Hvad bilder vi os ind at gå rundt og skideballere den ganske vide verden!

skideballe_814338a.jpg

Illustration: Jørn Villumsen / Politiken
Illustration: Jørn Villumsen / Politiken
Biskoppens blog: Vi bliver nødt til at tale noget mere om vores offentlige manerer!
pesjs billede
af Peter Skov-Jakobsen (Biskop i Københavns Stift)

Del denne side:

  • Share to Facebook
  • Share to Twitter
  • Email
  • Print

Begyndelsen på en dag i verdens lykkeligste land. Han havde stillet sin Vespa dér, hvor der ingen vind var i gården. Da han hentede den, åbnede nogen vinduet over ham, og der blev hældt en spand verbalt isvand ud over ham. Den knallert skulle ikke stå dér.

På vej til arbejde afventede han den øvrige trafik under et sving og holdt på midterrabatten. Én eller anden billist fandt det åbenbart provokerende. En resolut herre stod ud af bilen. Rasende gik han hen og greb fat i jakken, ruskede og overfusede, indtil to cyklister stod af og fik ham væk.

Da min gode ven ankom forsinket på arbejdet, kunne pedellen ikke lade være med at bemærke, »at vi må tage disse møder mere højtideligt og komme til tiden for ellers…. og arbejdsmiljø«.

Morgenstund har virkelig guld i mund. Velkommen til den nye dag. Velkommen til oplevelsen af at være i vejen. Velkommen til at opleve forurettelsen.

Vi bliver nødt til at tale noget mere om vores offentlige manerer.

Det er i det hele taget muligt at komme til at gøre noget dumt eller noget ubetænksomt, men det betyder vel ikke, at andre har lov til at optræde med ubehøvletheder og råbe sprogets værste gloser efter én?

I ni år boede jeg i Storbritannien. Én ting slog mig hver gang, vi havde været hjemme. Briterne var høflige mod hinanden. Den der løber ind i én siger »sorry« – og det gør den, der blev løbet ind i såmænd også.

Når vi var hjemme, lærte jeg hurtigt, at »sorry« oversættes med »ups« i bedste fald og med »hvorfor fanden stod du dér«, hvis man er knapt så heldig.

De sagde om alle os skandinavere i Storbritannien, at vores kendetegn er, at vi er »blunt«. Det betød som regel, at vi var ligefremme. Vi går til sagen og taler ikke uden om. Vi er målrettede, og vi bukker og skraber ikke for det menneske, vi taler med.

Vi kommer ikke listende, men fremfører ærindet og gør os en hurtig vej væk igen, hvis der ikke var noget at komme efter.

Det er jo alt sammen ædelt. Sådan kan vi bedst finde ud af det.

Men hvad i al verden bilder vi os ind, at alverden skal kende vores onde luner og dårlige humør!

Hvad bilder vi os ind at gå rundt og skideballere den ganske vide verden!

Det kan da godt være, at man kommer til at køre frem uden at se sig for. Det er i det hele taget muligt at komme til at gøre noget dumt eller noget ubetænksomt, men det betyder vel ikke, at andre har lov til at optræde med ubehøvletheder og råbe sprogets værste gloser efter én?

Man kan vel få lov til at gøre sig skyldig, undskylde sig, og så gå videre i tilværelsen uden, at man skal ned at ligge med næsen ned i sprogskarn.

Vi skal leve sammen. Der skal være plads til alle. Hvis vi mener noget med frisind, tolerance, næstekærlighed, demokrati, agtelse, skal vi ikke bare gøre os hørte.

Det offentlige rum er blevet udvidet med facebook og alle de andre sociale medier. Når man oplever, hvordan mennesker kan få sig selv til at kommunikere på disse medier, forstår man bedre, hvorfor nogle går ned og bliver bange for, hvad andre mennesker mon tænker om dem. Til tider er det som om, der slet ikke er nogle manerer, der kan holde styr på ordflommen.

På de sociale medier kan man opleve det fænomen, at de mennesker, der ikke ved så meget til gengæld blæser den viden ud med fynd og klem. De ved, at de bare skal 'råbe'. Dét vi før i tiden sagde til hinanden bagved døren og i det private, har vi nu lagt ud i en langt større, offentlig privatsfære.

Når man så ind imellem møder disse tastatur-dæmoner, bliver man overrasket, for ikke så sjældent er de stille, forsagte, indadvendte, men de sociale medier giver dem en mulighed for at se, at deres vrede også sagtens kan trække et spor gennem verden.

Vi skal leve sammen. Der skal være plads til alle. Hvis vi mener noget med frisind, tolerance, næstekærlighed, demokrati, agtelse, skal vi ikke bare gøre os hørte. Jeg synes vi skal øve os på at sige, hvad vi mener på en måde, så de andre nok erfarer vore holdninger, men de kan stadig leve med selvrespekt. Hvorfor skal vi overøse hinanden med vrede og arrigskab?

Engang så jeg en ung ekspeditrice sætte sig ned bagved skranken og græde. Vi havde lige oplevet, hvordan hun var blevet overfuset. Alle i bagerbutikken var lamslåede, over den behandling hun fik. Ingen af os reagerede, og derfor er vi dømt til at huske hændelsen.

Det hun gjorde var menneskeligt og forståeligt. Intet ordentligt menneske kan bære sådan en omgang. Må vi bede om kammertonen og diskutér så bare løs.

Tags: