Et juleeventyr: Carl og juleaften

il6a9111.jpg

Her fortæller Mette Horn sit juleeventyr i Lutherkirken på Østerbro den 15. december 2014. Foto: Sille Arendt
Her fortæller Mette Horn sit juleeventyr i Lutherkirken på Østerbro den 15. december 2014. Foto: Sille Arendt
Skuespilleren Mette Horn var for nylig gæst til et julearrangement i Lutherkirken på Østerbro. Her fortalte hun et juleeventyr om en ensom ulv, der holder juleaften på hovedbanegården. Læs hendes fortælling her

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Jeg var barn, jeg vidste nok, at man aldrig før havde set en rigtig ulv løbe igennem gaderne i indre København juleaften, men jeg så det for mig, at han løb. Han løb ud af villakvarteret, hvor vi boede, under viadukten ved stationen for at dukke op ved lyskrydset, det sidste lyskryds før indre by. Der stod han et øjeblik med sænket hoved og så sig kort tilbage.

Sneen dalede stille og gadelyset hang som en kæde af lysende lokkende kugler  i natten , så fortsatte han, ind mod byen.

Vores mor kaldte ham en ”lonely wolf, og da jeg var en lille pige og nok har set temmelig rådvild ud, så hvæsede hun til mig, at han, min far, var en ensom ulv en strejfer, og dem kan man ikke sådan regne med.

Jeg ved, mine brødre og jeg gjorde os umage, vores øjne tindrede om kap med skæret fra juletræets glimmer og stads, vores mor så så smuk ud, fordi hun nok håbede, at denne nat ville han blive hjemme. Men det var jo  for sent. Han var for længst stukket af.Så jeg holdt øje med ham. Juleaften holdt jeg øje med ham. Jeg kan huske, han sad med et smil klistret på munden. Øjnene var triste, drømmende og fjerne. Så var det, jeg vidste besked. Min far var der ikke. Han løb over for rødt i mennesketomme gader. Han løb langs husmurene ind mod centrum. Og jeg var meget bekymret.

Og jeg tænkte , at det var ikke var hans skyld, han var jo bare en ulv, en gammel ulv. En gammel ulv er en mild ulv, som det er synd for. Således gav det mere mening.

Jeg var rædselsslagen. Min far alene? Juleaften? På hovedbanegården?!

Da jeg var barn, havde jeg en beigefarvet plysbamse med en helt umulig trist mund og to sorte glasøjne, der stirrede blankt ud i luften. Og ligesom bamser, der har fået syet en trist mund på fra fabrikken skulle forbydes, så skulle mødre, der ikke virkelig lægger sig i selen og laver livretter hver dag til personer, som tilfældigvis er nogens far, forbydes. Jeg var rasende, hvor svært ku det lige være. Men det gad hun ik sagde hun. Og så er det jo, vi børn er magtesløse, når de voksne ikke vil, så har man ikke en chance.

Og så blev de skilt.

Året efter meddelte han, at denne jul skulle han ikke skulle fejre med os, og at han derfor havde bestilt bord inde på hovedbanegården.  Her skulle han nyde stegt and med brun sovs rødkål og brunede kartofler. Derefter ville han tage et lunt tog, en rar bus og ende i en god knase varme  hjemme i sin toværelses lejlighed. Vi sku ikke tænke på ham. Det var ment som en trøst, men jeg var rædselsslagen. Min far alene? Juleaften? På hovedbanegården?!

Jeg trak i arbejdstøjet.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at gøre hovedbanegården til et hyggeligt sted at opholde sig helt alene juleaften.

Jeg ser det stadig for mig. Hovedbanegården, der var overdådigt pyntet med glitrende guirlander langs spærene i taget og uendelige mængder af gran og julehjerter. Der var pyntet med kunstig sne. Sikke en duft, sikken stemning.

Og nu da min far var en ulv forvandledes han oppe i mit hoved til en hyggelig grå ulv, I ved, ham fra de tre små grise.

Da alt er parat, kommer han så, min far, ulven, stille og roligt luntende på sine fire ben. Alle togkontrollører smiler, da de får øje på ham, de holder døren for ham, og, hver og en, letter de på kasketten. Min far er  tydeligvis æresgæsten på hovedbanegården denne aften.

Inde i det lille cafeteria nede i hjørnet er der pyntet op efter alle kunstens regler, og der dufter lifligt af stegt and. Den dejligste julemusik hænger i luften.  De søde servitricer har julekjoler på . De smiler og jubler i munden på hinanden, det var vel nok godt han kunne komme. ”Jamen altså, vi har glædet os, lige siden vi fandt ud af, at netop du havde bestilt bord ”. Det sir de, mens de ser på hinanden og nikker.

Der er ingen tvivl, de kan godt li ham (måske elsker de ham på en måde, ligesom jeg gør?). En sød servitrice viser ham hen til det aller hyggeligste bord i cafeteriet. Der er selvfølgelig også andre gæster, og de ønsker alle sammen min far glædelig jul. Så sidder han ellers der og nyder sit måltid med en stor Anders And-serviet bundet under hagen, og med en stor knude i nakken.

Den stegte and med de brunede kartofler, rødkålen og den rigelige sovs. Han smasker fornøjet, og fedtet glinser om det lange gab. Til sidst tørrer han sig mæt og tilfreds om munden og SÅ klapper hele personalet. De har taget opstilling ved udgangen, de vinker  og takker ham for en usædvanlig hyggelig aften. Simpelthen en vellykket aften, som han havde en stor del af æren for, det er alle enige om.

Alle togkontrollører smiler, da de får øje på ham, de holder døren for ham, og, hver og en, letter de på kasketten

Og således opløftet lunter min far gennem den næsten mennesketomme hovedbanegård.

At gå rundt på den iskolde blæsende og  mennesketomme perron er slet ikke uhyggeligt, slet slet ikke. Det er faktisk meget rart, når man er en stopmæt ulv. Og prøv at se, nu kommer toget allerede.

S-toget er lunt denne aften, og lyset i toget minder meget om lyset fra en dagligstue. Faktisk ER S-toget i dagens anledning indrettet som en dagligstue.

Jeg takker jo inderligt DSB for, at de gjorde hjemrejsen denne juleaften så behagelig for min far. Mon ikke osse der blev serveret en lille kop kaffe og et stykke kransekage mellem Nordhavn og Svanemøllen station?

Ved endestationen holder buslinie 26 heldigvis og venter på ham. Buschaufføren vinker med en pegefinger på kasketten og sir dav Carl og glædelig jul Carl og se, nu ska jeg køre dig hjem i min lune bus.

Over alt i bussen er der tændte juledekorationer, de ligner alle sammen en, jeg selv har lavet. Det ser magisk ud, og det er det også. Og nu ligner far helt sig selv, som han sidder der i den lune bus, og snart er han hjemme.

Bussen nærmest svæver rundt i svingene forbi hyggelige huse med duggede ruder fyldt med silhuetter af hyggelige familier, der danser med hinanden i hænderne rundt om deres juletræer. Min far skutter sig begejstret ved synet, han er den eneste passager i bussen.

Fotos: Julekalenderen lever i Luther Kirken

Ding! -  nu skal far af. Den hyggelige bus med alle juledekorationerne forsvinder, op i himlen og er væk. Som et stjerneskud.

På gåturen fra bussen og til opgangen nyder min far  lyden af  den knasende sne, han standser op, læner hovedet tilbage og betages af stilheden, der dufter af frost, fuldmånen og de lysende stjerner. Så hoster han og efterlader en flot sky af hvid  damp, som løfter sig op i den mørke nat.

Oppe i den lille lejlighed med den gode knase varme sidder min far og smiler, mens han ser ud på sneen, der daler ned udenfor vinduet. Han har det godt.  Nu nyder han skoldhed the fra koppen, mens han tilpas bladrer i de knitrende aviser. Hov?!  Nu er det vist tid at pakke julegaven op?

Den har jeg sørget for. Det er det keramik askebæger lavet efter pølsemetoden. Han tænder en cigaret og asker fornøjet ned i det .

Nu gaber han, det sner stadig uden for ganske tyst.

Nu er det tid til den bløde dyne, som ligger inde i sengen og venter på at holde ham varm resten af natten.

Og se det var et rigtigt juleeventyr.

- Mette Horn

(P.S. Juleaften er jeg stadig på arbejde, jeg drømmer om hygge til ensomme ulve, og dem kender jeg efterhånden nogen stykker af. Vi drages mod hinanden som noget mod noget. Og det der ”noget”, det går jeg stadig og spekulerer på, hvad er.)

Tags: