Hærværk: Fremragende opsætning af Tom Kristensens klassiker

haervaerk_855.jpg

Som Jastraus verden opløses, opløses også scenen, så der til sidst intet er tilbage andet end det røde tæppe, der som en lukket horisont understreger tomheden og lukketheden, skriver sognepræst Lars Obel i sin anmeldelse. Foto: Det Kgl. Teater
Som Jastraus verden opløses, opløses også scenen, så der til sidst intet er tilbage andet end det røde tæppe, der som en lukket horisont understreger tomheden og lukketheden, skriver sognepræst Lars Obel i sin anmeldelse. Foto: Det Kgl. Teater
Anmeldelse. Styrken ved Det Kongelige Teaters aktuelle Hærværk-opsætning er understregningen af Ole Jastraus egentlige undergang: At han ikke engang er i stand til at gå i hundene.
af Lars Obel (sognepræst i Aldersro-Lundehus pastorat)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Rune David Grue, dramatikeren bag opsætningen af Tom Kristensens moderne klassiker, har øvet ”Hærværk” på Det Kongelige Teaters nye skuespilhus. Velordnet og præcist, med en eminent scenografi , gode skuespilpræstationer og et manuskript, som er meget tro mod Tom Kristensens romanforlæg fra 1930.

Det er så vellykket, at stykkets styrke også bliver dets problem, for ligeså stærkt det er i sine virkemidler, ligeså uberørt er man som tilskuer til Ole Jastraus gåen i hundene. Man tror ikke rigtig på undergangen i Rasmus Bjergs velmenende skikkelse. Og måske er dét lige netop det allervigtigste ved ”Hærværk” og opsætningens største udmærkelse.

Hærværk på Det Kongelige Teater

Iscenesættelse: Rune David Grue

Medvirkende: Rasmus Bjerg, Mikael Birkkjær, Morten Suurballe, Asbjørn Krogh Nissen m.fl.

Skuespilhuset Store Scene, spilleperiode: 22. januar - 8. april 2014

 

Man tror ikke rigtig på undergangen i Rasmus Bjergs velmenende skikkelse. Og måske er dét lige netop det allervigtigste ved ”Hærværk”

Tom Kristensens ”Hærværk” er i den grad et værk, der arbejder i det 20. århundredes gryende eksistentialisme, og Ole Jastrau er (som Lykke-Peer 1904 og Jørgen Stein 1933) spændt ud mellem sin vage manglende evne til at vælge mellem kærligheden og familielivet, litteraturen, hans egne digte og den litterære kritik eller det politiske opbrud.

Alle tre områder, hvor han ville kunne excellere: Han har en god familie, han er dygtig og anerkendt med sit arbejde og hans politiske og sociale ideer stemmer overens med tidsånden. Men han er fremmedgjort for det hele og kan ikke vælge sig selv i konflikten mellem det borgerlige og opbruddet.

Ole Jastrau skuffer både konen Johanne, kommunisten Sanders og Redaktør Iversen, skuffer dem, fordi han er veg og ikke står op for det, han tror på i hver deres verden. Men Ole Jastraus verden går ikke op – og derfor må han ned i afgrunden af sin sjæls mørke, mens hans verden falder sammen omkring ham.

Genial scenografi

Selve scenografien er en lille genistreg. Da bogforlægget ikke er særlig teatervenligt, men foregår med mange skift frem og tilbage mellem dagbladet, hjemmet, værtshuset og diverse andre steder, er der brug for hurtige skift imellem mange rum. Ved at bruge det ny teaters drejescene som et stort hjul, der ligger ned, og med de forskellige scener som rum, som  lagkageskiver i dette hjul, kan skuespillerne let bevæge sig fra den ene omskiftelige scene til den næste – og dermed dynamisk lade handlingen flyde.

Valget af scenografi er ikke blot praktisk, men understreger i den grad de centrale pointer i stykket. I begyndelsen det velsmurte hjul, som Ole Jastrau fremmedgjort løber rundt i, som et hamsterhjul mellem arbejde og  hjemmets scener, der langsomt speeder up og kræver, at han mere og mere forhastet må jage rundt.

Efterhånden som rum-skiverne bliver taget ud af hjulet, bliver der åbnet mere og mere ind til det bagvedliggende, til bagsiderne og det rå uudnyttede rum. Til sidst, som Jastraus verden opløses, opløses scenen også, så der til sidst intet er tilbage andet end det røde tæppe, der som en lukket horisont understreger både tomheden, lukketheden og måske for Jastrau, muligheden for til sidst at gå ud til livet bag om dette lukke.

Mere af det samme

Skuespillerne formår at løfte det centrale i rollerne frem på imponerende vis. Asbjørn Krogh Nissen er Steffensen, dæmonisk og kompromisløs, som kun den unge digter kan være, Morten Suurballe er sikker som Vuldum, Jastraus tvetydige ven/nemesis på dagbladet, Mikael Birkkjær lykkes som den konservative journalist Kryger, der har succes i den borgerlige verden.

Men ikke mindst er Jesper Hyldegaard en fuldstændig eminent Kjær, drankeren for hvem det er lykkedes at gå helt hundene. Hver især er rollerne spejlinger af Ole Jastrau, og Rasmus Bjergs rare, begavede, velmenende, men vage og fremmedgjorte Ole Jastrau, er så fint sat midt i dette, at Rune David Grues opsætning af ”Hærværk” virkelig formår at vise det væsentligste i Tom Kristensens "Hærværk": Hvad sker der, når et menneske vælger at gå i hundene?

Ole Jastraus egentlige undergang er, at han ikke engang kan gå i hundene, men må luske ud under tæppet til sidst

For ligeså lidt som Ole Jastrau formår at leve op til kravene omkring ham, ligeså lidt formår han at gå i hundene. Det mærker man også i stykkets tre højdepunkter, alle tre med Jesper Hyldegaards Kjær, som netop taler fra intethedens sted – På Bar des Artistes, hvor intet kan ske andet end en evighed af opløsning og glemsel.

Kjær har ikke valgt at gå i hundene, han har gjort det, og han gør det med stil. Steffensen har ikke valgt sin undergang, men han formår ikke andet, hvis han skal være tro i mod sine idealer. Vuldum, Kryger, Bernhardt – alle omkring Jastrau gør, hvad de gør, fordi de ikke kan andet.

Men Ole Jastraus egentlige undergang er, at han ikke engang kan gå i hundene, men må luske ud under tæppet til sidst – til et nyt liv, måske blot med mere af det samme.

Tags: