der har altså altid været gang i butikken, men København er samtidig også kendetegnet ved, at tingene er de samme:

»Du går hen til Christiansborg Slot, og nedenunder ligger ruinerne af det første slot. Slotsholmen har været magtens centrum gennem alle århundrederne. Der er en enorm stabilitet midt i alle forandringerne. Selv når byen bliver ramt af katastrofer, skyder den lynhurtigt op igen. For eksempel oplever Ludvig Holberg branden i 1728, og han skriver senere, at byen er som en fugl Føniks: At den genopstår med herlige og a la modiske, altså moderne, bygninger,« siger Martin Zerlang.

Københavnsk kampånd

Det var Christian den 2., der introducerede begrebet hovedstad, »og lige så snart man begynder at tale om en by som hovedstad, begynder man også at have fornemmelsen af, at den skal repræsentere landet,« siger Martin Zerlang.

Byen var dengang i begyndelsen af 1500-tallet endnu lille, med omkring 10.000 indbyggere, som delte gader og stræder med svin og andre husdyr. Men kongen var ambitiøs og ville gøre »en weldig Kiøbstad aff Kiøbenhaffen«.

Men hvornår blev københavnerne selvbevidste? Hvornår blev den lokale identitet noget, byens indbyggere struttede og pyntede sig med? Igen er det vanskeligt at indfange og sætte en dato på, men Martin Zerlang fremhæver en historisk begivenhed, der gjorde bysbørnene kække: stormen på København i 1659. 

Frederik den 3. erklærede, han ville dø i sin rede, og kampviljen var i det hele taget stor: »Studenter, borgere, knægte, alle for Frederik vil fægte,« som det siden lød i et hyldestdigt til kongen og hans undersåtter.

De københavnske kvinder var, i hvert fald ifølge myten, også med i front og sendte kogende vand, latrineindhold og tjære ned ad voldene mod de indtrængende svenske soldater. I dag findes Stormgade til minde om stormen, som også blev fejret med store fester de følgende mange hundrede år.

»Borgerånden viste sig virkelig ved stormen. Det gav et vældigt boost til københavnerne og anledning til mange myter og selvfremstillinger,« siger Martin Zerlang.

Københavnerens kolde skulder

Det lyder godt, når en by og dens indbyggere viser tænder, og en sejr virker selvsagt afstivende på byens selvopfattelse og stemning.

Man lader knevren gå i Sladdergade på snakkebænken. Og så finder man ud af det.

I London er det i dag næsten umuligt at købe et krus eller et viskestykke, hvor der ikke står »Keep Calm and Carry on« på.

2. Verdenskrigs-kampagnen, der opfordrede englænderne til at gøre, som de plejede, blev aldrig virkeliggjort, men kun forberedt i tilfælde af en tysk invasion.

»Materialet blev først genfundet for nogle år siden, men man kan roligt sige, at briterne – og alle andre – har taget den til sig. Sloganet taler i realiteten mere til vores nutid,« siger besættelsestidshistoriker og lektor på Københavns Universitet Sofie Lene Bak.

I Danmark fandt den folkelige kampånd måske især sit udtryk i den såkaldte kolde skulder. En meget diskret modstandsgestus, som det er vanskeligt virkelig at fejre eller opkalde gader efter. Tegneren Gustav Østerberg fandt dog ud af at indfange den kølige, næsten fornærmede, stemning af modvilje, som danskerne kunne skabe, når de for eksempel skulle dele stoppested med en tysk soldat. 

Den kolde skulder var ikke kun et københavnsk fænomen, men det var til gengæld Folkestrejken i sommeren 1944, som i manges bevidsthed afspejler en særlig stædig og solidarisk ånd. Erindringerne afhænger dog af, om det er kvindelige eller mandlige københavnere, børn eller voksne, som ser tilbage:

»Hvis man skal se på erindringer fra mænd, så vil de lægge vægt på kampånden og det militaristiske præg, som også findes i sloganet ’Istedgade overgiver sig aldrig’. Der hersker også en forestilling om en massemobilisering til modstandskampen, men det sker ikke. Det er jo trods alt de få, der er involveret i regulære kampe under Folkestrejken. Der vil nok være en tilbøjelighed til, at mænd inden for en bestemt aldersgruppe vil erindre det, som om de også var med på barrikaderne,« siger Sofie Lene Bak.

Kvinderne og børnene derimod husker sammenholdet, den fælles madlavning under åben himmel, stemningen og festen. I dag huskes oprøret stadig på Vesterbro, og kampånden mindes hvert år med et fakkeloptog den 4. maj, mens et banner med det stridslystne slogan bliver hængt ud tværs over Istedgade. 

Den forlystelsessyge by

Københavnerne har i det hele taget været dygtige til at skabe rammerne for en god fest. Særligt Christian den 4. var vært for et par mindeværdige selskaber. Hans kroning i 1596 bød på ringridning, fyrværkeri og folkefest med vin og helstegt okse på Amagertorv, mens hans søns bryllup i 1634, det store bilager, varede i 14 dage.

Under enevælden blandede stænderne sig ikke med hinanden, men det skulle de jo lære i et demokratisk samfund, og i Tivoli blev klasserne blandet.

Martin Zerlang skriver i ”Zoom København” om en fransk gæst, der var med til brylluppet og noterede sig, at gæsterne drak, indtil de brækkede sig. De skammede sig ikke det mindste; faktisk blev der dystet i druk, og det var ærefuldt at være sejlende beruset.

Siden har københavnerne ved mange lejligheder festet med flaskens ånd i hånden og ikke sjældent med kommunal velsignelse. De seneste år er det især gået løs til Distortion-festivalen, når tusinder danser i gaderne med et okay fra rådhuset.

I Tivoli gik det og går det anderledes fredeligt til, selvom Fredagsrocken selvfølgelig er til gene for nogle naboer. I årene omkring Tivolis åbning i 1843 støjede det i høj grad også ude i samfundet: Kampen mod enevælden var sat ind, og da grundlæggeren Georg Carstensen søgte kongen om tilladelse til at bygge sit Tivoli på Vestervold, gjorde han det blandt andet med følgende vægtige argument: »Når folket morer sig, politiserer det ikke.« 

Men der blev politiseret, og den smukke have blev også brugt som en scene for den politiske udvikling. Historiker Karin Cohr Lützen, lektor på RUC, har forsket i og skrevet om København i 1800-tallet, og hun påpeger, at der var delte meninger om Tivolis raison d’être:

»Nogle så haven som en trussel mod det alvorlige politiske arbejde. Nu havde folk kun tant og fjas i hovedet. Andre så til gengæld Tivoli som en øvelsesplads for demokratiske omgangsformer. Under enevælden blandede stænderne sig ikke med hinanden, men det skulle de jo lære i et demokratisk samfund, og i Tivoli blev klasserne blandet,« siger Karin Cohr Lützen.

Københavnersnakken går

Martin Zerlang fremhæver københavnersladderen, københavneriet, som noget, der også holder byen sammen. »Man lader knevren gå i Sladdergade på snakkebænken. Og så finder man ud af det,« som han siger og citerer antropolog og skribent på Weekendavisen Anne Knudsen, der citerer den almindelige dansker, der siger: »Lad os sætte os ned og snakke om det.« 

Filosoffen Søren Kierkegaard sad ikke ned og snakkede. Han gik og gik, så hans korksåler blev slidt i bund, mens han udviklede sine tanker i selskab og samtale med dem, han mødte i byens gader. En anden berømt københavner, Niels Bohr, gjorde det samme. Altså gik og snakkede. Hans samtalepartnere var de videnskabsfolk, som besøgte hans institut i mellemkrigsårene, og den åbne stemning blev kendt som københavnerånden – eller the Copenhagen spirit

Måske er det den, som Danny Kayes H.C. Andersen besynger på skibsdækket på vej ned ad Kattegat? Eller måske er følelsen af den danske hovedstad en helt anden? For der svæver helt sikkert mere end én københavnerånd over byen. Måske en for hver af de over en million københavnere, for hvem byen først og fremmest, på godt og ondt, er deres hjem – og kun alt, de har.

Tags: